Notater


Match 51 til 80 fra 5,144

      «Forrige 1 2 3 4 5 6 ... 172» Næste»

 #   Notater   Knyttet til 
51 --------------------


Birth Date 1345, 1350 or 1339



Death Date 1376 or 1397



--------------------



Juliane Pedersdatter Grubbe



http://finnholbek.dk/genealogy/getperson.php?personID=I7560&tree=2



Død Eft. 1376



--



Danmarks Adels Aarbog, Thiset, Hiort-Lorenzen, Bobé, Teisen., (Dansk Adelsforening), [1884 - 2005]., DAA 1895:150.



--------------------



Noteringar



gav 1376 gods till Lunds domkyrka för sin första makes själagift



--------------------



Far: XXII:3683955 Peder Grubbe



Mor: XXII:3683956 Ingeborg Saxesdotter





--------------------------------------------------------------------------------



Familj med Claus Serlin



--------------------------------------------------------------------------------



Familj med XXI:1841977 Peder Axelsson Tott (- 1375)



Barn:



XX:920989 Axel Pedersson Tott (- 1446)



Danmark ? 
Grubbe, Juliane Pedersdatter (I54655)
 
52 -En slægt Larsen fra Biersted Sogn (Kær Herred)
-Kjærulfske Studier: Bidrag til en vendsysselsk Bondeæts Genealogi og Historie
-Er du i familie med bryggerne? Slægterne bag bryggerne J.C. og Carl Jacobsen på Carlsberg
...
BogID : 82 Titel : En slægt Larsen fra Biersted Sogn (Kær Herred) Publicheret : 1983 Sider : 266 s., ill. Bemærkninger : Findes på Statsbiblioteket (SOL 3-84-1488).


Findes i Kjærulfske Studier af C. Klitgaard Findes også nævnt i K. Værnefelt: Egholmbogen: Kort efter 1400 levede paa Fogedgaard i Østerhalne en rig Fribonde eller Lavadelsmand ved Navn Anders Ulv eller Kjærulf. Han ejede Fogedgaard, Øster Aslund, Bjørnum og meget andet Gods; efternogle kilder skulde Slægtenvære adelig og indvandret fra Holsten, og Dyrskjøt fortæller, at han haffde en graa Wlff i Wabenet gangendis, men dette Adelsskab er vist temmelig tvivlsomt. Samme Mand blev Stamfader til Vendsyssels mest ansete Bondeslægt, og C. Klitgaard har i Kjærulfske Studier leveret en omfattede Beretning om den. Anders Søn hed Anders Andersen Kjærulf og var indtil 1458 Herredsfoged i Kjær Herred, en Stilling, som Slægten besag i de følgende 200 Aar. EnDatter af ham var gift med en Gaardmand i Vedsted og Moder til Købmand Clement Andersen i Aalborg, bedre kendt under Navnet Skipper Clement. En Søn, der ligesom Faderen hed Anders Andersen Kjærulf, fulgte ham som Foged. Han nævnes i denne Egenska...

....

Selvejergårdmand. død efter 1450. på Fogedgård, Vadum
Dyrskjøt mener, at Kjærulferne var af "di Wolffer og Pogwisches ( Pogwischernes Vaaben var en til højre springende Ulv i et blåt Felt, Wullffernes en brun Ulv i rødt Felt. Sidstnævnte Slægt var meget mægtig i Middelalderen, se herom Angelu s: Holsteinische Adels Cronica, Leipzig 1595.) Stamme fra Holsten," og han siger, at den første ham bekendte Mand af Kjærulferne var: "Anders WIff:
Anders Andersøn Wolff och kaldet, som ejede Aslundgaard, Ø Hassing Sogn, Fogedgaard i Vadum Sogn, der i flere Hundrede Aar var i Slægtens Eje, Biørum, Vadum Sogn og meget gods og gaarde der I Kierherridt og meget I Huethoe och Hannherridt .... og havde en graa Wlff I wabenet gangendis. Hand leffuede I Kong Erich pommers, Kong Christoffer beyers og første Kong Christierns tid 1430, 1440 och 1450, Som findes I gamle Breffue. Men Kiervlffs Naffn gaffues hannem aff Kong Erich selff. Saa som han wdj En merchelig Sag til Hoffue wdj nogen Vlffuetræter [var], og som han vandt sagen, adspurde Kongen ham, hvor han boede, da suarede hand. Jeg boer I Kiær Herridt; saa sagde Kongen, da skall Du haffue Kiervlffs Navn, som hand og hans Arvinger Siden beholt, sampt alt deris Affkombst."
Det er vel denne Dyrskjøts Beretning eller maaske snarere en fælles Kilde, der ligger til Grund for den svenske Personalhistoriker Gabriel Anreps Udtalelser i "Ættar Taflor" II. 435, hvor der siges omtrent saaledes: "Af holstensk Adelsm atrikel synes, at Ætten stammer fra Holsten, hvor flere af dem allerede fra 1300 skal have beklædt de højeste Embeder, saavel i gejstlig som i verdslig Stand. I Tiden ved 1400 tallet, spredtes de til Jylland, hvor Anders Ulff i Kjær Herred fik af Kong Erik af Pommern for en ham bevist udmærket Tjeneste Navnet Kjerrulff og indførtes blandt dansk Adel samt havde i sit Vaaben en gaaende graa Ulv.
" -- Om Præsten Jakob Poulsen Kjærulf i Skallerup i Vendsyssel (d. 1730) berettes i Wibergs Præstehistorie III. 55, at hans Forfædre var adlede af Kong Erik af Pommern, men mistede Skjold og Vaaben, da de holdt med Kong Christian II.; jeg kender ikke den oprindelige Kilde til Wibergs Angivelse, men jeg tror som sagt ikke paa, at Slægten mistede sit Adelskab (Skjold og Vaaben) i Klementsfejden, thi de KjæruIfer, vi har Efterretninger om fra Tiden før denne Fejde, betegnes aldrig som "af Vaaben", men nævnes i Flæng med andre Selvejerbønder. For Fuldstændigheds Skyld skal dog bemærkes, at Personer af den adelige Slægt Griis af Slette ogsaa kan træffes betegnede som Bønder (jvf. Erslev og Mollerup: Fr. I.s Registr. 477), og lignende Tilfælde forekommer ogsaa for andre Slægters Vedkommende.

Endnu skal angaaende Slægtens Adelskab kun anføres en vist yngre og derfor mere ændret Gengivelse af Traditionen. Den findes i den norske Bureauchef Carl Kierulfs Optegnelser (han døde 1897) og er ham meddelt af hans Faster Anne Dortea Kierulf (d. 1868), gift med Pastor Fuglsang i Slagelse. Heri fortælles: "Familiens Stamfader angives at have heddet Hans Kjær (I en Variant kaldes han en "fredløs Bonde", der for at have frelst Kong Hans fra en Ulv blev optaget i Adelstanden med Navnet Kierulf, men paa Papiret er disse Rettigheder nok ikke forhaanden, og jeg, som den ældste nulevende, vil heller ikke eftersøge dem, da jeg ingen ugifte Kierulfs mere ved, der kunde attraa Frøkenpladser i Danmark." (Se Bureauchef With. Lassens personalh. Samlinger i norske Rigsarkiv (Familien Kierulf).)
Hun knytter altsaa Slægtens Adelskab til Kong Hans, og det kan vist være lige saa rigtigt - eller galt - som at sætte det i Forbindelse med Kong Erik, men Erik af Pommern og Christoffer af Bayern er nu en Gang foretrukne i saa Henseende a fældre Tiders Genealoger, og den fremragende Kender af danske Adelslægters Forhold, Arkivar Thiset, siger saaledes i Fortalen til "Nyt dansk Adelslexicon", s. IV: "I de gamle Slægtebøger siges fast hveranden Slægt at være indvandret i en a f disse to Kongers Tid, men kun i de allerfærreste Tilfælde er disse Angivelser at lide paa."
Om denne noget apokryfe Anders Ulff eller Anders Andersen Wolff, givet Navnet Kjærulf, tilføler Dyrskjøt: "Hans Hustrus Naffn haffr Jeg Ingensteds fundet eller spurt, tilmed ogsaa ikke heller fliere aff hans børn wden 3 Sønner, dog en Diel haffue berettet mig, det er hans Sønnesønner, aff Anders Andersen Kierulff 1450 och l454 neffnet." 
Ulf, Anders (I217)
 
53 -Roskildehistorie
-N.P. Nielsen: "Bygden omkring Køge Aa, 1938. Ulla Fraes Rasmussen: Rapport om prøvegravning Kapelvej, Ølsemagle KØM 1202, 1985.) 
Galen, Herlug (I1094)
 
54 .


Arvid Trolle var sin tids störste private jordägare i Norden, och ägde närmare 1 000 gårdar i Sverige. Vid Ivar Axelssons död 1487 ärvde han över 475 danska gårdar i nordöstra Skåne. Trolle innehade tidvis Nyköpings län, Stegeborgs län och Borgholms län samt ett stort länsinnehav kring Bergkvara.


Under 1460-talet sympatisör med Karl Knutsson (Bonde), men efter äktenskapet med Ture Turessons dotter hade Trolle en klart unionsvänlig hållning. Trolle var en av ledarna bakom upproret 1497 mot Sten Sture d.ä., och efter unionens återställande, och upproret mot kung Hans 1501 tvangs Trolle att fly till Danmark.


Gift 1) 1466 med Beata Ivarsdotter, dotter till Ivar Axelsson (Tott)



Barn



Erik Arvidsson Trolle


Gift 2) dotter till Ture Turesson (Bielke).



Barn (med 2)



Ture Arvidsson Trolle


Barn (i danmark?)



Joachim Trolle



Danske adelsgodser i middelalderen, Erik Ulsig, Kbh.1968 s274+283+460

Bergkvara, Bo och Lillö, Åsums sn (Krist).

Väpnare. Riksråd 1463-1501. Hövidsman påå Nyköpings slott 1469. Deltog i


slaget vid Brunkeberg 1471-10-10. Lagman i Östergötland. Hövidsman på


Stäkeborg 1493. Hövidsman på Borgholm 1494. Riddare vid kung Hans kröning


1497.

