Andreasen og Kreutzer
Claus Steensen Bille
1490 - 1558 (68 år)
-
Navn Claus Steensen Bille Slægtskab 
med Jørgen Holger Andreasen Født 1490 Allindemagle, Ringsted, Sorø Amt, Denmark 
Køn Mand Død 4 jan. 1558 Lyngbygaard, Malmö, Malmö, , Skåne län, Sweden Begravet Norra Vram, , Skåne län, Sweden Person-ID I87527 My Genealogy Sidst ændret 17 jan. 2020
Far Steen Basse Torbensen Bille, til Søholm, f. 1446, Allindemagle, Ringsted, Sorø Amt, Denmark , d. 1520, Allindemagle, Ringsted, Sorø Amt, Denmark (Alder 74 år) Mor Margrethe Clausdatter Rønnow, f. 1450, Svendborg, Sunds, Svendborg Amt, Denmark , d. 1490 (Alder 40 år) Gift ca. 1470 Familie-ID F28332 Gruppeskema | Familietavle
Familie Elisabeth "Elsebe" Jensdatter Ulfstand, f. Malmö Slot, Malmö, , Skåne län, Sweden , d. 5 apr. 1540, Bohus, , Västra Götaland, Sweden Gift 21 jan. 1524 Lyngbygaard, Malmö, Malmö, , Skåne län, Sweden Børn 1. Margrethe Clausdatter Bille, f. 28 feb. 1525, Lyngbygaard, Malmö, Malmö, , Skåne län, Sweden , d. Ja, dato ukendt2. Beate Clausdatter Bille, til Allinde, f. 29 apr. 1526, Skarholt slot, Skarhult, , Skåne län, Sweden , d. 18 okt. 1605, Lundegård, Nørre Broby, Sallinge, Svendborg Amt, Denmark (Alder 79 år)3. Steen Clausen Bille, f. 14 nov. 1527, d. 5 jan. 1586, Nivå, Karlebo, Lynge-Kronborg, Frederiksborg Amt, Denmark (Alder 58 år)4. Sidsel Clausdatter Bille, f. 29 nov. 1528, Bohus, , Västra Götaland, Sweden , d. 29 sep. 1580, Ålborg, Fleskum, Ålborg Amt, Denmark (Alder 51 år)5. Sophie Clausdatter Bille, f. 21 nov. 1529, d. 12 apr. 1587 (Alder 57 år) 6. Jens Clausen Bille, til Lyngsgaard og Vram, f. 26 jan. 1531, Varberg, , Hallands län, Sweden , d. 28 apr. 1575, Billesholm, , Skåne län, Sweden (Alder 44 år)7. Holger Bille, f. 27 jul. 1532, Bohus, , Västra Götaland, Sweden , d. Ja, dato ukendt8. Birte Clausdatter Bille, f. 1534, Bohus, , Västra Götaland, Sweden , d. 1613 (Alder 79 år)9. Maren Clausdatter Bille, f. 6 jul. 1537, d. 1607 (Alder 69 år) 10. Elisabeth (Lisbeth) Bille, f. 25 mar. 1540, Bohus, , Västra Götaland, Sweden , d. 1613 (Alder 72 år)Sidst ændret 17 jan. 2020 Familie-ID F28422 Gruppeskema | Familietavle
-
Begivenhedskort 
Født - 1490 - Allindemagle, Ringsted, Sorø Amt, Denmark 
Gift - 21 jan. 1524 - Lyngbygaard, Malmö, Malmö, , Skåne län, Sweden Død - 4 jan. 1558 - Lyngbygaard, Malmö, Malmö, , Skåne län, Sweden 
Begravet - - Norra Vram, , Skåne län, Sweden = Link til Google Earth
-
Notater - 1490-1558, til Lyngsgaard, Raabelev, Vandaas, Allinde og flere Godser.
Var S°n af Steen Bille Basse til Lyngsgaard (d. 1519) og dennes anden Hustru og Broder til rkebispen i Lund, Torbern B.
Han var et af de mest fremragende Medlemmer af den Skaanske Adel paa Frederik I's og Christian III's Tid, saa vel paa Grund af sine store Godser og uhyre Rigdom som paa Grund af sin retskafne, dygtige og energiske Karakter. Han efterfulgte FaFaderen i de fleste af dennes Skaanske Forleninger, deltog i Kong Christian II's Tog til Sverige 1520 og var en af de 4 danske Adelsmµnd, som i Marts Maaned afsluttede Upsalaforliget med det svenske Rigsraad, ligesom han efter Stockholms Erobrining blev sat til Slotsloven paa Stockholm Slot sammen med Otte Krumpen og Niels Lykke, da Kong Christian drog tilbage til Danmark. Ved Kongens Kroning 4. Nov. 1520 blev han slaaet til Ridder, og i de f°lgende Dage spillede han en vigtig Rolle som den, der i Forening med S°ren Norby fIndflydelse som ingen anden Slµgt i Danmark, og C. B. fik ogsaa sin Part deraf. Han deltog i Kampen mod S°ren Norby og de opr°rske Skaaninger og erhvervede sig en Del af Niels Brahes Gods, deriblandt Vandaas, som i over et Aarhundrede skulde blive en af hans Slµgts Hovedgaarde. Han giftede sig 1524 med Lisbet Ulfstand, Datter af Jens Holgersen U., og blev derved n°je knyttet til en af Tidens mµgtigste Slµgter.
