Andreasen og Kreutzer

Forside Søg Login  
Udskriv Tilføj bogmærke
Adele von Flandern

Adele von Flandern

Kvinde ca. 1065 - 1115  (~ 50 år)


  • Navn Adele von Flandern 
    Slægtskabmed Jørgen Holger Andreasen
    Født ca. 1065 
    Køn Kvinde 
    Kilde
    • ADELE AF FLANDERNS ANER:

      1. ADELE AF FLANDERN.

      Forældre:

      2. Grev Robert I "der Friese" af Flandern.
      3. Gertrud af Sachsen, f. ca. 1030, død 4.8.1113. Gift (1) ca. 1050 m. Grev Florens I af Holland.

      Bedsteforældre:

      4. Balduin V. Insulanus "Øboeren" af Flandern, f. ca. 1013, død Lille 1.9.1067, Greve af
      Flandern. 1060/67 Regent over Frankrig. oo 1028
      5. Prinsesse Adelaide af Frankrig, f. 1009, død Messines 8.1.1079, stifter af klosteret
      i Messines ved Ypern, (1.oo ...1.1027 Richard III af Normandiet, f. 1001, død 28.8.1027).
      6. Bernhard II. af Sachsen, f. ca. 995, død 29.6.1059, Hertug af Sachsen 1011;
      oo ca. 1020 m.
      7. Eilika af Schweinfurt, f. ca. 1000, død efter 1055.

      Oldeforældre:

      8. Balduin IV. af Flandern og Seeland, f. ca. 980, død 30.5.1035, Greve af Flandern
      987, 1007.
      oo ca. 1012 m.
      9. Otgiva af Luxemburg, f. ca. 995, død 21.2.1030.
      10. Kong Robert II. "den Fromme" af Frankrig, f. Orléans 27.3.972, død Melun
      20.7.1031, 996 Konge af Frankrig, Greve af Paris etc., 1002/17 Hertug af
      Nedre Burgund, (1.oo 988 Rozela af Ivrea, * 950/60, + 1003, Skilt 992,
      2.oo 997 Bertha af Burgund, * 964/65, + 16.1. efter 1016, 1003/05 skilt).
      oo (3) ca. 1003/05 (jvf. Ancétres de Charlemagne) m.:
      11. Constanze af Provence, f. ca. 986, død Melun 25.7.1032.
      12. Hertug Bernhard I. af Sachsen, * um 940, + Corvey 9.2.1011, Hertug af
      Sachsen 973. oo ca. 990
      13. Hildegard af Stade, f. ca. 975, død 3.10.1011.
      14. Heinrich af Schweinfurt, f. ca. 975, død 18.9.1017, Markgreve "auf dem Nordgau"
      og i Schweinfurt; oo ... m.:
      15. Gerberga af Grabfeldgau, 964;

      Tipoldeforældre:

      16. Arnulf II v. Flandern, f. 961/62, død 30.3.987, Graf von Flandern; Gift m.:
      17. Rozela v. Ivrea, f. 950/60, død 1003, (2.oo 988 Robert II. v. Frankreich, f. 27.3.972,
      død 20.7.1031, skilt 992).
      18. Friedrich I. af Luxemburg, f. ca. 965, død 6.10.1019, Greve af Moselgau 1044,
      foged i Stablo; oo 985/95 m.:
      19. Irmtrud af Gleiberg. Arving til Gleiberg.
      20. Kong Hugues Capet af Frankrig, født sent på året 941, død 24.10.996 i Les Juifs, nær
      Chartres. Konge af Frankrig 987-996. Greve af Paris, Poitou og Orleans.
      Gift 963/68 m.:
      21. Adelaide af Poitou, ca. 950-1004.
      22. Guillaume af Provence, død Avignon 994 som munk, 970 Greve af Arles og Provence, 979 Markgreve, (1.oo Arsenda de Comminges); oo ca. 985
      23. Adelaide Blanche af Anjou, * um 950, + 1026, (1.oo Etienne de Gevaudan, + 979,
      2.oo 982 Ludwig V. v. Westfranken, + 21.5.987, skilt 984, 4.oo vor 1016 Othon Guillaume v.
      Burgund, * 958/59, + 21.9.1026.
      24. Markgreve Hermann Billung v. Sachsen, * 905, + 27.3.973, Markgreve ca. 953 og 962 Hertug af Sachsen, opbygger
      Lüneburg; 25. Hildegarde af Westerbourg.
      26. Heinrich "den Skaldede" af Stade, død 11.5.976. Oprettede Heeringen Kloster. Gift (2) m:
      27. Hildegarde af Reinhausen.
      28. Berthold af Bayern, f. ca. 915, død 15.1.980, Markgreve I den bayerske Nordgau 941/80. oo ...
      29. Eila af Walbeck, f. ..., død 19.8.1015.
      30. Grev Otto II. af Tullfeld og (Grabfeldgau?), -1008-.