 
Trolle, Arvid Birgersson Riksråd (I89258)
 
55 1. Peder Andersen , f. Ca. 1734, d. Ca. 1795, Horslunde, Lolland Nr., Maribo
2. Karen Andersdatter , f. Ca. 1737, Halsted, Lolland Nr., Maribo
3. Rasmus Andersen , f. Ca. 1740
4. Mads Andersen , f. Ca. 1742
5. Inger Andersdatter , f. Ca. 1744
6. Morten Andersen , f. Ca. 1746, Vesterborg, Lolland Nr., Maribo -d. Ca. 1746, Vesterborg, Lolland Nr., Maribo
7. Morten Andersen , f. Ca. 1747, Vesterborg, Lolland Nr., Maribo
8. Morten Andersen , f. Ca. 1750, Vesterborg, Lolland Nr., Maribo
9. Kirsten Andersdatter , f. Ca. 1753, Vesterborg, Lolland Nr., Maribo, d. Ca. 1794, Horslunde, Lolland Nr., Maribo
10. Mette Andersdatter , f. Ca. 1756, Vesterborg, Lolland Nr., Maribo, d. 15 Apr. 1815, Halsted, Lolland Nr., Maribo 
Madsen, Anders Skafte (I2498)
 
56 1. Rasmus Mortensen
2. Thomas Mortensen , d. omk 1758, Birket, Lolland Nr., Maribo - 3. Gjertrud Mortensdatter , f. Ca. 1715, d. Ca. 1794, Vesterborg, Lolland Nr., Maribo,
4. Anders Mortensen 
Nn, Morten Bonde (I2502)
 
57 1. [S2] Danmarks Adels Aarbog, Thiset, Hiort-Lorenzen, Bobé, Teisen., (Dansk Adelsforening), [1884 - 2005]., DAA 1890:168. Rantzau, NN (I70034)
 
58 10. tipoldeforældre til Gorm den Gamle Nielsen, Karl (I698)
 
59 1344 - 1 Feb 1442


OCCUPATION: Rigsraad



BIRTH: 1344, Aunsbjerg, Sjørslev, Viborg



DEATH: 1 Feb 1442, Viborg, Jylland



BURIAL: Viborg Franciskaner Kloster



Father: Niels Eriksen LØVENBALK



Mother: Sophie Johansdatter RANTZAU



Family 1 : Ellen Pedersdatter MUNK



MARRIAGE: ABT 1373



+Margrethe Jensdatter LØVENBALK



Gjertrud Jensdatter LØVENBALK



+Maren Jensdatter LØVENBALK



+Sophie Jensdatter LØVENBALK



--------------------



til Aunsbjerg & Odsgaard



Født før 1348



Død 18.februar 1442 (1438 ?) på Aunsbjerg, Sjørslev sogn. Lysgaard herred



Gift med Ellen Pedersdatter Munk



Han ejede og beboede Avnsbjærg. Da han 1424 opgiver, at han er 80 år gammel og i 40 år har siddet i Rigens Raad, skulle han være født 1344, men denne angivelse er måske næppe fuldt pålidelig. Man finder ham i hvert fald ikke nævnt før 1390, men da må han ganske vist også have været en fremragende mand, thi da dronning Margrethe 1396 ordnede retsplejen i sit rige, satta hun Jens Nielsen Løvenbalk til landsdommer i Nørrejylland, hvilket betydelige embede han endnu beklædte 1426. Forordningen om dette udstedt i Viborg lyder: Ocj haffue vy sætt Jens Nielsson aff Awenszbergh till Lantzdömer i nörre Iudlandh po konningens væynæ, och haffwe vy hanum beffalet at han scall so alle dömme rætt oc skæll emellem, som han wil antsware for Gud oc for koningen oc for oss po hans veynæ, ther haffuer han oc sagt ja til, so lenge som nyttæ er oc han scall ther vedhær bliffue".


Mest kendt for efterverdenen blev han måske for efterverdenen ved den ydmygende sone, som han 1405 måtte indgå over en anden jysk herremand, hr. Jens Andersen Brock af Clausholm, hvis søn Jens han havde ihjelslået. De nærmere omstændigheder o omkring drabet kendes ikke, muligvis var sønnen ikke helt sagesløs, og sagen synes ikke at have gjort noget skår i hans offentlige anseelse. Imidlertid måtte han sone drabet bl.a. med evige messer for den døde (sikkert en indbringende forretnining for den katolske kirke) og knæfald for hans frænder. I det skriftlige forlig, han måtte indgå hedder det bl.a.: Item en evig messe udi Sorte Brødre Kirke udi Aarhus, som fornævnede Jens Jensens lejersted er, Item skal jeg og lade hannem begagaa (begrave) det fejrste og bedste som jeg kan, og skal der bydes begge vores Venner til. Item 30 fattige Folk skal jeg klæde samme Dag, og de skulle holde 30 Blus i denne samme Begengelse. Item skal jeg gøre en Mand til Rom og én til Jerusalem, en til S. Karine og en til S. Jacob, én til Vilsnack, én til Aken. Forliget blev sluttet i Helsingborg i dronning Margrethes nærværelse og er vistnok blevet fuldbyrdet til punkt og prikke.


På hans gravsten på franciskanernes kirkegård i Viborg omtales han som Johannes, idet Jens og Johannes nok betragtedes som samme navn. På gravstenen står der: Anno domini 1442 die 18. Febr. Mortuus est Johannes Nicolai de Avendesberg miles et uxor Helena filia domini Petri Munk militis. Orate pro eis. Betegnelserne miles og militis dækker over Væbner, der er en adelig betegnelse, men ikke svarer til Ridder. Gravstenen blev i øvrigt kendt under reformationen, idet Hans Tavsen og Thøhøger Løvenbalk, da det forbødes dem at prædike i kirken, stående på denne, forkyndte Guds ord for den forsamlede skare. Det gik ikke helt stille af. Da den katolske biskop Jørgen Friis kunne mærke, at han vel kunne forbyde kongens kapellan kirkke og prædikestol, men ikke forhindre ham i at prædike, besluttede han sig til at benytte sig af ryttere og stridsknægte. Medens Tausen således en dag prædikede på Gråbrødrekirkegård, sendte bispen sin hofmester Paulus Stygge ( Stigotus) med sinne folk for at gribe ham; denne befalede han nu at holde op med sin prædiken og komme til bispen, hvorpå han svarede: "Jeg er forhindret ved et Ærinde for en større Herre; når det er udført, er jeg til tjeneste". Hofmesteren med sin væbnede skare ville derpå bruge magten, men borgerne var rede til at forsvare deres prædikant, og, da nogle af den havde hentet sig våben i de nærmeste huse, og hustruerne havde bragt andre deres værge, fandt de bispelige det rådeligt at forføje sig i en skynding bort.


--------------------



Odsgård og Aunsbjerg, Lysgård herred Landsdommer



1404 købt Avnsbjerg og Odsgaard af Jens Brandsen og hans søster. Opgiver sin



alder i 1424 til at være 80, da har han siddet i Rigsrådet i 40 år. Men han



nævnes først i 1390. 1396 udnævner Dronning Margrethe ham til landsdommer i



Nørrejylland, og det var han stadig i 1426. Ridder og rigsråd ved Kong Eriks



kongevalg i 1397. Indgår ydmygende og dyr forsoning i 1405 med Jens Andersen



Brock, hvis søn han har dræbt (omstændighederne kendes ikke), men det ødelagde



ikke han anseelse. 1424 aflagde han vidnesbyrd i processen om Sønderjylland,



og han var voldgiftsmand i trætten mellem dronning Philippa og Bisp Ulrik i



¿rhus ang. arven efter bispens formand, Biskop Bo. Nævnes sidste gang 1430.



Hans Tausen holdt sin første lutherske prædiken stående på hans gravsten i



Graabrødre Kirke i Viborg



http://awt.ancestry.com/cgi-bin/igm.cgi?op=GET&db=:2248100&id=I5632&ti=4300#s1



--------------------



1344 - 1 Feb 1442



OCCUPATION: Rigsraad



BIRTH: 1344, Aunsbjerg, Sjørslev, Viborg



DEATH: 1 Feb 1442, Viborg, Jylland



BURIAL: Viborg Franciskaner Kloster



Father: Niels Eriksen LØVENBALK



Mother: Sophie Johansdatter RANTZAU



Family 1 : Ellen Pedersdatter MUNK



MARRIAGE: ABT 1373



+Margrethe Jensdatter LØVENBALK



Gjertrud Jensdatter LØVENBALK



+Maren Jensdatter LØVENBALK



+Sophie Jensdatter LØVENBALK



--------------------



til Aunsbjerg & Odsgaard



Født før 1348



Død 18.februar 1442 (1438 ?) på Aunsbjerg, Sjørslev sogn. Lysgaard herred



Gift med Ellen Pedersdatter Munk



Han ejede og beboede Avnsbjærg. Da han 1424 opgiver, at han er 80 år gammel og i 40 år har siddet i Rigens Raad, skulle han være født 1344, men denne angivelse er måske næppe fuldt pålidelig. Man finder ham i hvert fald ikke nævnt før 1390, men da må han ganske vist også have været en fremragende mand, thi da dronning Margrethe 1396 ordnede retsplejen i sit rige, satta hun Jens Nielsen Løvenbalk til landsdommer i Nørrejylland, hvilket betydelige embede han endnu beklædte 1426. Forordningen om dette udstedt i Viborg lyder: Ocj haffue vy sætt Jens Nielsson aff Awenszbergh till Lantzdömer i nörre Iudlandh po konningens væynæ, och haffwe vy hanum beffalet at han scall so alle dömme rætt oc skæll emellem, som han wil antsware for Gud oc for koningen oc for oss po hans veynæ, ther haffuer han oc sagt ja til, so lenge som nyttæ er oc han scall ther vedhær bliffue".