1528 blev han forlenet med Baahus Slot, blev Medlem af det norske Rigsraad og inden Kong Frederiks D°d ogsaa af det danske. Til disse resposter gjorde han sig fortjent ved den Dygtighed, hvormed han 1532 optraadte under Christian II's Angreb paa Norge, og ved de store Ofre, han bragte ved at udbetale den Sum, hvorfor Kong Gustav samme Aar tilbagegav Vigen, som han siden 1523 havde siddet inde med. Det blev da ogsaa ham, hvem det vanskelige Hverv betroedes -- i Forening med Svogeren Truid Ulfstand og Biskop Hans Reff af Oslo -- at bringe Orden i de opl°ste Forhold, hvori Norge befandt sig. Dette lykkedes ogsaa til Dels, i det det norske Rigsraad paa et M°de i Throndhjem 7. Nov. 1532 underskrev den saakaldte ½Eningsakt , som paa ny fastslog Danmarks og Norges Forening. Kort efter C. B.s Hjemkomst til Danmark d°de Kong Frederik, og paa den bekjendte Herredag i Kj°benhavn i Juni Maaned 1533, hvor Bille-Slµgten spillede en saa afgj°rende Rolle saa vel i Reformationssagen som i Tronf°lgesagen, var C. B. tilstede og st°ttede sin Slµgts Politik.
Under Grevefejden sad han i god Behold paa det stµrke Baahus Slot; han var en af de faa °stdanske Rigsraader, som ikke hyldede Grev Christoffer, og han blev derved en St°tte og Hovedmand for det Parti, som i Tilslutning til Svenskerne arbejdede for Hertug Christians Valg til dansk Konge. Han har i disse Krigens Aar f°rt et sµrdeles virksomt og indholdsrigt Liv; vi finde ham snart i Norge og Skaane, snart i Jylland og Fyn, deltagende i de store Kampe, som afgjorde Rigets og Folkets Skµbne, og forhandlende snart med Kong Gustav, snart med det norske s°ndenfjµldske Raad, som han formaaede til at hylde Kong Christian. I Okt. 1535 sendtes han til det nordenfjµldske Norge for at underhandle med rkebispen og Raadet om Kongens Vaalg og om Paalµggelsen af en Skat. Det var en farefuld Expedition, thi ingensteds vare Modsµtningerne og Hadet mellem de ledende Personer st°rre end her. C. B. medtog Vincents Lunge og Biskop Hans Reff, da han 10. Dec. 1535 fra Oslo begav sig til Throndhjem.
Begge disse Mµnd vare rkebispens gamle og bitre Fjender. Ikke desto mindre bleve de modtagne venlig, og rkebispen samtykkede i alt, hvad Kongens Sendebud forlangte. Men 3. Jan. 1536 udbr°d blandt den i Throndhjem forsamlede Almue et Opr°r, rkebispen gav efter for Folkebevµgelsen, og Mµngden stormede l°s paa de danske Sendebuds Herberg: Vincents Lunge blev drµbt, og de to andre undgik kun med N°d og nµppe D°den. Tillige med Eske Bille (s. ndfr.) bleve de satte i Forvaring i Klosteret paa Tuter°en, og her blev nu C. B. siddende Vinteren over, medens rkebispen rejste Folket for Pfalzgrev Frederiks Sag. Da imidlertid Erobringen af Norges Hovedfµstninger, Bergenhus, Akershus og Baahus, hvor Fru Lisbet Ulfstand ledede Modstanden, mislykkedes, forhandlede rkebispen paa ny med Fangerne paa Tuter°en, og i Begyndelsen af April slap de fri, efter at C. B. havde forpligtet sig til ikke at hµvne Opr°ret og Fµngslingen i Throndhjem og til at holde Baahus og Vigen til rkebispens og det norske Rigsraads Haand, indtil Kongevalget havde fundet Sted. I Maj Maaned vendte C. B. atter tilbage til Danmark efter sin mislykkede Sendelse.
C. B. var tilstede paa Rigsdagen i Kj°benhavn 1536, og han har underskrevet Recessen og Haandfµstningen, vistnok med Uvilje som saa mange af det gamle katholske Rigsraad. Men han fandt sig hurtig til rette i den nye Tingenes Orden, og som en praktisk, dygtig og forstandig Mand blev han i de f°lgende Aar stµrkt benyttet. Hans Kjendskab til norske Forhold og hans Stilling som Lensmand paa Baahus sikrede ham en betydelig Indflydelse paa Norges indre Anliggender. Det var ham, som i Forening med Truid Ulfstand udarbejdede den norske Reces 1539, der blev Grundlaget for den norske Lovgivning, indtil Christian V's Lov indf°rtes. Og da den unge Prins Frederik 1548 blev sendt til Norge for at hyldes som sin Faders Eftermand, var Hr. Claus selvskreven til at vµre hans vigtigste Ledsager og Raadgiver paa denne Rejse. Som Grµnsevogter mod Sverige laa han i stadig Strid med Kong Gustav og den svenske Adel, isµr i Vesterg°tland. Gjentagne Grelserne om ham fra dansk Side, og isµr har Lyskander i ½De Billers, Jenses S°nners, 16 Aner og i sin Fortegnelse over danske lµrde sikret ham et smukt Efterd°mme. Hans trofaste og modige Hustru d°de allerede 1540 efter at have f°dt ham 4 S°nner og 7 D°tre; selv d°de C. B. 4. Jan. 1558 paa Lyngsgaard i Skaane, efterladende sig en uhyre Rigdom, saa vel i Jordegods og Kj°bstadgods som i rede Penge. Han ligger med sin Hustru begravet i Vram Kirke.