      Tip-2-oldeforældre:

      32. Balduin III. v. Flandern, * ca. 940, + Saint-Bertin 1.1.962, "medgreve" af Flandern 958. oo 961 m..
      33. Mathilde v. Sachsen, * ..., + 25.5.1008.
      34. Berengar II. v. Ivrea, * ca. 900, + Bamberg 6.8.966, Greve af Milano 941/45, 924 Markgreve af Ivrea, 950 Konge af Italien, 961/62 fordrevet af Kejser Otto, sad fra 963 fængslet i Bamberg; oo ca. 930/31 M .
      35. Willa af Arles, * ..., + efter 963 som nonne.
      36. Siegfried af Luxemburg, * um 922, + 28.10.998, Greve i Moselgau, ertauschte 963 Luxemburg. oo ca. 950 m.:
      37. Hedwig af Nordgau, * ..., + 13.12.992.
      38. Heribert v.d. Wetterau, * um 925, + 992, Greve i Kinziggau 949, Greve af Gleiberg 976. oo ...
      39. Irmintrud v. Avalgau.
      40. Hugues "den Store, f. ca. 895, død 16.6.956 I Dourdan, Hertug af Neustrien, Burgund og Aquitanien, Greve af Paris Orleans og Vexin 922, 923 Greve af Le Mans, 936 Hertug af
      Franken, 946 greve af Laon, abbed i flere klostre, 936/45 og 954/56 regent af Frankrig, afslog 923, 936 og 954 den franske krone.(1.oo 922 Judith, + 025, 2.oo 926/27 Edhild
      v. England, + 937), (Halbbruder von 26.781.223.); oo 938
      41. Hedwig af Sachsen,* 922, + 10.5. efter 965.
      42. Guillaume I "Tete d´Etoupe", Greve af Poitou og hertug af Aquitanien, f. Ca. 915, død som munk d. 3.4.963. Greve af Auvergne, 959-962. Gift m.:
      43. Gerloc af Normandiet, f. ca. 920, død efter 969.
      44. Grev Boson II af Provence, Arles og Avignon, død 965/67. Gift m.:
      45. Grevinde Constance af Arles, Provence og Toulouse. Død 961/65.
      46. Grev Fulco II "den Gode" af Anjou, f. Ca. 920, død 11.11.958. Gift m.
      47. Gerberge af Gatinais, død efter 952.
      48. Grev Billung af Sachsen,f. ca. 875, død 26.3.967. Gift m.:
      49. Frederuna eller Hildeburg.
      52. Grev Lothar II. af Walbeck og Stade, * ..., + 986, Greve af Walbeck 929, stifter af: klosteret i Walbeck; oo ...
      53. Swanhilde. .
      54. Grev Elli I. af Reinhausen.
      56. Hertug Arnulf "den Onde" af Bayern, * ..., + Regensburg 14.7.937, Hertug af Bayern 908/37; oo 910
      57. Judith (?)af Friaul, datter af Grev Eberhard.
      58. Grev Lothar II. af Walbeck og Stade, f. ..., død 986. Greve af Walbeck 929, stifter af: klosteret i Walbeck; oo ...
      59. Mathilde af Arneburg, * ..., + 3.12.990.
      60. Otto I af Tullfeld (og Grabfeldgau?), -982-.