Mest kendt for efterverdenen blev han måske for efterverdenen ved den ydmygende sone, som han 1405 måtte indgå over en anden jysk herremand, hr. Jens Andersen Brock af Clausholm, hvis søn Jens han havde ihjelslået. De nærmere omstændigheder o omkring drabet kendes ikke, muligvis var sønnen ikke helt sagesløs, og sagen synes ikke at have gjort noget skår i hans offentlige anseelse. Imidlertid måtte han sone drabet bl.a. med evige messer for den døde (sikkert en indbringende forretnining for den katolske kirke) og knæfald for hans frænder. I det skriftlige forlig, han måtte indgå hedder det bl.a.: Item en evig messe udi Sorte Brødre Kirke udi Aarhus, som fornævnede Jens Jensens lejersted er, Item skal jeg og lade hannem begagaa (begrave) det fejrste og bedste som jeg kan, og skal der bydes begge vores Venner til. Item 30 fattige Folk skal jeg klæde samme Dag, og de skulle holde 30 Blus i denne samme Begengelse. Item skal jeg gøre en Mand til Rom og én til Jerusalem, en til S. Karine og en til S. Jacob, én til Vilsnack, én til Aken. Forliget blev sluttet i Helsingborg i dronning Margrethes nærværelse og er vistnok blevet fuldbyrdet til punkt og prikke.


På hans gravsten på franciskanernes kirkegård i Viborg omtales han som Johannes, idet Jens og Johannes nok betragtedes som samme navn. På gravstenen står der: Anno domini 1442 die 18. Febr. Mortuus est Johannes Nicolai de Avendesberg miles et uxor Helena filia domini Petri Munk militis. Orate pro eis. Betegnelserne miles og militis dækker over Væbner, der er en adelig betegnelse, men ikke svarer til Ridder. Gravstenen blev i øvrigt kendt under reformationen, idet Hans Tavsen og Thøhøger Løvenbalk, da det forbødes dem at prædike i kirken, stående på denne, forkyndte Guds ord for den forsamlede skare. Det gik ikke helt stille af. Da den katolske biskop Jørgen Friis kunne mærke, at han vel kunne forbyde kongens kapellan kirkke og prædikestol, men ikke forhindre ham i at prædike, besluttede han sig til at benytte sig af ryttere og stridsknægte. Medens Tausen således en dag prædikede på Gråbrødrekirkegård, sendte bispen sin hofmester Paulus Stygge ( Stigotus) med sinne folk for at gribe ham; denne befalede han nu at holde op med sin prædiken og komme til bispen, hvorpå han svarede: "Jeg er forhindret ved et Ærinde for en større Herre; når det er udført, er jeg til tjeneste". Hofmesteren med sin væbnede skare ville derpå bruge magten, men borgerne var rede til at forsvare deres prædikant, og, da nogle af den havde hentet sig våben i de nærmeste huse, og hustruerne havde bragt andre deres værge, fandt de bispelige det rådeligt at forføje sig i en skynding bort.


--------------------



Odsgård og Aunsbjerg, Lysgård herred Landsdommer



1404 købt Avnsbjerg og Odsgaard af Jens Brandsen og hans søster. Opgiver sin



alder i 1424 til at være 80, da har han siddet i Rigsrådet i 40 år. Men han



nævnes først i 1390. 1396 udnævner Dronning Margrethe ham til landsdommer i



Nørrejylland, og det var han stadig i 1426. Ridder og rigsråd ved Kong Eriks



kongevalg i 1397. Indgår ydmygende og dyr forsoning i 1405 med Jens Andersen



Brock, hvis søn han har dræbt (omstændighederne kendes ikke), men det ødelagde



ikke han anseelse. 1424 aflagde han vidnesbyrd i processen om Sønderjylland,



og han var voldgiftsmand i trætten mellem dronning Philippa og Bisp Ulrik i



¿rhus ang. arven efter bispens formand, Biskop Bo. Nævnes sidste gang 1430.



Hans Tausen holdt sin første lutherske prædiken stående på hans gravsten i



Graabrødre Kirke i Viborg



http://awt.ancestry.com/cgi-bin/igm.cgi?op=GET&db=:2248100&...




--------------------


til Aunsbjerg & Odsgaard


Født før 1348(?)


Død 18.februar 1442 (1438 ?) på Aunsbjerg, Sjørslev sogn. Lysgaard herred


Gift med Ellen Pedersdatter Munk



Han ejede og beboede Avnsbjærg. Da han 1424 opgiver, at han er 80 år gammel og i 40 år har siddet i Rigens Raad, skulle han være født 1344, men denne angivelse er måske næppe fuldt pålidelig. Man finder ham i hvert fald ikke nævnt før 1390, men da må han ganske vist også have været en fremragende mand, thi da dronning Margrethe 1396 ordnede retsplejen i sit rige, satta hun Jens Nielsen Løvenbalk til landsdommer i Nørrejylland, hvilket betydelige embede han endnu beklædte 1426. Forordningen om dette udstedt i Viborg lyder: Ocj haffue vy sætt Jens Nielsson aff Awenszbergh till Lantzdömer i nörre Iudlandh po konningens væynæ, och haffwe vy hanum beffalet at han scall so alle dömme rætt oc skæll emellem, som han wil antsware for Gud oc for koningen oc for oss po hans veynæ, ther haffuer han oc sagt ja til, so lenge som nyttæ er oc han scall ther vedhær bliffue".


Mest kendt for efterverdenen blev han måske for efterverdenen ved den ydmygende sone, som han 1405 måtte indgå over en anden jysk herremand, hr. Jens Andersen Brock af Clausholm, hvis søn Jens han havde ihjelslået. De nærmere omstændigheder o omkring drabet kendes ikke, muligvis var sønnen ikke helt sagesløs, og sagen synes ikke at have gjort noget skår i hans offentlige anseelse. Imidlertid måtte han sone drabet bl.a. med evige messer for den døde (sikkert en indbringende forretnining for den katolske kirke) og knæfald for hans frænder. I det skriftlige forlig, han måtte indgå hedder det bl.a.: Item en evig messe udi Sorte Brødre Kirke udi Aarhus, som fornævnede Jens Jensens lejersted er, Item skal jeg og lade hannem begagaa (begrave) det fejrste og bedste som jeg kan, og skal der bydes begge vores Venner til. Item 30 fattige Folk skal jeg klæde samme Dag, og de skulle holde 30 Blus i denne samme Begengelse. Item skal jeg gøre en Mand til Rom og én til Jerusalem, en til S. Karine og en til S. Jacob, én til Vilsnack, én til Aken. Forliget blev sluttet i Helsingborg i dronning Margrethes nærværelse og er vistnok blevet fuldbyrdet til punkt og prikke.


På hans gravsten på franciskanernes kirkegård i Viborg omtales han som Johannes, idet Jens og Johannes nok betragtedes som samme navn. På gravstenen står der: Anno domini 1442 die 18. Febr. Mortuus est Johannes Nicolai de Avendesberg miles et uxor Helena filia domini Petri Munk militis. Orate pro eis. Betegnelserne miles og militis dækker over Væbner, der er en adelig betegnelse, men ikke svarer til Ridder. Gravstenen blev i øvrigt kendt under reformationen, idet Hans Tavsen og Thøhøger Løvenbalk, da det forbødes dem at prædike i kirken, stående på denne, forkyndte Guds ord for den forsamlede skare. Det gik ikke helt stille af. Da den katolske biskop Jørgen Friis kunne mærke, at han vel kunne forbyde kongens kapellan kirkke og prædikestol, men ikke forhindre ham i at prædike, besluttede han sig til at benytte sig af ryttere og stridsknægte. Medens Tausen således en dag prædikede på Gråbrødrekirkegård, sendte bispen sin hofmester Paulus Stygge ( Stigotus) med sinne folk for at gribe ham; denne befalede han nu at holde op med sin prædiken og komme til bispen, hvorpå han svarede: "Jeg er forhindret ved et Ærinde for en større Herre; når det er udført, er jeg til tjeneste". Hofmesteren med sin væbnede skare ville derpå bruge magten, men borgerne var rede til at forsvare deres prædikant, og, da nogle af den havde hentet sig våben i de nærmeste huse, og hustruerne havde bragt andre deres værge, fandt de bispelige det rådeligt at forføje sig i en skynding bort.


--------------------


til Aunsbjerg og Odsgaard (Middelsom H.), som han 1404 kjøbte af jens Brandsen og hans Søster, men oplod til Dronning Margrethe, angiver sig 1424 at være 80 aar gammel. 1396 Landsdommer i Nørrejylland, 1397 Ridder og Rigsraad, dræbte Jens Jensen Brok af Clausholm, og maatte derfor 1405 i Helsingborg slutte en ydmygende og kostbar Sone med den dræbtes Slægt, var 1424 en af de verdslige Stormænd, der aflagde Vidnesbyrd i Processen om Sønderjylland, levede 1430, angives at være død 1438


_____________________________________________________________________



Det ser ud til Jens Nielsen allerede ejede Aunsbjerg i 1402, så hvorfor skulle han så som står i tidligere kilder genkøbe Aunsbjerg i 1404 ? Det giver ikke mening.



1402. 23. september.



Viborg landsting.




Tingsvidne af Viborg landsting om, at Kristine Olufsdatter har skødet alt det gods i Salling, som hun havde arvet efter sin søster Marianne, til ridderen hr. Jens Nielsen af Aunsbjerg.



http://diplomatarium.dk/drb/diplomer/02-131.html



Det ser derimod ud til at tidligere nævnte Jens Brandson led af finansielle problem, hvor han skøder alt sit godt til Jens Nielsen af Aunsbjerg for 30 mark sølv.



1404. 13. januar



Jens Brandsen af Ulstrup, væbner, pantsætter alt sit gods i Jylland til hr. Jens Nielsen af Aunsbjerg, ridder, for 30 mark sølv.



http://diplomatarium.dk/dd/diplomer/04-002.html



Så at påstå at at Jens Brandsen skulle have solgt Aunsbjerg til til Jens Nielsen i 1404, er nok lidt overdrevnet, da Jens Nielsen allerede ejede Aunsbjerg tidligere end 1404.