F. Carlsen, Efterretn. om Gammelkj°gegaard S. 61 ff. R°rdam, Lyskanders Levned S. 211 f. Sk nska Herreg rdar, under R bel÷f og Van s.
Claus Bille er opkaldt efter morfaderen, marsken Klaus Rønnov, han er født ca. 1490.
Han bliver gift den 31 januar 1524 med Lisbeth Ulfstand, datter af den kendte søhelt Jens Holgersen Ulfstand til Glimminge i skåne. Brylluppet blev holdt på lyngsgård hos brudgommem. Om deres lykkelige ægteskab har Lyksander i sin rimkrønnike skrevet nogen smukke og varmfølte vers, han/hun siger således i digtets sidste linier, Anno 1597.
"Oc Gud hand mere vor slegt oc gouds
Met børn oc arffuelig Sæde
Met Vandaas oc Råbeløff, ligge der hous,
Met Liungsgaard oc andre stæde.
Vi leffde tilsammen y atten aar,
Oc deilige børn vi loude,
Deris æth oc rygte i Danmark staar
Saa mangen skøn slect til goude
I Barselseng kallede Gud mig hen
Min Herre til sorrig og quide;
De gaffue min datter mit naffn igen
Den sorrig kand ingen vide.
Han kunde hende icke for øyge se
(Dog hun det lidt kunde boyde)
For sorrig oc graad oc heirtens we,
Som hannem da rant y moude.
I Vram da bleff jeg udi muld,
Der huiler sig nu myne bene;
Ret alle dage var han mig hould
Han leffuede siden alene."
Han bliver slået til Ridder af Christian II 4 november 1520, for sin deltagelse i det Stockolmske blodbad.
Om blodbadet i Stockholm
I 1520 angriber Christian 2. Sverige med en stor hær, anført af Otto Krumpen. I slaget på den tilfrosne Åsunden sø blev Sten Sture dødelig såret og efter kampe i Upland med den svenske bondehær, blev Stockholm belejret. Sten Stures enke, Christina, blev overtalt til overgivelse af Stockholm borg mod ubetinget amnesti til svenskerne. Den 4. november lod Christian 2. sig hylde som arvekonge på et rigsdagsmøde på Brunkeberg, og i de følgende dage var der fest på Stockholm Slot for at fejre denne krænkelse af gammel svensk ret. På festens fjerde dag lod han slottets porte lukke og fængslede en stor del af de festklædte bisper og adelsmænd, der var kommet i tillid til den lovede amnesti.
Med ærkebiskop Gustav Trolle som anklager, blev de tidligere modstandere anklaget for kætteri, og henved halvfems af de anklagede blev dømt til døden. Allerede dagen efter foregik henrettelserne på Stortorvet i Stockholm under udfoldelse af stor brutalitet. Ligene blev senere brændt på et bål uden for byporten.
Han køber godset Vanaas af kongen , fra faderen arvede han Lyngsgaard og han erhverver Råbeløv så han får samlet et godskomplads af anselig størrelse, alle tre godser er beliggende tæt på hinanden i Skåne.
I en af Gustav Vasa forfattet smædekrønnike, der udkom i 1558, får han et helt andet skudsmål:
"Her Claes Bille then gamble rääff
Hölt sihg i Sweriige tå fast gäff
Han kunde ock wäl både liuge och waske
Han luskede mykit the Swenskes taske
När han the dödan monne gå,
Ther han them lät theris huffed afslå.
Han hölt sigh som en bödel wed lijke,
Thet lofford hauffer han i Sweriige rijke.
Han war i sin tiid en gammel pabist,
Han får nepligen lött medh Jesu Christ,
Sijn odygd haffuer han ey welat latet, Vten christelig lärdom oc Gudzord förhatet.
Han hölt fast aff sijn Biskopz slächt
Mykit ondt haffuer han ther met opwächt.
Han war alt aff thet Phariseerske bloodh
Han bliffyer rät aldrig the Christne godh."
Andet sted i samme krønnike skriver Gustav Vasa:
"På Bogehws sat den onde Bille
The Norske monde honom litet gille.
Han skrapade them theris stöff ifrå
Jagh troor the skola icke mykit förmå"
Om hans karakter, siger følgende historie meget.
Hans gård Lyngsgård var gået op i luer undet grevefejden. En hoben bønder, fra Søndre Vram, med en forløben munk som anfører, havde afbrændt gården og bortaget alt, hvad hr. Claus havde. Da lykken vendte fik hr. Claus hævn. Den 9de juni skriver rigsråderne, i lejren foran Landskrona, til kong Frederik. "Formode vi, at hr. Claus Bille lade samme munk brænde idag, udaf de samme stumper, som han afbrændte af gaarden".