      Tip-3-oldeforældre:

      64. Arnulf I. den Store af Flandern, * 885/90, + 27.3.964, Greve af Flandern, (1.oo NN); oo 934
      65. Adele de Vermandois, * 910/15, + 960
      66. Markgreve Hermann Billung v. Sachsen, * 905, + 27.3.973, Markgreve ca. 953 und 962 Hertug af Sachsen, opbygger Lüneburg;
      68. Marquis Adelbert I af Ivrea, f. 880/85, død 923/25. Gift før 900 m.:
      69. Gisela af Friuli.
      72. Wigerich, * ..., + 916/19, kejserlig greve 899/916, derefter greve i Trier og Bidgau, 909 Pfalzgreve af Aachen;
      oo 907/09
      73. ..., Kunigunde, (2.oo Richwin v. Verdun, + 923).
      76. Grev Udo af Wetterau, * ..., + 2.12.949, Greve af "der Wetterau"; oo ca. 915
      77. ... af Vermandois.
      78. v. Avalgau, * ..., + Geldern 1001 (hochbetagt), Graf im Avalgau 944; oo ...
      79. Gerberga, Wiegreicherin.
      86. Rollo af Normandiet, greve af Rouen, alias Ganger-Rolf, f. Ca. 870, død 927/932. Gift m.
      87. Poppa af Bayeux, f. ca. 872 i Bayeux, Frankrig. Efterkommer af Kongerne af Bretagne.
      88. Seigneur Rotbaude I d´Angelca, død ca. 949. Burgunder fra fra Maconnaise, adelsmand. Gift m.:
      89. Prinsesse ... af Aquitanien, arving til grevskabet Arles.
      90. Grev Charles Constantin af Vienne, f. Ca. 901, død efter januar 962. Gift m.:
      91. Teutberga de Troyes, død efter 960.
      104. Grev Lothar I af walbeck og Stade, dræbt 5.9.929 ved Lenzen v. Elben i kamp mod Venderne.
      106. Grev Bruno af Arneburg. oo ca. 989
      112. Wigerich, * ..., + 916/19, kaiserlicher Graf 899/916, dann Graf im Trier und Bidgau, 909 Pfalzgraf von Aachen; oo 907/09
      113. ..., Kunigunde, (2.oo Richwin v. Verdun, + 923).
      116. Grev Lothar I af walbeck og Stade, dræbt 5.9.929 ved Lenzen v. Elben i kamp mod Venderne.
      118. Grev Bruno af Arneburg. oo um 989:
      120. Grev Poppo III af Grabfeld og i den bayerske Nordgau, -906-945.

      Tip-4-oldeforældre:

      130. Heribert II. af Vermandois, f. ca. 880/90, død 23.2.943, Greve af Meaux, Soissons og Vermandois 900/07, Abbed af St. Crüpin und St. Müdard Soissons; oo ... m.:
      131. v. Frankreich, Hildebrante, * um 887, + nach 931.
      136. Anscar, greve af Otheret. Han kom til Italien 888, hvor han blev markgreve af Ivrea.
      138. Berengar den Første af Italien stilling: konge af Italien, d. 924.
      139. Bertila af Spoleto.
      152. Grev Gebhard til Wetterau, faldet i slag 22.6.910. Greve "in der Wetterau" og i øvre Rheingau, 904 Hertug af Lothringen.
      154. Grev Heribert I. De Vermandois, f. ca. 840, død 900/07, Greve af Soissons 886/98, 888/89 Greve von Meaux und Meurezais, 896 Greve af Vermandois, Abbed af St. Crepin; oo ...
      155. (?) Berthe de Morvois.
      174. Grev Berengar de Bayeux, død før 930. Gift m.:
      175. Comtesse ... af Rennes, efterkommer af kongerne af Bretagne.
      180. Kejser Louis III Bosonides "den Blinde", f. 883, død 5.6.928. Konge af Provence og Italien, Kejser I
      Det vestromerske Rige 901-905. Gift ca. 900 m.:
      181. Prinsesse Anna af Byzans.
      182. Vicomte Garnier af Troyes og Sens (895), greve af Sens (895-896), f. ca. 868, død 6.12.925,
      faldet i kamp mod Normannerne. Gift m.:
      183. Teutberga af Arles og Vienne, død før 30.9.948.
      240. Markgreve Poppo II til Sorbenmark, -903-906-.