Så vidt jeg kan læse er der to her der henviser til at det forholder sig anderledes, og Jens Brandsen skulle have solg Aunsbjerg til Jens Nielsen i 1404, jeg vil da gerne se en kilde der kan bekræfte det forhold.


Mvh


Per Skulason



Noter af Holger Hertzum:

Danmarks Riges breve 4.rk., 5.bd., side 259 år 1394: Peder Høgs latinske skøde på pergament til Jens Nielsen af Aunsbjerg på Ris i Grønbæk sogn tillige med et bol i Iller med alt deres tilliggende. Givet 1394.

-------


C.F.Bricka: Dansk biografisk lexikon, bd. X, side 588:Løvenbalk, Jens Nielsen, o.1438, Rigsraad, var Søn af Niels Eriksen L. til Avnsbjærg, hvis Fader angives at have været en uægte Søn af Kong Christoffer II; selv ejede og beboede han ogsaaa Avnsbjærg. Da han 1424 opgiver, at han er 80 Aar gammel og i 40 Aar har siddet i Rigens Raad, skulde han være født 1344, men denne Angivelse er maaske næppe fuldt paalidelig; man finder ham i alt Fald ikke nævnt før 1390, men da maa han ganskke vist ogsaa alt have været en fremragende Mand, thi da Dronning Margrethe 1396 ordnede Retsplejen i sit Rige, satte hun J. N. til Landsdommer i Nørrejylland, hvilket betydelige Embede han endnu beklædte 1426. Ved Eriks Kongevalg 1397 forekommer han som Ridder og Rigsraad, og idelig støder man derefter paa hans Navn blandt Vitterlighedsvidnerne i Datidens offentlige og private Aktstykker. Mest bekjendt turde han dog, i alt Fald for Efterverdenen, være bleven ved den ydmygende og bekostelige Sone, som han 1405 maatte indgaa over for en anden jysk Stormand, Hr. Jens Andersen Brock, hvis Søn han havde ihjelslaaet. De nærmere Omstændigheder ved Drabet kjendes ikke, men det gjorde i hvert Fald intet Skaar i hans offentlige Anseelse. Endnu 1424 var han en af de første verdslige Stormænd, som aflagde Vidnesbyrd i Processen angaaende Sønderjylland, ligesom han var en af Voldgiftsmændene i den store Trætte imellem Dronning Philippa og Bisp Ulrik i Aarhus angaaende Arven efter dennes Formand, Biskop Bo, men derefter forsvinder hans Navn mere og mere. Han nævnes endnu 1430, men skal først være død 1438, om end ikke 94 Aar gammel, saa dog sikkert i en meget høj Alder. Han blev begraven hos Graabrødrene i Viborg, og det var, som bekjendt, paa hans Gravsten, at Hans Tausen skal have holdt sin første lutherske Prædiken. Med sin Hustru, Ellen Pedersdatter Munk fra Holbæk­gaard, havde J. N. mindst 2 Sønner og 5 Døtre, fra hvilke ansete jyske Slægter stammede.

Thiset.



Jens Nielsen (L°venbalk) , (f.1344 + 1441) til Aunsbjerg og Odegard, som han k°bte 1404 af Jens Brandsen og hans s°ster, men overlod til Dronning Margrethe.



Angiver sig 1424 at vµre 80 r gammel. 1396 Landsdommer i N°rrejylland. 1397 Ridder og Rigsr d. Drµbte Jens Jensen (Brok) af Clausholm og m tte derfor 1405 i Helsingborg slutte en ydmygende og kostbar sone med den drµbtes slµgt.



J.N. var trods dette er meget anset mand i Danmark. 1424 en af de verdslige stormµnd, der aflagde vidnesbyrd i processen om S°nderjylland. Levede endnu i 1430, men angives at vµre d°d i 1438. J.N. blev begravet i Gr br°dre Kirke i Viborg. Gifft med 1) Ellen Pedersdatter Munk fra Holbµkg rd + ca. 1367. 2) N.N. , hvis v ben var et delt skjold, 2 felter fem gange tvµrdelt iflg. Mogens Jensen (L°venbalk) 's gravsten. J.N. og hans hustru's usµdvanlige store ligsten, der if°lge en urigtig tradition skal have tjent Hans Tavsen til talerstol ved den f°rste lutherske prµdiken i Viborg, blev 1786 flyttet til Hinge, hvor den oprindelige indskrift fjernedes. 1835 f°rtes den tilbage til Viborg og anbragtes i anlµgget Tavsen's minde, hvor den endnu ses. Af andet µgteskab havde J.N. en s°n Mogens.



_______________________________




Jens Nielsen L°venbalk (d. 1442) til Aunsbjerg, rigsr d, d. 1 februar 1442, begr. p Gr br°drekirkeg rdn i Viborg, forµldre: Niels Eriksen L°venbalk (d. tidligst 1377) og Sophie Johansdatter Rantzau. Gift med Ellen Munk, datter af Peder Munk (d. tidligst 1367). 1424 opgav Jens Nielsen L. selv, at han var 80 r gammel og havde vµret rigsr d i 40 r. Disse opgivelser er dog nµppe rigtige; i det bevarede dokumentmateriale forekommer han i hvert fald f°rst 1396, og da var han endnu vµvµbner. Samme r blev han imidlertid landsdommer i N°rrejylland, og dette betydelige embede beholdt han i det mindste en menneskealder. Ved kongevalget 1397 var han ridder og medlem af rigsr det, og fra da af genfindes hans navn meget ofte blandt vitterlighedsvidnerne i datidens officielle og private akter. Sµrlig bekendt er han blevet ved den ydmygende og bekostelige bod, han 1405 m tte underkaste sig for drabet p en anden jysk adelsmand, Jens Jensen Brock til Clausholm. Han synes dog hurtigt at have genvundet sin ansete stilling. Endnu 1424 var han en af de f°rste verdslige stormµnd, der aflagde vidnesbyrd i kejserprocessen om S°nderjylland, og samme r var han med til at bilµgge striden mellem dronning Philippa og bisp UlUlrik af rhus ang. arven efter dennes formand, biskop Bo. Efter den tid forekommer hans navn kun sjµldent, sandsynligvis som f°lge af hans h°je alder. - Han og hans hustrus usµdvanlig store ligsten, der iflg. en urigtig tradition skal have tjent Hans Tausen til talerstol ved den f°rste lutherske prµdiken i Viborg, blev 1786 flyttet til Hinge, hvor den oprindelige indskrift fjernedes; 1835 f°rtes den tilbage til Viborg og anbragtes i anlµgget Tausens Minde. 

Løvenbalk, Jens Nielsen til Aunsbjerg (I54641)
 
60 1355 beseglede sk°de til Kong Valdemar

ERIK NIELSEN, the Knight, was distinguished and was evidently the "Erichs" of


German history . . . as recorded in "Hellbach", who, 1325, visited the Pope



(John 22? in Rome); received from him a rosary, or Rose-wreath, which he added to



his coat of arms and took the name of Rosenkrantz. In Danish records, Erik, the



Knight, was the first in Denmark to use a seal, or coat of arms, 1335, while his



brother Jenseller Johannis, usally called John Nielsen, used a coat of arms (Lion



and Shield) 1377, and his brother Iver, 1378. . . Erik's must have been a helm,



since after adding to it the Rose-wreath it is said to have been "upon the helm a



wreath of Red and Silver Roses."



--------------------



http://www.rosenkrantz-genealogy.org/



Erik Nielsen, also known as Erik the Knight. Erik was awarded a wreath of roses by the Pope in 1325 A.D., which he adopted as his family crest. Erik's crest appears at the top of this page (embellished somewhat with Adobe Illustrator and Adobe Photoshop.) Erik's brother Johannis Jenseller's crest featured a lion. No crest is known to be associated with the third brother, Iver Neilsen.


Whether there is any truth to this legend we don't know. I received an e-mail from a gentleman in Denmark who is associated with the present day family and who says this story isn't true. The fourth chapter in Allen's book ("Europe") which pupublishes the correspondence and analysis reports in two places that Erik traveled to Rome to receive a rosary from the Pope that he used as the basis for his family crest. Chapter five ("Summary") simply notes that he visited the Pope to receive a rosary.


The last major crusade to the Holy Land ended in in the 1270's, long before the time Erik would have been born, so it is not likely that this is why he received the rosary from the Pope. There were some attempts to start a new crusade which never got off the ground and some skirmishes in Europe at that time that were called "crusades," but they were never directed at the Holy Land.


Unlike the Holy See of today, in that era the Vatican was a very secular organization that contended for territory, wealth, and power with other secular rulers in Europe. It seems more likely then, that if Erik was indeed awarded a rosary by the Pope, it was more of a diplomatic move by a Pope who was trying to build alliances during the political and power struggles occurring at that time.


Pope Clement V (1305 - 1314) moved the Curia from Rome to Avignon in southern France in 1309 because of pressure from Philip IV of France as well as major turmoil in Rome. This was the beginning of the almost 70 years of "Babylonian Captivity" of the papacy in Avignon. The struggle for power continued between Philip V who became King in 1916 and Pope John XXII (1316 - 1334.) So if Erik did indeed receive a rosary from the Pope in 1325, he probably traveled to Avignon, not Rome, to receive it.


It is also possible that Erik could have been a member of the Knights Templar. They had long since returned from the Holy Land and were very wealthy and powerful, having used their money for banking ventures. The Knights Templar in France were arrested in 1307 by Philip IV without warning, and under torture some of them admitted to heresy and were executed. The underlying reason for this was that Philip IV coveted their money. Clement V was pressured into dissolving the order, and in other places they were pensioned off and dismissed.


http://www.rosenkrantz-genealogy.org/Book/Book.htm



Though Erik Rosenkrantz took the name 1325, it was not adopted by the entire Noble Family until two hundred years later, as family names had not then become fixed in Scandinavian, nor till centuries later. As stated in formation of names and in letter 15, the name of the father ended with the son, thus changing every generation (15). To improve this condition of things, the King of Denmark, 1524, after consultation with the leading Noble Families, issued a proclamation that all the Noble Families should take family names to be entered upon the public records (15). This included Norway, which was subject to the Crown of Denmark, having become so 1397 through the inheritance of Queen Margaret.