Ved læsning af hans breve kan man se en kraft og frimodighed, en mand der ikke stikker noget uder stolen. Han går gennem livet med en landsknægtehumor, og når han først havde taget et standpunkt kunne intet rokke ham.
Han var en af sin tids rigeste mænd og det meste går i arv til hans 2 overlevende sønner.
Ellers er Claus Bille mest kendt for sin tid på Bohus len i Norge, hvor han sad i en menneskealder, som den årvågne lensmand og græsevagt. Han havde sæde i både det Norske- og det Danske Rigsråd. Men efter grevefejden og de der høstede erfaringer trak han sig ud af det Norske Rigsråd. Af særlig betydning i politisk henseende blev det fjentlige forhold han trådte i til Gustav Vasa.
Det var ham der forstrakte Kong Frederik II med de 1.200 gylden, hvormed Bahus og Viken og Aggershus i Norge var pantsat til Gustav Vasa, og Claus Bille havde dem i len som pant for denne pengesum. Efter Claus Billes fængling i Tronhjem og laange forhandlinger med Gustav Vasa, som til slut modtog visse indtægter af disse len, erklærede Gustav Vasa sig fyldestgjort og afleverede Bohus og Viken. Gustav Vasa så Claus Bille som årsag til alle de omsvøb danskerne var kommet med. "Træsk og ilfundig" "gammel Ræv" "Fuxsvanser" "Forslagen Selle" var udtryk som Gustav Vasa brugte om lensmanden på Bohus.
Claus Bille dør på Lyngsgård 5. januar 1558, og er begravet i Nørre Vram kirke.
Anetræ for ham og hans hustru kan ses her.
Gravsten i Nørre Vram kirke, Claus Bille og hustru.
En fortegnelse over hans aner mm se her. Han havde ialt 11 børn, en række døtre og 2 overlevende sønner, Sten Bille og Jens Bille. Den ene datter Beate bliver i sit ægteskab med Otto Brahe, moder til Tygo Brahe.
Den yngste søn Jens arver Lyngsgård (Billesholm) og Allindemagle, han bliver Lensmand på Gotland, se under menupunktet Våben.
Claus Bille (1490-1558) til Allinde og Lyngsgård, dansk ridder og rigsråd.
Om hans søn Jens Bille
I sitt arbete som länsherre, hade hela tiden hans hustru Karen delat sorger och bekymmer med honom. Sju av paret Billes elva barn kom dessutom att födas på Wisborgs slott. Omkring år 1570 är det dags för uppbrott från ön Gotland för att tillsammans med familjen åter åka till Skåne och till sätesgården Ljungsgård i Vram. Gården hade han fått ärva efter fadern Claus Bille tillsammans med Wramsgård, en gård som förmodligen låg strax väster om Norra Vrams kyrka. Han var af den uradelige slægt Bille som søn af rigsråd Steen Basse Bille og Magrethe Clausdatter Rønnov. Han deltog i Stockholms blodbad og stod sammen med Søren Norby for arrestationerne af den svenske adel.
Han var gift med Lisbeth Jensdatter Ulfstand og far til Beate (gift med Otte Brahe), Steen, Jens, Magrethe (gift med Christoffer Johansen Lindenov), Sidsel (gift med Just Høeg), Sophia (gift med Malte Jensen-Sehested, Lisbeth (gift med Jens Trudsen Ulfstand), Birthe (gift med Christian Galde) og Maren (gift med Laurits Skram).
För Jens Bille som var van vid att sitta på det starka Wisborgs slott, måste Ljungsgård ha verkat enkelt och framför allt osäkert. Han beslutade att bygga en ny gård och började söka efter en lämplig plats. Genom att motströms följa den bäck, som flöt förbi Ljungsgård, kom han efter en promenad på något över en kilometer till ett ställe där bäcken gjorde en vid båge samt dessutom bildade en fors. Ovanför denna fors fanns en naturlig bassäng, som genom dammbyggnad kunde fyllas med v vatten. Förmodligen började man bygga redan 1571, även om Billesholm nämns första gången i allmänna texter år 1578. Genom grävning av breda gravar bildades fem öar, vilka, ytterligare höjdes av den uppgrävda jorden. På dessa öar uppfördes sedan boningshus, ladugårdar och logar. Ovanför forsen byggdes en damm, och genom en lucka reglerades vattenståndet i gravarna. Nedanför forsen byggdes en liten kvarn, och så var då BILLESHOLM färdigt.
Se her om Claus_Bille"
Den ældste søn Steen Bille arver Vandås og Råbeløv.
link til Claus Bille: http://runeberg.org/display.pl?mode=facsimile&work=dbl/2&page=0222
Plyndring af Lyngsgård
I forsommeren 1525 mødtes bønderne i den lille skånske landsby, Sønder Vram, hos smeden Ole Jensen. Det var sent på eftermiddagen og en nytilkommen var lige kommet til byen, en forhutlet munk med nye tidender udefra.
Munken var høj og slank med lyst hår, og når man så bort fra skidtet, i hans ansigt, ret køn. Han fortalte, at han var rømmet, fra det nærliggende Herresvad kloster. Abbeden var særlig streng, og nogle af munkene havde længe tænkt på at rømmee, og igår var 3 af munkene stukket af, straks efter frohmesse. Munkenene havde lige hørt, nyheder fra København. Niels Brahe til Vandås, en nærliggende herregård, havde fået sin gård indraget af Kongen og var blevet henrettet, for sin deltagelse i bondeoprøret på bøndernes side.