      Tip-5-oldeforældre:

      260. Grev Heribert I. De Vermandois, f. ca. 840, død 900/07, Greve af Soissons
      886/98, 888/89 Greve von Meaux und Meurezais, 896 Greve af Vermandois, Abbed af St.
      Crepin; oo ...
      261. (?) Berthe de Morvois.
      262. Kong Robert I. af Frankrig, f. 866 (posthum), død i slaget ved Soissons 15.6.923, 893 Greve af Poitiers, Markgreve i Neustrien und Orleans, 898 Greve af Paris, Abbed i St. Denis og St. Martin de Tours, 922
      Konge af Frankrig, (1.oo Aelis). oo um 895
      263. Beatrice de Vermandois.
      272. Amadeus d. efter 827. Boede i Langres.
      276. Eberhard af Friaul stilling: markgreve af Friaul, g. Gisela af Frankrig. Eberhard død 864/66.
      277. Prinsesse Gisela af Frankrig d. før 874.
      360. Grev Boso II af Vienne, -870-nov. 887. Konge af Provence (Nedre Burgund). Gift 876 m.:
      361. Prinsesse Trungard (Ermengarde/Irmingardis) af Det vestromerske Rige, f. 852/55, død 896.
      362. Kejser Leo VI Filosofus af Byzans, f. 1.9.866, død 12.5.912. Kejser af Det østromerske Rige 886-912, uvist af hvilken slægt, men I hvert fald søn af: Eudokia Ingerina, der var af slægten Martinakios på mødrene side. Hun var måske også af skandinavisk slægt, efterkommer af en mand ved navn Inge. Leo blev 898 gift m.:
      363. Zoe Tzautzina, død december 899.
      480. Grev Poppo I af Saargau, -819-839-.

      Tip-6-oldeforældre:

      554. Kejser Louis I "den Fromme" f. August 778, død 20.6.840. Vestromersk Kejser 814-840. Gift (2) 819 m.:
      555. Judith af Bayern.
      722. Kejser Louis II af Det vestromerske Rige, død 12.8.875. Gift 851 m.:
      723. Komtesse Engelberge af Alsace.
      725. Eudokia Ingerina, f. ca. 840, død 882/83. Var først efter sagnet i mange år elskerinde for kejser Michael III af Byzans, men blev senere gift m. Kejser Basileios I af samme rige, hvem af dem der var far til Kejser Leo VI. Det vides ikke, og gisninger hjælper os jo ikke videre.
      726. Stylianos Tzautzes, død juni/juli 899.

      Tip-7-oldeforældre:

      1108. Kejser Karl den Store af Det vestromerske Rige, f. Ca. 842 (847), død 814. Alias Carolus Magnus, Charlemagne; frankerkonge og romersk kejser; søn af frankerkongen Pépin den Lille, sønnesøn af Karl Martel. Karl den Store var konge fra 768 sammen med broren Karloman, der døde 771. Kom af flere grunde i strid med longobarderne, slog dem 774 og underlagde sig Norditalien. Gennemførte fra 772 en lang række krigstog mod sachserne, som blev tvangskristnet og underkuet med stadig grovere midler såsom masse-nedslagtninger og folkeflytninger. Sachserne fik støtte af den danske konge Gudfred; men efter dennes død enedes efterfølgeren Hemming og Karl om Ejder-grænsen (811). Bayern blev indlemmet 788; avarenes rige i Ungarn blev udslettet 796. Et felttog i Spanien blev en fiasko (Rolands død 778), men senere blev Nordspanien erobret og omorganiseret som grænseprovinsen "Den spanske Mark" 795; dermed havde Karl næsten genskabt Det vestromerske Rige, og Juledag 800 kronede pave Leo 3. ham til kejser i Peterskirken; ifølge overleveringen var det pavens eget påfund, et snedigt skaktræk for at give kirken myndighed over den verdslige hersker. Karl accepterede titlen; men paven blev ikke inviteret, da sønnen Ludwig skulle krones til medkejser 813. Byzans (Irene, og senere Nikeforos) protesterede heftigt mod Karls nye titel; men i forbindelse med udjævningen af en grænsestrid i Dalmatien anerkendte Michael den Første den vestlige kejser 812. Sammenlignet med sin vestromerske forgængers var Karls imperium fattigt, primitivt og uoplyst; men kejseren, der selv aldrig lærte at skrive rigtigt, gjorde meget for at råde bod derpå. Han oprettede skoler, hvoraf især hofskolen I hovedstaden Aachen blev berømt under Alkuins ledelse; blandt de mange lærde ved hoffet var Einhard, der skrev kejserens biografi. Kunstens blomstring under Karl og hans efterfølger Ludwig kaldes den karolingiske renæssance. Karl var en dygtig administrator, der lovgav om erhvervs-, rets- og kirkeforhold. På grund af rigets primitive tilstand var han nødt til at overlade meget til lokalstyret, der udøvedes af grever og markgrever; deraf spirede siden feudalismen, men i Karls egen tid blev greverne holdt i tømme af kongens omrejsende inspektører. Karl den Stores herskergerning fik indflydelse på Europas historie i århundrer (omend de senere karolingers svaghed fik lige så stor betydning) og han blev en myte allerede i sin egen tid; i løbet af middelalderen opstod en mængde Karl Magnus-sagn, hvortil Holger Danske hører. Virkede ivrigt for kristendommen, men hævdede fyrstens magt over kirken. En kejsertro modpave ophøjede ham til helgen 1165; han dyrkes endnu halvofficielt som sådan. Hans krige fik missionerende virkning, men havde til hovedformål at holde urolige naboer nede. I legenderne er Karl især islams svøbe; men i Spanien havde han også mauriske forbundsfæller og kristne fjender, og han menes at have plejet venskabelige forbindelser med Harun al-Rashid.
      H: Hildegard.
      1452. Tzautzes. Strategos af Makedonien, ca. 813.b