In compliance with this demand, it is said that the descendants of Niels Iversen of 1308, after consulting together in 1525, adopted the name Rosenkrantz from the Rose-wreath on their coat of arms (15), but the Rose-wreath could have been found only with the descendants of Erik Rosenkrantz, since his brothers seals did not contain it (15). The fact that Erik Nielsen, Knight, adopted the name, as reported from Germany (20) seems not to have been recorded elsewhere, as the reports from Norway, Sweden and Denmark make no mention of the name till after its adoption by the family 1525. 

Nielsen (Rosenkrantz), Erik til Hevringholm (I89616)
 
61 1385 ærkedegn i Roskilde, magister, 1409 biskop i Ribe, 1418 ærkebiskop i Lund

1385 µrkedegn i Roskilde, magister, 1409 biskop i Ribe, 1418 µrkebiskop i Lund 
Lykke, Peder (I88783)
 
62 1393 medudsteder af et vidne p Hvbiding Herredsting. 1397tilstede p Urnehoved Ting. Eriksen, Peder (I69526)
 
63 1406 m. sin søn på kongens retterting i Varde, blev dømt til at nedbryde Nørholm, fordi den var bygget på kronens grund, men synes at være sluppet m. at udstede en erklæring om, at når gården vedblivende stod der, skyldtes det ikke nogen ret, men alene dronning Margrethes nåde, 1431 donerede gods til Maribo kloster, som hun havde arvet efter sin mors søster, fru Kirsten af Sandholt, men som stod i pant for 100 mark, og som hendes søn, Timme Jonsen, havde lånt af riendes bror, Erik Jensen, bekostede 1433 en sjælemesse ved det af hr. Jon stiftede alter i Ribe Domkirke. Else Jensdatter (Rosenkrantz) (I54809)
 
64 1406 m. sin søn på kongens retterting i Varde, blev dømt til at nedbryde Nørholm, fordi den var bygget på kronens grund, men synes at være sluppet m. at udstede en erklæring om, at når gården vedblivende stod der, skyldtes det ikke nogen ret, men alene dronning Margrethes nåde, 1431 donerede gods til Maribo kloster, som hun havde arvet efter sin mors søster, fru Kirsten af Sandholt, men som stod i pant for 100 mark, og som hendes søn, Timme Jonsen, havde lånt af riendes bror, Erik Jensen, bekostede 1433 en sjælemesse ved det af hr. Jon stiftede alter i Ribe Domkirke. Rosenkrantz, Elsebe Jensdatter (I30370)
 
65 1435 væbner og forlover for for kongen ved forliget i Stockholm, opsagde 1439 kong Erik huldskab og troskab, 1440 ridder, 1445-1450 lensmand Kalundborg, 1448 sendebud til kong Carl, 1450 lensmand på Helsingborg, 1451 rigsråd, 1453 med kongen i Norge, skifte holdtes efter ham 1458.
Joachim F. (S. 145) var alt 1442 lensmand på Kalundborg (W. Christensen: Unionskongerne og Hansestæderne 37). [2]
Kilde: Finn Holbek 
Flemming, Joachim til Knudstrup (I3475)
 
66 1452-1457) Timme Nielsen Rosenkrantz

(1457-1517) Erik Timmesen Rosenkrantz


(1517-1520) Bege Eriksdatter Rosenkrantz gift Munk Lange


(1520-1550) Erik Nielsen Munk Lange nr1


(1550-1572) Erik Eriksen Munk Lange nr2


(1572-1590) Erik Eriksen Munk Lange nr3


(1590-1615) Knud Brahe


(1615-1622) Margrethe Eriksdatter Munk Lange gift Brahe


(1622-1653) Jørgen Knudsen Brahe


(1653-1708) Preben Jørgensen Brahe


(1708-1725) Henrik Prebensen Brahe


(1725) Henrikke Sophie Bille gift Brahe


(1725-1732) Frederik af Danneskiold-Samsøe


(1732-1754) Gerhard Hansen de Lichtenberg


(1754) Gedskes Gerhardtsdatter de Lichtenberg gift de Linde


(1754-1767) Christen de Linde


(1767-1770) Hans Henrik Gerhardtsen de Lichtenberg


(1770-1775) K. Duus


(1775-1780) M. von Hielmcrone


(1780-1784) K. von Lüttichau


(1784-1786) Niels Juel


(1786-1795) H. H. Tønder


(1795-1805) Niels Jermiin


(1805-1811) Christence Hansen gift (1) Jermiin (2) Petersen


(1811-1842) Christian Petersen


(1842-1873) G. Krøyer


(1873-1920) Carl Adolph Augustsen Rothe Bech


(1920-1923) August Carlsen Bech


(1923-1924) J. C. Breum


(1924-1929) N. A. Høgdall


(1929-1931) N. A. Høgdalls dødsbo


(1931) Jydsk Landhypotekforening


(1931-1939) D. Andersen / I. Theil (hovedbygningen)


(1939-1942) Sune Andresen / Frede Bording (hovedbygningen)


(1942-1952) Sune Andresen (hovedbygningen)


(1952-) Den Selvejende Institution Engelsholm Højskole (hovedbygningen)

 
Rosenkrantz, Erik Timmesen til Engelsholm (I69180)
 
67 1469 Lensmand på Koldinghus, Riddare

DAA 1889 s 103-04-05 Danske adelsgodser i middelalderen, Erik Ulsig, Kbh.1968 s 218+219+271+291+399+450+463


Lage Esgesen Brok There seems to be some uncertainty about his mothers identity. DBL (vol. 4, pp. 134-5) suggests that he was the son of his father's second wife, and she is here named as Ellen Gyldenstierne, daughter of Henrik Knudsen G. Kirsten Pedersdatter H÷g, mentioned in Raneke as the second wife of Esge, Lage's father, is in stead in DBL recorded as Lage's second wife. According to the same source he was married 1stly, before 1460, to Else Laxmand (died after 1 July 1466), daughter of Poul Laxmand and Lisbet Eriksdatte Krummedige. Further to this DBL states the following regarding Lage: Alread in 1460 he was written at his ancestral estate of Essendrup. His other estates were Bregenholm, Aarhus parish and Vemmetofte, which he inherited in 1472. His family inheritance interested him the most and he is a prominent character in Gl. Estrups History. He began the construction of the still preserved main building and enthusiastically collected estates in the neaar vicinity. In 1469 he was given 'Birkebrev' [confirmation letter? -trans.] of his estates in Favsing and Avning parishes. His energy as a Lord of the Manor was coupled with a, even for that time, unbelievable brutality. He is particularly known for his long feud with the Rosenkrantz family, who, with their extensive possessions, were always in his way. His opposition was mainly against Ottr Nielsen and Erik Ottese. His feud with them is mentioned for the first time in 1460 when a complaint is made that L.B. and sixteen henchmen laid siege to Sir Otte's estate of Bj÷rnholm. Throughout the following fifteen years the Rosenkrantz family and tenants were subjected to L.B.'s animosity and he had many of them imprisoned or flogged. In 1468 he slew with his own hand a rich merchant at Randers, Mr. Niels Paaske. He was furthermore accused of harbouring outlaws at his estate. After his death it became clear that he had forced the bailiff for County District S÷nderhald to w write a 'Kendelse' [judgement/proclamation/confession? -trans.] for his benefit. Under these circumstances the battle was only interrupted briefly now and again by payments of blood-money and temporary settlements. Not until 1475 at the personal intervention of King Christian was the feud stopped. L.B. who was mentioned as sheriff at Koldinghus in 1469 was knighted in 1486. Age and dignity did not, however, dampen his temperament. In 1496 he ws declared 'Tremarksmand' and as such proclaimed unworthy to fulfill duties for the courts. 

Brock, Lage Eskildsen til Estrup og Bregenholm (I33532)
 
68 1485 Pantebrev til Mads Jonsen Viffert til Torstedlund pa en gaard i Lyngby i Veggerby sogn


http://www.protokoller.dk/diplomatariumhornumnse/Diplomatarium%20Hornumense%20del%201.pdf


*



26. september 1507 Mageskiftebrev, søndag før Mikkelsdag, mellem Karen Jensdattr (Vognsen til Boller i Taars sogn), Mogens Joensen (Vifferts ) enke, og fru Elne Jensdatter, enke efter Mads Joensen (Viffert) til Torstedlund paa hendes børns vegne. Fru Elne faar en gaard i Lyngsø mod en gaard i Sønderup, som Jesper paabor. Medbeseglet af Peder Lauridsen, sognepræst i Sønderup, Malte Laursen (Viffert) i Rebstrup, væbner og Otte Unger, væbner (Otto Philipsen af slægten Bøistrup).


http://www.protokoller.dk/diplomatariumhornumnse/Diplomatarium%20Hornumense%20del%201.pdf


*


29. august 1512 Pergamentsskøde paa en gaard i Gravlev by fra Palle Madsen (Viffert) til Torstedlund tilmorbroderen, Niels Jensen (Sefeld) til Revsnæs. Af brevet ses, at Jens Mortensens (Sefeld) datter, Elne, søster til Niels Jensen Sefeld, har en søn Palle Madsen (Viffert) med Mads Joensen (Viffert) til Torstedlund der var søn af Joen Viffertsen til TorstedLund.


http://www.protokoller.dk/diplomatariumhornumnse/Diplomatarium%20Hornumense%20del%201.pdf


*




8. februar 1514 Skøde fra Elne Jensdatter (Sefeld) af Stubberup, Mads Joensen (Viffert) efterleverske, til Velbaarne svend Jens Thamesen (Sehested) paa en gaard i Torsted i Aarestrup sogn, som Christen Kjeldsen ibor, skyld 3 ørte korn, 2 pund smør, høns, gaas, lam, gæsteri, skovsvin og andre smaabede, til vderlag for den gaard, han for hende udlagde til Mogens Joensens Vifferts børn, hvilken gaard tilfaldt hende. Med beseglet af hendes bror, Niels Jensen Sefeld paa Refsnæs. Malte Lauridsen (Viffert) af Torstedlund, Jens Tygesen Sefeld i Dalsgaard, væbner, Hr. Christiern i Testrup og Hr. Niels Pedersen i Buderup. Mogens Jonsen Viffert var Mads Jonsen halvbroder.