Godset som var ret stort, og lå tæt på og var kendt af alle bønderne, nogle havde venner og slægtninge der var fæstere på godset. Det blev ikke bedre, af at den lokale godsejer, Hr. Claus Bille Basse havde købt godset af kongen, ja nogen sagde at han havde fået det, i belønning. Han var en hård hund, havde været med i det Stockholmske blodbad, hvor han sammen med Hr. Søren Nordby havde udtaget, de der skulle henrettes. Nu kæmpede han på Frederik den 1´s side, efter at have sveget bøbøndernes ven, kong Christian den 2. Hr. Claus var en hård, men retfærdig herre, men det at han havde købt eller fået den populære Niels Brahes gods, var næsten for meget. Selv de besindige mellem de fremmødte, hos smeden, var forargede og syntes at Hr. Claus havde nok-var han ikke herre til Råbeløv og medejer af Lyngbygård, foruden han havde det nærliggende Lyngsgård, og så de sjællandske godser, Allindemagle og Gl. Køgegård og nu det nye gods Vandås.
Smeden sagde, jeg har hørt, at der også er kommet en ny skat, der skal betales af alle gårde, den er på 24 skillinge. Det gjorde jo ikke stemningen, blandt bønderne bedre. De udsuger os, så vi snart ikke har råd til det daglige brød, sagde Andreas, det var munken. Det var meget bedre, i de gamle dage unden kong Christian sagde Lone.
Hr. Søren Nordby og en masse bønder, har hærget hele Skåne og nedbrændt mange herregårde, det skulle vi måske også gøre, sagde Andreas. Der lød en bifaldende mumlen fra de forsamlede bønder. Ja, en ting er sikker, gør vi ikke noget selv, sker der ikke noget. Så må vi bare betale med vores ansigts sved, og lystre det dumme svin til ridefogden på Lyngsgård, sagde Andreas. Jeg synes vi skulle afbrænde Lyngsgård og plyndre den for alt hvad der er, nu når Hr Claus, er bortrejst. Hr Claus havde sendt sin hustrue Lisbeth og børnene til hendes forældre på det uindtagelige Glimmingehus.
De er på vej til Landskrona, hvor de skal møde Hr. Søren, der er der med sin bondehær. Der gik et gisp gennem forsamlingen, et var at brokke sig over landgilde og skatter, noget andet at gå til håndgribeligheder. De var alle klar over at gjorde de det, var der ingen vej tilbage, og langsomt forsvandt nogle af forsamlingen, Jens Pedersen, Oluf Nielsen og endelig smeden.
Andreas havde nu fået talt sig varm, og der udgik en ordstrøm af hans mund, gider i blive ved at finde jer i det? Vil i blive ved at arbejde hårdt for det dumme svin til herresfogeden og hans herre, det rige svin til Hr. Claus? Han blev ved og ved smed om sig med ukvemsord, så man havde svært ved at tro, at han var en tidligere munk. Gå hjem og hent nogle høtyve og andre våben, Per du har en gammel armbrøst, sagde munken.
De mødtes igen et øjeblik senere og begyndte, at gå ad allen til Lyngsgård, flokken af bønder var skrumpet ind til 32 inklusive 6 kvindfolk. Så dukkede Lyngsgård frem, det var en stenhus i 3 længer og i 2 etager. Det lå der helt mørkt i solnedgangen, i den lune junisol. Der var ingen mennesker at se, men der var lys i et af vinduerne. Lad os finde ridefogeden og give ham nogle bank, kvinderne råbte højestm nu da de fik ild på nogle medbragte fakler, og de lyste op da de kom ing på gårdspladsen. Munken råbte højt på ridefogeden flere gange, inden han kom ud til dem, og gik frem imod dem for med sin pisk, at jage dem væk. Bønderne stimlede sammen om ridedsfogeden og på trods af hans pisk gik de tættere og tættere på ham. Ridefogeden slog ud mod dem, men så faldt de alle over ham, og gav ham et ordenligt lav tæsk. Da de var færdige var han helt blodig i ansigtet, men som om det ikke var nok, gik kvinderne igang med slag, spark og skældsord, jog de ham ud ad gården.
Så kom kokkepigen Maren ud af huset, og begyndte at skrige ad dem, men de gik bare frem til husets hovedfløj. Andreas sagde de skulle komme, og bryde døren op og et par bønder kom, og i fælleskab fik de brudt døren op, og de væltede ind i Hrr. Claus Bille Basses fædrende hjem, mange af dem havde været der, når de skulle tale med godsejeren og de var alle lidt benovede, men så førte Andreas an og de gik videre til de andre rum. Kom nu råbte Andreas, og de kom ind i den store spisesal med det store bord og stole rundt om. Andreas satte sig i stolen oppe for bordenden og sagde nu er jeg herren, og jeg vil gerne have mad og vin. Et par af kvinderne løb ned i køkkenet og tog, trods kokkepigen Marens vilde protester et stykke s steg, pølser og nogle brød med op til Andreas. De sad alle ved bordet og spiste, da pludselig en stol brød sammen sammen, under en af dem, tykke Per, han havde siddet og vippet på stolen, og det var mere end stolen kunne klare. Så begyndte de at gå helt amok og smadrede hele møblementet. De gik videre og stjal alt hvad de kunne bruge, og tog endelig noget mad i spisekammeret de for igennem alle rum, stjal og smadrede alt hvad der var. De for ud i gården og Andreas tog en brændene fakkkkel fra en, af de andre og satte ild til noget hø, der lå på gårdspladsen, og kastede derefter den brændende fakkel, igennem et vindue de andre fulgte Andreas eksempel, og kastede de fakler de havde i hænderne ind ad vinduerne, og snart var hele gården i flammer. Det begyndte at blive varmt, og de trak sig lidt tilbage, og sad der og så på medens gården brændte.