      Tip-8-oldeforældre:

      Pippin den Lille f. ca. 715, stilling: konge over frankerne 751, g. Bertha af Laon. Pippin død 768.
      Bertha af Laon.

      Tip-9-Oldeforældre

      H: Karl Martell f. ca. 676, g. (1) Chrotrud, g. (2) 725, Suanahilde. Karl død 22-10 741. Frankisk majordomus (hofmester) 714-41; søn af Pépin af Heristal af Karolinger-slægten. Var ligesom faren den virkelige magthaver; fra 737 lod han tronen stå ledig. Samlede Frankerrigets spredte dele og slog araberne ved Poitiers 732, deraf tilnavnet Martell ("hammeren"). Hans sønner Karloman og Pepin den Lille arvede magten; sidstnævnte tog kongenavn 751.
      H: Chrotrud d. 724.

      Tip-10-Oldeforældre

      H: Pippin af Heristal f. ca. 635, g. (1) Plectrudis, g. (2) Alpheid. Pippin død 16-12 714.
      H: Alpheid.

      Tip-11-Oldeforældre

      H: Ansegisil g. Begga af Landen. Ansegisil død 685.
      H: Begga af Landen d. 698.

      Tip-12-Oldeforældre

      H: Arnulf stilling: frankisk hausmeier, d. 16 aug 641.

      Tip-13-Oldeforældre

      H: Ansbert de Ferreolus g. Blithildis. Af den ripuariske høvdingeæt.
      H: Blithildis.

      Tip-14-Oldeforældre

      H: Klotar af Soissons. Af den Merovingiske kongeslægt. Konge af Frankrig.