http://www.protokoller.dk/diplomatariumhornumnse/Diplomatarium%20Hornumense%20del%201.pdf



*


17. april 1537 skøde fra Jochum Bardsker, borger i Hjørring, paa hans hustru Kirsten Madsdatter (Vifferts) vegne til hendes broder Jon Madsen (Viffert) til Torstedlund, paa al den lod og del, hende kunne tilfalde i 2 gaarde i Braulstrup, som hendes fader, Mads Joensen (Viffert) gav til Ø Kloster for hendes og hendes søsters optagelse i klosteret. Ifald idsse gaarde fravinde Jon Madsen i nogen rettergang forpligtiger han sig til at tilbagebetale 80 mark i danske penge derfor. Han beder Kjeld Krabbe til Nebel og flere at besegle sig med. Aalborg.


http://www.protokoller.dk/diplomatariumhornumnse/Diplomatarium%20Hornumense%20del%201.pdf

 
Viffert, Mads Jonsen til Torstedlund (I88496)
 
69 1485 til Dalsgaard, 1488 af Dalsgaard, levede 1494, havde sammen med Marine (søsteren) trætte om to agre på Hjermslev Mark. Vognsen, Thomas Thordsen til Dalsgaard (I3873)
 
70 1490-1558, til Lyngsgaard, Raabelev, Vandaas, Allinde og flere Godser.



Var S°n af Steen Bille Basse til Lyngsgaard (d. 1519) og dennes anden Hustru og Broder til rkebispen i Lund, Torbern B.




Han var et af de mest fremragende Medlemmer af den Skaanske Adel paa Frederik I's og Christian III's Tid, saa vel paa Grund af sine store Godser og uhyre Rigdom som paa Grund af sin retskafne, dygtige og energiske Karakter. Han efterfulgte FaFaderen i de fleste af dennes Skaanske Forleninger, deltog i Kong Christian II's Tog til Sverige 1520 og var en af de 4 danske Adelsmµnd, som i Marts Maaned afsluttede Upsalaforliget med det svenske Rigsraad, ligesom han efter Stockholms Erobrining blev sat til Slotsloven paa Stockholm Slot sammen med Otte Krumpen og Niels Lykke, da Kong Christian drog tilbage til Danmark. Ved Kongens Kroning 4. Nov. 1520 blev han slaaet til Ridder, og i de f°lgende Dage spillede han en vigtig Rolle som den, der i Forening med S°ren Norby fIndflydelse som ingen anden Slµgt i Danmark, og C. B. fik ogsaa sin Part deraf. Han deltog i Kampen mod S°ren Norby og de opr°rske Skaaninger og erhvervede sig en Del af Niels Brahes Gods, deriblandt Vandaas, som i over et Aarhundrede skulde blive en af hans Slµgts Hovedgaarde. Han giftede sig 1524 med Lisbet Ulfstand, Datter af Jens Holgersen U., og blev derved n°je knyttet til en af Tidens mµgtigste Slµgter.



1528 blev han forlenet med Baahus Slot, blev Medlem af det norske Rigsraad og inden Kong Frederiks D°d ogsaa af det danske. Til disse resposter gjorde han sig fortjent ved den Dygtighed, hvormed han 1532 optraadte under Christian II's Angreb paa Norge, og ved de store Ofre, han bragte ved at udbetale den Sum, hvorfor Kong Gustav samme Aar tilbagegav Vigen, som han siden 1523 havde siddet inde med. Det blev da ogsaa ham, hvem det vanskelige Hverv betroedes -- i Forening med Svogeren Truid Ulfstand og Biskop Hans Reff af Oslo -- at bringe Orden i de opl°ste Forhold, hvori Norge befandt sig. Dette lykkedes ogsaa til Dels, i det det norske Rigsraad paa et M°de i Throndhjem 7. Nov. 1532 underskrev den saakaldte ½Eningsakt , som paa ny fastslog Danmarks og Norges Forening. Kort efter C. B.s Hjemkomst til Danmark d°de Kong Frederik, og paa den bekjendte Herredag i Kj°benhavn i Juni Maaned 1533, hvor Bille-Slµgten spillede en saa afgj°rende Rolle saa vel i Reformationssagen som i Tronf°lgesagen, var C. B. tilstede og st°ttede sin Slµgts Politik.



Under Grevefejden sad han i god Behold paa det stµrke Baahus Slot; han var en af de faa °stdanske Rigsraader, som ikke hyldede Grev Christoffer, og han blev derved en St°tte og Hovedmand for det Parti, som i Tilslutning til Svenskerne arbejdede for Hertug Christians Valg til dansk Konge. Han har i disse Krigens Aar f°rt et sµrdeles virksomt og indholdsrigt Liv; vi finde ham snart i Norge og Skaane, snart i Jylland og Fyn, deltagende i de store Kampe, som afgjorde Rigets og Folkets Skµbne, og forhandlende snart med Kong Gustav, snart med det norske s°ndenfjµldske Raad, som han formaaede til at hylde Kong Christian. I Okt. 1535 sendtes han til det nordenfjµldske Norge for at underhandle med rkebispen og Raadet om Kongens Vaalg og om Paalµggelsen af en Skat. Det var en farefuld Expedition, thi ingensteds vare Modsµtningerne og Hadet mellem de ledende Personer st°rre end her. C. B. medtog Vincents Lunge og Biskop Hans Reff, da han 10. Dec. 1535 fra Oslo begav sig til Throndhjem.



Begge disse Mµnd vare rkebispens gamle og bitre Fjender. Ikke desto mindre bleve de modtagne venlig, og rkebispen samtykkede i alt, hvad Kongens Sendebud forlangte. Men 3. Jan. 1536 udbr°d blandt den i Throndhjem forsamlede Almue et Opr°r, rkebispen gav efter for Folkebevµgelsen, og Mµngden stormede l°s paa de danske Sendebuds Herberg: Vincents Lunge blev drµbt, og de to andre undgik kun med N°d og nµppe D°den. Tillige med Eske Bille (s. ndfr.) bleve de satte i Forvaring i Klosteret paa Tuter°en, og her blev nu C. B. siddende Vinteren over, medens rkebispen rejste Folket for Pfalzgrev Frederiks Sag. Da imidlertid Erobringen af Norges Hovedfµstninger, Bergenhus, Akershus og Baahus, hvor Fru Lisbet Ulfstand ledede Modstanden, mislykkedes, forhandlede rkebispen paa ny med Fangerne paa Tuter°en, og i Begyndelsen af April slap de fri, efter at C. B. havde forpligtet sig til ikke at hµvne Opr°ret og Fµngslingen i Throndhjem og til at holde Baahus og Vigen til rkebispens og det norske Rigsraads Haand, indtil Kongevalget havde fundet Sted. I Maj Maaned vendte C. B. atter tilbage til Danmark efter sin mislykkede Sendelse.



C. B. var tilstede paa Rigsdagen i Kj°benhavn 1536, og han har underskrevet Recessen og Haandfµstningen, vistnok med Uvilje som saa mange af det gamle katholske Rigsraad. Men han fandt sig hurtig til rette i den nye Tingenes Orden, og som en praktisk, dygtig og forstandig Mand blev han i de f°lgende Aar stµrkt benyttet. Hans Kjendskab til norske Forhold og hans Stilling som Lensmand paa Baahus sikrede ham en betydelig Indflydelse paa Norges indre Anliggender. Det var ham, som i Forening med Truid Ulfstand udarbejdede den norske Reces 1539, der blev Grundlaget for den norske Lovgivning, indtil Christian V's Lov indf°rtes. Og da den unge Prins Frederik 1548 blev sendt til Norge for at hyldes som sin Faders Eftermand, var Hr. Claus selvskreven til at vµre hans vigtigste Ledsager og Raadgiver paa denne Rejse. Som Grµnsevogter mod Sverige laa han i stadig Strid med Kong Gustav og den svenske Adel, isµr i Vesterg°tland. Gjentagne Grelserne om ham fra dansk Side, og isµr har Lyskander i ½De Billers, Jenses S°nners, 16 Aner og i sin Fortegnelse over danske lµrde sikret ham et smukt Efterd°mme. Hans trofaste og modige Hustru d°de allerede 1540 efter at have f°dt ham 4 S°nner og 7 D°tre; selv d°de C. B. 4. Jan. 1558 paa Lyngsgaard i Skaane, efterladende sig en uhyre Rigdom, saa vel i Jordegods og Kj°bstadgods som i rede Penge. Han ligger med sin Hustru begravet i Vram Kirke.



F. Carlsen, Efterretn. om Gammelkj°gegaard S. 61 ff. R°rdam, Lyskanders Levned S. 211 f. Sk nska Herreg rdar, under R bel÷f og Van s.



Claus Bille er opkaldt efter morfaderen, marsken Klaus Rønnov, han er født ca. 1490.


Han bliver gift den 31 januar 1524 med Lisbeth Ulfstand, datter af den kendte søhelt Jens Holgersen Ulfstand til Glimminge i skåne. Brylluppet blev holdt på lyngsgård hos brudgommem. Om deres lykkelige ægteskab har Lyksander i sin rimkrønnike skrevet nogen smukke og varmfølte vers, han/hun siger således i digtets sidste linier, Anno 1597.


"Oc Gud hand mere vor slegt oc gouds



Met børn oc arffuelig Sæde



Met Vandaas oc Råbeløff, ligge der hous,



Met Liungsgaard oc andre stæde.



Vi leffde tilsammen y atten aar,



Oc deilige børn vi loude,



Deris æth oc rygte i Danmark staar



Saa mangen skøn slect til goude



I Barselseng kallede Gud mig hen



Min Herre til sorrig og quide;



De gaffue min datter mit naffn igen



Den sorrig kand ingen vide.



Han kunde hende icke for øyge se



(Dog hun det lidt kunde boyde)



For sorrig oc graad oc heirtens we,



Som hannem da rant y moude.