Da gården var brændt ned, gik de tilbage til Søndre Vram, og hen til smeden og sad og diskutterede dagens slag med ridedsfogeden og Maren kogekone. Det blev sent inden de udmattede af dagens gerning lagde sig til at sove.
Næste morgen diskutterede de, om de skulle tage ned og slutte sig til bondehæren under Hr. Søren Nordby ved Landskrona. Andreas sagde, at de ikke kunne blive da godsejeren nok ville hævne sig på dem for tabet af sin fædrende gård. Efter noget snakken frem og tilbage, blev de enige om at drage ned til Landskrona og slutte sig til bondehæren. Så begav de sig på vej til fods, gruppen af bønder var nu skrumpet ind til 27 inklusive kvindfolkene, som der stadig var 6 af. Det var et pragtfuldt vejr, solen skinnede fra en skyfri himmel.
Andreas gik forrest sammen med Lone og snakkede, de var blevet rigtig gode venner, og det var tydeligt, at de nød hinandens selskab. De stoppede ved en stor selvejergård, og spurgte om de godt kunnr sove i deres lade. Bonden sagde, at det vavar i orden men de havde ikke mad nok til så mange mennesker, det gør ikke noget, sagde Andreas, vi har taget noget på Lyngsgård, i må godt spise med. Andreas satte sig ned sammen med Lone og pludselig lod hun sin hånd glide gennem hans lyse hår. Efter at have spist gik de til ro i høet og Andreas der jo ikke havde været vant til kvindfolk, nød rigtig at være sammen med Lone og lidt efter rykkede de længere ind, hvor de kunne være mere sig selv. Så gik det som når der er tale om gensidig sympati, de var sammen som mand og kvinde.
Lone var 26 år og enke, ægtemanden var død ved en ulykke for 8 mdr. siden, og hun havde ikke været sammen med en mand, siden hun blev enke. Næste dag begyndte de at gå mod Landskrona, da de pludselig mødte en deling landsknægte. De blev udspuurgt af befalingsmanden som derefter besluttede at tage dem med til hovedlejren. Da de kom til lejren, var en af de første, de mødte ridefogeden han grinede ad dem med sit ene blå øje. Han var taget direkte til lejren efter det lav tæsk, de havde givet ham og fortalt godsejeren, hvad der var sket med Lyngsgård.
Da de kom til lejren, blev de låst inde i et stort bur, hvor de skulle være indtil videre. En af de første der kom hen og kikkede på dem var ingen anden end ridefogeden, han stod lang tid og kikkede på med et stort smil, nu må vi se hvad godsjeren siger til denne fangst, sagde han og stirrede på Andreas.
Så kom de ind til godsejeren, først Andreas og så alle de andre, en efter en. Nå der dig der står bag al den ballade, sagde godsejeren. Du har jo så meget mere end disse mennesker som du udnytter på det groveste, svarede Andreas. Jeg syntes ikke du har gjort arbejdet godt nok, der mange stumper af gården tilbage, som ikke er brændt. Så derfor har jeg sendt ridefogeden, afsted med en vogn, for at hente de ubrændte stumper af gården, sagde godsejeren. Så vil vi lave et ordenligt bål her, så du rigtig kan opleve varmen når stumperne brænder. Så kan du samtidig øve dig på dine bønner, når du brænder på bålet.
Så kom de andre ind efter en og godsejeren spurgte dem alle, om de havde været med til branden på Lyngsgård og de fik alle at vide at de ville få pisk, 12 slag til mændene og 6 til kvinderne.
Om eftermiddagen da ridefogeden var kommet tilbage, med vogner med resterne af Lyngsgård, begyndte de at stable brændestumperne sammen til et bål. Hen under aftenen kom der mange forenemme folk hen for at kigge på munken og andre fanger i buret Til sidst pakkede de ris uden om bålet og det stod klart..
En af de fornemme herrer sagde til de andre fornemme, der var samlet-jeg synes det er uretfærdigt at Hr. Claus Bille Basse, sådan tager retten i sin egen hånd, jeg går tilbage til mit telt og skriver et brev til kong Frederik. Det gjorde han så, han skrev om den munk hr Claus uden videre ville brænde, på stumperne af Lyngsgård. Han vidste at kongen ikke kunne nå at gribe ind, da munken skulle brændes den følgende morgen.
Det var den 9. juni ved daggry, og bønderne blev taget ud af buret en efter en, og fik deres straf, kvinderne 6 slag og mændene 12 slag med pisken. Der havde samlet sig en hel del tilskuere omkring bålpladsen og Claus Bille Basse og ridefogeden fra Lyngsgård var der.