      Tip-15-Oldeforældre

      H Klovis den Første f. 456, stilling: konge, g. Chlotilde den Hellige af Burgund. Klovis død 511. Den berømteste af alle Merovinger-herskerne var Mérovées barnebarn Klovis den Første, der regerede mellem 481 og 511. (Navnet stavedes oprindeligt Chlodevech). Klovis navn er kendt af ethvert skolebarn i Frankrig, for det var under Klovis, at frankerne gik over til kristendommen. Og det var gennem Klovis, Rom begyndte at grundlægge sin indiskutable overhøjhed over Vesteuropa - en overhøjhed, der ikke skulle blive anfægtet i omkring tusind år. I 496 befandt den romerske kirke sig i en kilden situation. I løbet af 400-tallet var selv dens eksistens blevet alvorligt truet. Mellem 384 og 399 var biskoppen af Rom allerede begyndt at kalde sig pave, men hans officielle status var ikke større end nogen anden biskops og helt anderledes end pavens i dag. Han var ikke i nogen forstand kristenhedens åndelige leder eller overhoved. Han repræsenterede kun en bestemt gruppe og dens interesser, en af mange divergerende former for kristendom - og den kæmpede desperat for at overleve over for en mangfoldighed af afvigende grene og teologiske synspunkter. Officielt havde den romerske kirke ikke nogen større myndighed end f.eks. den keltiske - som den hele tiden var på kant med. Den havde ikke større autoritet end sådanne kætterier som arianismen, som fornægtede Jesu guddommelighed og påstod, at han var menneskelig. I en stor del af 400-tallet var de fleste bispestole i Vesteuropa faktisk enten tomme eller besat af arianere. Hvis den romerske kirke skulle overleve og måske endda hævde sin myndighed, skulle den bruge støtte fra en stærk, verdslig skikkelse, der kunne repræsentere den. Hvis kristenheden skulle udvikle sig i overensstemmelse med Roms doktriner, skulle denne lære udbredes, genneføres og gennemtvinges med verdslig magt - en magt, der var stærk nok til at modstå og i sidste ende tilbagevise udfordringen fra rivalisrende kristne lærer. Det var altså ikke så forbavsende, at den romerske kirke i sin akutte nød vendte sig til Klovis. I 486 var situationen den, at Klovis havde udvidet Merovingernes rige voldsomt. Med udgangspunkt fra Ardennerne havde han opslugt en række tilstødende kongeriger og fyrstendømmer og besejret flere konkurrerende stammer. Som følge heraf var mange vigtige byer - Troyes, Rheims og Amiens f.eks. - blevet inddraget i hans rige. Indenfor et tiår blev det klart, at Klovis var godt på vej til at blive Vesteuropas mægtigste hersker. Klovis´ omvendelse og dåb viste sig at være af afgørende betydning for vores undersøgelse. Der blev nedskrevet en fremstilling af det hele i alle detaljer, dengang det skete. To et halvt århundrede senere blev denne berretning, Sakt Rémys liv, tilintetgjort, bortset fra nogle få spredte manuskriptark. Og materialet tyder på, den blev tilintetgjort med vilje. Alligevel vidner de få stykker, der er bevaret, om betydningsfuldheden af det, der foregik. Ifølge overleveringen var Klovis omvendelse en pludselig og uventet historie. der blev fremkaldt af kongens dronning Klothilde - en brændende tilhænger af Rom, der synes at have bearbejdet sin mand, til han antog hendes tro, og som blev helgenkåret for sin indsats. I denne indsats sagdes hun at have fået råd og hjælp fra sin skriftefar, Sankt Rémy. Men bag disse overleveringer ligger der en gangske praktisk og jordbunden historisk realitet. Da Klovis gik over til kristendommen og blev frankernes første katolske konge, var der mere at vinde end dronningens bifald, og det drejede sig om et mere håndgribeligt kongerige end det himmelske. Man ved, at der i 496 fandt en række hemmelige møder sted mellem Klovis og Sankt Rémy. Umiddelbart derefter blev der undertegnet en overenskomst mellem Klovis og romerkirken. For Rom var dette en afgørende politisk triumf. Denne aftale kunne sikre kirkens overlevelse og fastslå Rom som hele Vestens øverste åndelige autoritet. Den ville konsolidere Roms status som ligeberettiget med med den græsk-ortodokse tro, der havde sit hjemsted i Konstantinopel. Den åbnede muligheder for et romersk hegemoni og et effektivt middel til at knuse kætteriets mangehovedede uhyre. Og Klovis kunne blive mdilet til at gennemføre alt dette - Romerkirkens sværd, det redskab, hvormed Rom gennemtvang sin åndelige ledelse, den romerske magts verdslige arm og håndgribelige manifestation. Til gengæld fik Klovis titlen: "Novus Constantinus" - den nye Konstantin. Han skulle med andre ord herske over et forenet rige, et Helligt Romersk Rige, som skulle videreføre det, der mentes skabt under Konstantin, og som vestgoter og vandaler havde knust ikke så længe før. Som en moderne kender af denne periode har sagt, blev Klovis før sin dåb "bestyrket... med visioner om et rige, der skulle videreføre det romerske, der derved skulle være den merovingiske races arv". I en anden moderne fremstilling hedder det: "Klovis skulle nu være en slags vestlig kejser, en patriark for vestens germanere, så han skulle herske over, men ikke regere alle folk og konger". Denne pagt mellem Klovis og Romerkirken var kort sagt af kolossal betydning for kristendommen - ikke bare for datidens kristenhed, men for kristendommens skæbne i de næreste tusind år. Klovis´ dåb skulle komme til at betyde fødslen af et nyt romerrige - et kristent imperium, byget på Romerkirken og på det verdslige plan administreret af den merovingiske slægt. Der blev med andre ord sluttet en uløselig pagt mellem kirke og stat, hvorved de tilsvor hinaden troskab og bandt sig til hinanden for evighed. Som bekræftelse på denne pagt lod Klovis sig formelt døbe af Sankt Rémy i Rheims i 496. Ved højdepunktet af denne ceremoni udtalte Sankt Rémy de berømte ord:

      Mitis depone colla, Sicamber, adora quod incendisti, incendi quod adorasti

      (Bøj dit hoved, Sigambrer, tilbed hvad du har brændt, brænd hvad du har
      tilbedt).

      Det er vigtigt at slå fast, at Klovis dåb ikke var nogen kroning - som visse historikere antyder. Kirken gjorde ikke Klovis til konge. Det var han allerede, og kirken kunne kun anerkende ham som sådan. Ved at gøre det, bandt kirken sig ikke blot officielt til Klovis, men også til hans efterkommere - ikke til en enkelt person, men til en slægt. I denne henseende lignede dette den pagt, som kong David indgik med Gud i Det Gamle Testamente - en pagt, der kan ændres, som det skete under Salomon, men som ikke kan kaldes tilbage, brydes eller krænkes. Og Merovingerne holdt sig denne parallel for øje. I resten af sin levetid indfriede Klovis fuldt ud Roms ambitiøse forventninger til ham. Med uimodståelig effektivitet blev troen udbredt med sværdet; og med kirkens sanktion og åndelige mandat blev det frankiske rige udvidet både mod øst og syd, så det omfattede det meste af vore dages Frankrig og Tyskland. Blandt Klovis´ mange fjender var de vigtigste vestgoterne, der gik ind for den arianske kristendom. Vestgoternes rige lå på begge sider af Pyrenæerne, og mod nord gik det så langt som til Toulouse, og det var mod dette rige, Klovis førte sine stærkeste og mest vedholdende felttog. I 507 slog han vestgoterne afgørende ved slaget ved Vouillé. Kort efter faldt Aquitaine og Toulouse i frankernes hænder. Vestgoternes rige nord for Pyrenæerne brød sammen. Fra Toulouse trak de sig tilbage til Carcassonne. Da de blev drevet ud fra Carcassonne, oprettede de deres sidste hovedstad, deres sidste bastion, i Razès, i Rhédae - der i dag er lamdsbyen Rennes-le-Chateau.
      H: Chlotilde den Hellige af Burgund d. 555.
    Død apr. 1115 
    Person-ID I269  My Genealogy
    Sidst ændret 21 dec. 2007 

    Far Robert I Der Friese von Flandern,   f. ca. 1030,   d. 3 okt. 1093  (Alder ~ 63 år) 
    Mor Gertrud von Sachen,   f. ca. 1029,   d. 8 mar. 1113  (Alder ~ 84 år) 
    Familie-ID F247  Gruppeskema  |  Familietavle

    Familie 1 Knud den 2. Den Hellige,   f. 1043,   d. 10 jul. 1086, Domkirken, Odense, Odense, Fyns Amt, Denmark Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 43 år) 
    Børn 
     1. Karl Den Danske,   f. 1084
     2. Ingegerd Knudsdatter,   f. ca. 1085
     3. Cecilie Knudsdatter,   f. ca. 1085,   d. eft. 1131  (Alder ~ 47 år)
    Sidst ændret 29 jun. 2007 
    Familie-ID F246  Gruppeskema  |  Familietavle

    Familie 2 Knud den 2. Den Hellige,   f. 1043,   d. 10 jul. 1086, Domkirken, Odense, Odense, Fyns Amt, Denmark Find alle personer med begivenheder på dette sted  (Alder 43 år) 
    Børn 
     1. Cecilie Knudsdatter,   f. ca. 1085,   d. eft. 1131  (Alder ~ 47 år)
    Sidst ændret 6 jul. 2007 
    Familie-ID F438  Gruppeskema  |  Familietavle


Webstedet drives af The Next Generation of Genealogy Sitebuilding v. 13.1.2, forfattet af Darrin Lythgoe © 2001-2024.

Opdateres af Jørgen.