I Vram da bleff jeg udi muld,



Der huiler sig nu myne bene;



Ret alle dage var han mig hould



Han leffuede siden alene."



Han bliver slået til Ridder af Christian II 4 november 1520, for sin deltagelse i det Stockolmske blodbad.



Om blodbadet i Stockholm



I 1520 angriber Christian 2. Sverige med en stor hær, anført af Otto Krumpen. I slaget på den tilfrosne Åsunden sø blev Sten Sture dødelig såret og efter kampe i Upland med den svenske bondehær, blev Stockholm belejret. Sten Stures enke, Christina, blev overtalt til overgivelse af Stockholm borg mod ubetinget amnesti til svenskerne. Den 4. november lod Christian 2. sig hylde som arvekonge på et rigsdagsmøde på Brunkeberg, og i de følgende dage var der fest på Stockholm Slot for at fejre denne krænkelse af gammel svensk ret. På festens fjerde dag lod han slottets porte lukke og fængslede en stor del af de festklædte bisper og adelsmænd, der var kommet i tillid til den lovede amnesti.


Med ærkebiskop Gustav Trolle som anklager, blev de tidligere modstandere anklaget for kætteri, og henved halvfems af de anklagede blev dømt til døden. Allerede dagen efter foregik henrettelserne på Stortorvet i Stockholm under udfoldelse af stor brutalitet. Ligene blev senere brændt på et bål uden for byporten.


Han køber godset Vanaas af kongen , fra faderen arvede han Lyngsgaard og han erhverver Råbeløv så han får samlet et godskomplads af anselig størrelse, alle tre godser er beliggende tæt på hinanden i Skåne.


I en af Gustav Vasa forfattet smædekrønnike, der udkom i 1558, får han et helt andet skudsmål:





"Her Claes Bille then gamble rääff



Hölt sihg i Sweriige tå fast gäff



Han kunde ock wäl både liuge och waske



Han luskede mykit the Swenskes taske



När han the dödan monne gå,



Ther han them lät theris huffed afslå.



Han hölt sigh som en bödel wed lijke,



Thet lofford hauffer han i Sweriige rijke.



Han war i sin tiid en gammel pabist,



Han får nepligen lött medh Jesu Christ,



Sijn odygd haffuer han ey welat latet, Vten christelig lärdom oc Gudzord förhatet.



Han hölt fast aff sijn Biskopz slächt



Mykit ondt haffuer han ther met opwächt.



Han war alt aff thet Phariseerske bloodh



Han bliffyer rät aldrig the Christne godh."



Andet sted i samme krønnike skriver Gustav Vasa:



"På Bogehws sat den onde Bille



The Norske monde honom litet gille.



Han skrapade them theris stöff ifrå



Jagh troor the skola icke mykit förmå"



Om hans karakter, siger følgende historie meget.



Hans gård Lyngsgård var gået op i luer undet grevefejden. En hoben bønder, fra Søndre Vram, med en forløben munk som anfører, havde afbrændt gården og bortaget alt, hvad hr. Claus havde. Da lykken vendte fik hr. Claus hævn. Den 9de juni skriver rigsråderne, i lejren foran Landskrona, til kong Frederik. "Formode vi, at hr. Claus Bille lade samme munk brænde idag, udaf de samme stumper, som han afbrændte af gaarden".


Ved læsning af hans breve kan man se en kraft og frimodighed, en mand der ikke stikker noget uder stolen. Han går gennem livet med en landsknægtehumor, og når han først havde taget et standpunkt kunne intet rokke ham.


Han var en af sin tids rigeste mænd og det meste går i arv til hans 2 overlevende sønner.



Ellers er Claus Bille mest kendt for sin tid på Bohus len i Norge, hvor han sad i en menneskealder, som den årvågne lensmand og græsevagt. Han havde sæde i både det Norske- og det Danske Rigsråd. Men efter grevefejden og de der høstede erfaringer trak han sig ud af det Norske Rigsråd. Af særlig betydning i politisk henseende blev det fjentlige forhold han trådte i til Gustav Vasa.


Det var ham der forstrakte Kong Frederik II med de 1.200 gylden, hvormed Bahus og Viken og Aggershus i Norge var pantsat til Gustav Vasa, og Claus Bille havde dem i len som pant for denne pengesum. Efter Claus Billes fængling i Tronhjem og laange forhandlinger med Gustav Vasa, som til slut modtog visse indtægter af disse len, erklærede Gustav Vasa sig fyldestgjort og afleverede Bohus og Viken. Gustav Vasa så Claus Bille som årsag til alle de omsvøb danskerne var kommet med. "Træsk og ilfundig" "gammel Ræv" "Fuxsvanser" "Forslagen Selle" var udtryk som Gustav Vasa brugte om lensmanden på Bohus.


Claus Bille dør på Lyngsgård 5. januar 1558, og er begravet i Nørre Vram kirke.



Anetræ for ham og hans hustru kan ses her.



Gravsten i Nørre Vram kirke, Claus Bille og hustru.



En fortegnelse over hans aner mm se her. Han havde ialt 11 børn, en række døtre og 2 overlevende sønner, Sten Bille og Jens Bille. Den ene datter Beate bliver i sit ægteskab med Otto Brahe, moder til Tygo Brahe.






Den yngste søn Jens arver Lyngsgård (Billesholm) og Allindemagle, han bliver Lensmand på Gotland, se under menupunktet Våben.



Claus Bille (1490-1558) til Allinde og Lyngsgård, dansk ridder og rigsråd.



Om hans søn Jens Bille



I sitt arbete som länsherre, hade hela tiden hans hustru Karen delat sorger och bekymmer med honom. Sju av paret Billes elva barn kom dessutom att födas på Wisborgs slott. Omkring år 1570 är det dags för uppbrott från ön Gotland för att tillsammans med familjen åter åka till Skåne och till sätesgården Ljungsgård i Vram. Gården hade han fått ärva efter fadern Claus Bille tillsam­mans med Wramsgård, en gård som förmodligen låg strax väster om Norra Vrams kyrka. Han var af den uradelige slægt Bille som søn af rigsråd Steen Basse Bille og Magrethe Clausdatter Rønnov. Han deltog i Stockholms blodbad og stod sammen med Søren Norby for arrestationerne af den svenske adel.


Han var gift med Lisbeth Jensdatter Ulfstand og far til Beate (gift med Otte Brahe), Steen, Jens, Magrethe (gift med Christoffer Johansen Lindenov), Sidsel (gift med Just Høeg), Sophia (gift med Malte Jensen-Sehested, Lisbeth (gift med Jens Trudsen Ulfstand), Birthe (gift med Christian Galde) og Maren (gift med Laurits Skram).


För Jens Bille som var van vid att sitta på det starka Wisborgs slott, måste Ljungsgård ha verkat enkelt och framför allt osäkert. Han beslutade att bygga en ny gård och började söka efter en lämplig plats. Genom att motströms följa den bäck, som flöt förbi Ljungsgård, kom han efter en promenad på något över en kilometer till ett ställe där bäcken gjorde en vid båge samt dessutom bildade en fors. Ovanför denna fors fanns en naturlig bassäng, som genom dammbyggnad kunde fyllas med v vatten. Förmodligen började man bygga redan 1571, även om Billesholm nämns första gången i allmänna texter år 1578. Genom grävning av breda gravar bildades fem öar, vilka, ytterligare höjdes av den uppgrävda jorden. På dessa öar upp­fördes sedan boningshus, ladu­gårdar och logar. Ovanför forsen byggdes en damm, och genom en lucka regle­rades vattenståndet i gravarna. Nedanför forsen byggdes en liten kvarn, och så var då BILLESHOLM färdigt.


Se her om Claus_Bille"



Den ældste søn Steen Bille arver Vandås og Råbeløv.



link til Claus Bille: http://runeberg.org/display.pl?mode=facsimile&work=dbl/2&page=0222



Plyndring af Lyngsgård



I forsommeren 1525 mødtes bønderne i den lille skånske landsby, Sønder Vram, hos smeden Ole Jensen. Det var sent på eftermiddagen og en nytilkommen var lige kommet til byen, en forhutlet munk med nye tidender udefra.


Munken var høj og slank med lyst hår, og når man så bort fra skidtet, i hans ansigt, ret køn. Han fortalte, at han var rømmet, fra det nærliggende Herresvad kloster. Abbeden var særlig streng, og nogle af munkene havde længe tænkt på at rømmee, og igår var 3 af munkene stukket af, straks efter frohmesse. Munkenene havde lige hørt, nyheder fra København. Niels Brahe til Vandås, en nærliggende herregård, havde fået sin gård indraget af Kongen og var blevet henrettet, for sin deltagelse i bondeoprøret på bøndernes side.


Godset som var ret stort, og lå tæt på og var kendt af alle bønderne, nogle havde venner og slægtninge der var fæstere på godset. Det blev ikke bedre, af at den lokale godsejer, Hr. Claus Bille Basse havde købt godset af kongen, ja nogen sagde at han havde fået det, i belønning. Han var en hård hund, havde været med i det Stockholmske blodbad, hvor han sammen med Hr. Søren Nordby havde udtaget, de der skulle henrettes. Nu kæmpede han på Frederik den 1´s side, efter at have sveget bøbøndernes ven, kong Christian den 2. Hr. Claus var en hård, men retfærdig herre, men det at han havde købt eller fået den populære Niels Brahes gods, var næsten for meget. Selv de besindige mellem de fremmødte, hos smeden, var forargede og syntes at Hr. Claus havde nok-var han ikke herre til Råbeløv og medejer af Lyngbygård, foruden han havde det nærliggende Lyngsgård, og så de sjællandske godser, Allindemagle og Gl. Køgegård og nu det nye gods Vandås.


Smeden sagde, jeg har hørt, at der også er kommet en ny skat, der skal betales af alle gårde, den er på 24 skillinge. Det gjorde jo ikke stemningen, blandt bønderne bedre. De udsuger os, så vi snart ikke har råd til det daglige brød, sagde Andreas, det var munken. Det var meget bedre, i de gamle dage unden kong Christian sagde Lone.