Så kom fangevogterne endelig med munken, der gik mellem dem bagbundet og gik rank hen til bålet. En tilkaldt præst kom til og læste et par ord over munken. Munken steg op på bålet, så sagde Hr. Claus, se nu til munk at du får brændt det hellt færdig, hvad du ikke fik brændt sidste gang! Hr. Claus gik frem med en tændt fakkel og satte ild til bålet og risene flammede hurtigt op, og der gik ild i træet fra Lyngsgård. Det var varmt og munken hev og sled i rebene så meget han kunne, så skreg han mod himlen, åh min Gud og så faldt hovedet forover, og det lyse hår begyndte at brænde.
Til sidst var der ikke andet tilbage end et forkullet lig og de forsamlede så på det, indtil bålet var helt brændt ned.
Bent Bille april 2007
--------------------
Hr Claus Bille Til Allinde, Lyngsgaard (Luggude h.) arve t Hr Claus Bille Til Allinde, Lyngsgaard (Luggude h.) arvet 1520 efter faderen), Raabelev (Villands h.), Vandaas (Øster Gynge h.) som han 1525 fik tilskødet af Kronen. f. 1490, 1519 kkommandant paa Elfsborg, deltog 1520 i togtet mod Sverige, deltog i Uppsalaforliget og laa i Slotslov i Stockholm, blev s.aa. 4. nov ridder, s.aa. 7. nov fortog han sammen med Søren Nord by fængslingen af de svenske bisper og adelsmænd, efter kon geskiftet tro mod Frederik 1, 1523 sendt til Gotland for at forhandle med Søren Nordby, da denne i 1525 landede i Skaane, mødtes de atter som fjender og Lyngsgaard afbrændtes.
Begravet i Vam kirke. Andetsteds anført som Vram. Stednavnet Vram har alene kunnet identificeres som >Västra Vram< o g som ôstra Vram< i Kristiansstads Län, nogle faa kilometer SV for Kristianstad i Skaane.
Anetavler for berømte danskere, 1. samling: digtere og forfattere; Carl PAGE 45
http://www.archive.org/stream/billeaettenshist01molluoft#page/n7/mode/2up
--------------------
til Allinde og Lyngsgård (Luggude H.)(arvet 1520 efter faderen), Råbelev (Villands H.), Vandås (Øster Gynge H.), som han 1525 fik tilskødet af konen.
Ridder, Rigsråd, Lensmand på Elfsborg og Bohus. Stod for det Stockholmske blodbad.
Claus Bille
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Claus Bille (ca. 1490 – 4. januar 1558 på Lyngsgård, Skåne) til godserne Lyngsgård, Raabelev, Vandaas, Allinde og flere andre godser var en dansk ridder og rigsråd.
Han var af den uradelige slægt Bille som søn af rigsråd Steen Basse Bille og Magrethe Clausdatter Rønnov, og han var bror til ærkebiskop Torbern Bille. Han deltog i Stockholms blodbad og stod sammen med Søren Norby for arrestationerne af den svenske adel. Frederik den 1.'s regering satte pris på Claus Bille, og Billeslægten fik i denne periode større politisk magt og indflydelse end nogen anden.
[redigér]Ægteskab og efterkommere
Han blev den 31. januar 1524 gift med Lisbeth Jensdatter Ulfstand (ca. 1505-5. april 1540) og indgik derved forbindelse med en anden af tidens magtfulde slægter. Parret fik syv døtre og fire sønner, hvoraf to døde som små.[1]
Beate (1526-1605) (gift med Otte Brahe (1518-71))
Steen (1527-86) (gift med Kirsten Andersdatter Lindenov (eft. 1534-1612))
Jens (1531-75) (gift med Karen Eilersdatter Rønnow (død 4. april 1592))
Magrethe (gift med Christoffer Johansen Lindenov)
Sidsel (1528-80) (gift med Just Høeg 1515-57))
Sophia (1529-87) (gift med Malte Jensen-Sehested (1529-92))
Lisbeth (gift med Jens Trudsen Ulfstand)
Birthe (gift med Christian Galde)
Maren (1537-ca. 1607) (gift med Laurits Skram (1630-87)).
--------------------
http://www.bille.net/claus.html
Claus Bille 1490-1558
Claus Bille er opkaldt efter morfaderen, marsken Klaus Rønnov, han er født ca. 1490.
Han bliver gift den 31 januar 1524 med Lisbeth Ulfstand, datter af den kendte søhelt Jens Holgersen Ulfstand til Glimminge i skåne. Brylluppet blev holdt på lyngsgård hos brudgommem. Om deres lykkelige ægteskab har Lyksander i sin rimkrønnike skrevet nogen smukke og varmfølte vers, han/hun siger således i digtets sidste linier, Anno 1597.
"Oc Gud hand mere vor slegt oc gouds
Met børn oc arffuelig Sæde
Met Vandaas oc Råbeløff, ligge der hous,
Met Liungsgaard oc andre stæde.
Vi leffde tilsammen y atten aar,
Oc deilige børn vi loude,
Deris æth oc rygte i Danmark staar
Saa mangen skøn slect til goude
I Barselseng kallede Gud mig hen
Min Herre til sorrig og quide;
De gaffue min datter mit naffn igen
Den sorrig kand ingen vide.
Han kunde hende icke for øyge se
(Dog hun det lidt kunde boyde)
For sorrig oc graad oc heirtens we,
Som hannem da rant y moude.
I Vram da bleff jeg udi muld,
Der huiler sig nu myne bene;
Ret alle dage var han mig hould
Han leffuede siden alene."
Han bliver slået til Ridder af Christian II 4 november 1520, for sin deltagelse i det Stockolmske blodbad.
Om blodbadet i Stockholm
I 1520 angriber Christian 2. Sverige med en stor hær, anført af Otto Krumpen. I slaget på den tilfrosne Åsunden sø blev Sten Sture dødelig såret og efter kampe i Upland med den svenske bondehær, blev Stockholm belejret. Sten Stures enke, Christina, blev overtalt til overgivelse af Stockholm borg mod ubetinget amnesti til svenskerne. Den 4. november lod Christian 2. sig hylde som arvekonge på et rigsdagsmøde på Brunkeberg, og i de følgende dage var der fest på Stockholm Slot for at fejre denne krænkelse af gammel svensk ret. På festens fjerde dag lod han slottets porte lukke og fængslede en stor del af de festklædte bisper og adelsmænd, der var kommet i tillid til den lovede amnesti.
Med ærkebiskop Gustav Trolle som anklager, blev de tidligere modstandere anklaget for kætteri, og henved halvfems af de anklagede blev dømt til døden. Allerede dagen efter foregik henrettelserne på Stortorvet i Stockholm under udfoldelse af stor brutalitet. Ligene blev senere brændt på et bål uden for byporten.
Han køber godset Vanaas af kongen , fra faderen arvede han Lyngsgaard og han erhverver Råbeløv så han får samlet et godskomplads af anselig størrelse, alle tre godser er beliggende tæt på hinanden i Skåne.
I en af Gustav Vasa forfattet smædekrønnike, der udkom i 1558, får han et helt andet skudsmål:
"Her Claes Bille then gamble rääff
Hölt sihg i Sweriige tå fast gäff
Han kunde ock wäl både liuge och waske
Han luskede mykit the Swenskes taske
När han the dödan monne gå,
Ther han them lät theris huffed afslå.
Han hölt sigh som en bödel wed lijke,
Thet lofford hauffer han i Sweriige rijke.
Han war i sin tiid en gammel pabist,
Han får nepligen lött medh Jesu Christ,
Sijn odygd haffuer han ey welat latet, Vten christelig lärdom oc Gudzord förhatet.
Han hölt fast aff sijn Biskopz slächt
Mykit ondt haffuer han ther met opwächt.
Han war alt aff thet Phariseerske bloodh
Han bliffyer rät aldrig the Christne godh."
Andet sted i samme krønnike skriver Gustav Vasa:
"På Bogehws sat den onde Bille
The Norske monde honom litet gille.
Han skrapade them theris stöff ifrå
Jagh troor the skola icke mykit förmå"
Om hans karakter, siger følgende historie meget.
Hans gård Lyngsgård var gået op i luer undet grevefejden. En hoben bønder, fra Søndre Vram, med en forløben munk som anfører, havde afbrændt gården og bortaget alt, hvad hr. Claus havde. Da lykken vendte fik hr. Claus hævn. Den 9de juni skriver rigsråderne, i lejren foran Landskrona, til kong Frederik. "Formode vi, at hr. Claus Bille lade samme munk brænde idag, udaf de samme stumper, som han afbrændte af gaarden".
Ved læsning af hans breve kan man se en kraft og frimodighed, en mand der ikke stikker noget uder stolen. Han går gennem livet med en landsknægtehumor, og når han først havde taget et standpunkt kunne intet rokke ham.
Han var en af sin tids rigeste mænd og det meste går i arv til hans 2 overlevende sønner.
Ellers er Claus Bille mest kendt for sin tid på Bohus len i Norge, hvor han sad i en menneskealder, som den årvågne lensmand og græsevagt. Han havde sæde i både det Norske- og det Danske Rigsråd. Men efter grevefejden og de der høstede erfaringer trak han sig ud af det Norske Rigsråd. Af særlig betydning i politisk henseende blev det fjentlige forhold han trådte i til Gustav Vasa.
Det var ham der forstrakte Kong Frederik II med de 1.200 gylden, hvormed Bahus og Viken og Aggershus i Norge var pantsat til Gustav Vasa, og Claus Bille havde dem i len som pant for denne pengesum. Efter Claus Billes fængling i Tronhjem og laange forhandlinger med Gustav Vasa, som til slut modtog visse indtægter af disse len, erklærede Gustav Vasa sig fyldestgjort og afleverede Bohus og Viken. Gustav Vasa så Claus Bille som årsag til alle de omsvøb danskerne var kommet med. "Træsk og ilfundig" "gammel Ræv" "Fuxsvanser" "Forslagen Selle" var udtryk som Gustav Vasa brugte om lensmanden på Bohus.
Claus Bille dør på Lyngsgård 5. januar 1558, og er begravet i Nørre Vram kirke.
Anetræ for ham og hans hustru kan ses her.
- 1490-1558, til Lyngsgaard, Raabelev, Vandaas, Allinde og flere Godser.
Webstedet drives af The Next Generation of Genealogy Sitebuilding v. 13.1.2, forfattet af Darrin Lythgoe © 2001-2025.
Opdateres af Jørgen.