Hr. Søren Nordby og en masse bønder, har hærget hele Skåne og nedbrændt mange herregårde, det skulle vi måske også gøre, sagde Andreas. Der lød en bifaldende mumlen fra de forsamlede bønder. Ja, en ting er sikker, gør vi ikke noget selv, sker der ikke noget. Så må vi bare betale med vores ansigts sved, og lystre det dumme svin til ridefogden på Lyngsgård, sagde Andreas. Jeg synes vi skulle afbrænde Lyngsgård og plyndre den for alt hvad der er, nu når Hr Claus, er bortrejst. Hr Claus havde sendt sin hustrue Lisbeth og børnene til hendes forældre på det uindtagelige Glimmingehus.


De er på vej til Landskrona, hvor de skal møde Hr. Søren, der er der med sin bondehær. Der gik et gisp gennem forsamlingen, et var at brokke sig over landgilde og skatter, noget andet at gå til håndgribeligheder. De var alle klar over at gjorde de det, var der ingen vej tilbage, og langsomt forsvandt nogle af forsamlingen, Jens Pedersen, Oluf Nielsen og endelig smeden.


Andreas havde nu fået talt sig varm, og der udgik en ordstrøm af hans mund, gider i blive ved at finde jer i det? Vil i blive ved at arbejde hårdt for det dumme svin til herresfogeden og hans herre, det rige svin til Hr. Claus? Han blev ved og ved smed om sig med ukvemsord, så man havde svært ved at tro, at han var en tidligere munk. Gå hjem og hent nogle høtyve og andre våben, Per du har en gammel armbrøst, sagde munken.


De mødtes igen et øjeblik senere og begyndte, at gå ad allen til Lyngsgård, flokken af bønder var skrumpet ind til 32 inklusive 6 kvindfolk. Så dukkede Lyngsgård frem, det var en stenhus i 3 længer og i 2 etager. Det lå der helt mørkt i solnedgangen, i den lune junisol. Der var ingen mennesker at se, men der var lys i et af vinduerne. Lad os finde ridefogeden og give ham nogle bank, kvinderne råbte højestm nu da de fik ild på nogle medbragte fakler, og de lyste op da de kom ing på gårdspladsen. Munken råbte højt på ridefogeden flere gange, inden han kom ud til dem, og gik frem imod dem for med sin pisk, at jage dem væk. Bønderne stimlede sammen om ridedsfogeden og på trods af hans pisk gik de tættere og tættere på ham. Ridefogeden slog ud mod dem, men så faldt de alle over ham, og gav ham et ordenligt lav tæsk. Da de var færdige var han helt blodig i ansigtet, men som om det ikke var nok, gik kvinderne igang med slag, spark og skældsord, jog de ham ud ad gården.


Så kom kokkepigen Maren ud af huset, og begyndte at skrige ad dem, men de gik bare frem til husets hovedfløj. Andreas sagde de skulle komme, og bryde døren op og et par bønder kom, og i fælleskab fik de brudt døren op, og de væltede ind i Hrr. Claus Bille Basses fædrende hjem, mange af dem havde været der, når de skulle tale med godsejeren og de var alle lidt benovede, men så førte Andreas an og de gik videre til de andre rum. Kom nu råbte Andreas, og de kom ind i den store spisesal med det store bord og stole rundt om. Andreas satte sig i stolen oppe for bordenden og sagde nu er jeg herren, og jeg vil gerne have mad og vin. Et par af kvinderne løb ned i køkkenet og tog, trods kokkepigen Marens vilde protester et stykke s steg, pølser og nogle brød med op til Andreas. De sad alle ved bordet og spiste, da pludselig en stol brød sammen sammen, under en af dem, tykke Per, han havde siddet og vippet på stolen, og det var mere end stolen kunne klare. Så begyndte de at gå helt amok og smadrede hele møblementet. De gik videre og stjal alt hvad de kunne bruge, og tog endelig noget mad i spisekammeret de for igennem alle rum, stjal og smadrede alt hvad der var. De for ud i gården og Andreas tog en brændene fakkkkel fra en, af de andre og satte ild til noget hø, der lå på gårdspladsen, og kastede derefter den brændende fakkel, igennem et vindue de andre fulgte Andreas eksempel, og kastede de fakler de havde i hænderne ind ad vinduerne, og snart var hele gården i flammer. Det begyndte at blive varmt, og de trak sig lidt tilbage, og sad der og så på medens gården brændte.


Da gården var brændt ned, gik de tilbage til Søndre Vram, og hen til smeden og sad og diskutterede dagens slag med ridedsfogeden og Maren kogekone. Det blev sent inden de udmattede af dagens gerning lagde sig til at sove.


Næste morgen diskutterede de, om de skulle tage ned og slutte sig til bondehæren under Hr. Søren Nordby ved Landskrona. Andreas sagde, at de ikke kunne blive da godsejeren nok ville hævne sig på dem for tabet af sin fædrende gård. Efter noget snakken frem og tilbage, blev de enige om at drage ned til Landskrona og slutte sig til bondehæren. Så begav de sig på vej til fods, gruppen af bønder var nu skrumpet ind til 27 inklusive kvindfolkene, som der stadig var 6 af. Det var et pragtfuldt vejr, solen skinnede fra en skyfri himmel.


Andreas gik forrest sammen med Lone og snakkede, de var blevet rigtig gode venner, og det var tydeligt, at de nød hinandens selskab. De stoppede ved en stor selvejergård, og spurgte om de godt kunnr sove i deres lade. Bonden sagde, at det vavar i orden men de havde ikke mad nok til så mange mennesker, det gør ikke noget, sagde Andreas, vi har taget noget på Lyngsgård, i må godt spise med. Andreas satte sig ned sammen med Lone og pludselig lod hun sin hånd glide gennem hans lyse hår. Efter at have spist gik de til ro i høet og Andreas der jo ikke havde været vant til kvindfolk, nød rigtig at være sammen med Lone og lidt efter rykkede de længere ind, hvor de kunne være mere sig selv. Så gik det som når der er tale om gensidig sympati, de var sammen som mand og kvinde.


Lone var 26 år og enke, ægtemanden var død ved en ulykke for 8 mdr. siden, og hun havde ikke været sammen med en mand, siden hun blev enke. Næste dag begyndte de at gå mod Landskrona, da de pludselig mødte en deling landsknægte. De blev udspuurgt af befalingsmanden som derefter besluttede at tage dem med til hovedlejren. Da de kom til lejren, var en af de første, de mødte ridefogeden han grinede ad dem med sit ene blå øje. Han var taget direkte til lejren efter det lav tæsk, de havde givet ham og fortalt godsejeren, hvad der var sket med Lyngsgård.


Da de kom til lejren, blev de låst inde i et stort bur, hvor de skulle være indtil videre. En af de første der kom hen og kikkede på dem var ingen anden end ridefogeden, han stod lang tid og kikkede på med et stort smil, nu må vi se hvad godsjeren siger til denne fangst, sagde han og stirrede på Andreas.


Så kom de ind til godsejeren, først Andreas og så alle de andre, en efter en. Nå der dig der står bag al den ballade, sagde godsejeren. Du har jo så meget mere end disse mennesker som du udnytter på det groveste, svarede Andreas. Jeg syntes ikke du har gjort arbejdet godt nok, der mange stumper af gården tilbage, som ikke er brændt. Så derfor har jeg sendt ridefogeden, afsted med en vogn, for at hente de ubrændte stumper af gården, sagde godsejeren. Så vil vi lave et ordenligt bål her, så du rigtig kan opleve varmen når stumperne brænder. Så kan du samtidig øve dig på dine bønner, når du brænder på bålet.


Så kom de andre ind efter en og godsejeren spurgte dem alle, om de havde været med til branden på Lyngsgård og de fik alle at vide at de ville få pisk, 12 slag til mændene og 6 til kvinderne.



Om eftermiddagen da ridefogeden var kommet tilbage, med vogner med resterne af Lyngsgård, begyndte de at stable brændestumperne sammen til et bål. Hen under aftenen kom der mange forenemme folk hen for at kigge på munken og andre fanger i buret Til sidst pakkede de ris uden om bålet og det stod klart..


En af de fornemme herrer sagde til de andre fornemme, der var samlet-jeg synes det er uretfærdigt at Hr. Claus Bille Basse, sådan tager retten i sin egen hånd, jeg går tilbage til mit telt og skriver et brev til kong Frederik. Det gjorde han så, han skrev om den munk hr Claus uden videre ville brænde, på stumperne af Lyngsgård. Han vidste at kongen ikke kunne nå at gribe ind, da munken skulle brændes den følgende morgen.


Det var den 9. juni ved daggry, og bønderne blev taget ud af buret en efter en, og fik deres straf, kvinderne 6 slag og mændene 12 slag med pisken. Der havde samlet sig en hel del tilskuere omkring bålpladsen og Claus Bille Basse og ridefogeden fra Lyngsgård var der.


Så kom fangevogterne endelig med munken, der gik mellem dem bagbundet og gik rank hen til bålet. En tilkaldt præst kom til og læste et par ord over munken. Munken steg op på bålet, så sagde Hr. Claus, se nu til munk at du får brændt det hellt færdig, hvad du ikke fik brændt sidste gang! Hr. Claus gik frem med en tændt fakkel og satte ild til bålet og risene flammede hurtigt op, og der gik ild i træet fra Lyngsgård. Det var varmt og munken hev og sled i rebene så meget han kunne, så skreg han mod himlen, åh min Gud og så faldt hovedet forover, og det lyse hår begyndte at brænde.


Til sidst var der ikke andet tilbage end et forkullet lig og de forsamlede så på det, indtil bålet var helt brændt ned.





Bent Bille april 2007



--------------------



Hr Claus Bille Til Allinde, Lyngsgaard (Luggude h.) arve t Hr Claus Bille Til Allinde, Lyngsgaard (Luggude h.) arvet 1520 efter faderen), Raabelev (Villands h.), Vandaas (Øster Gynge h.) som han 1525 fik tilskødet af Kronen. f. 1490, 1519 kkommandant paa Elfsborg, deltog 1520 i togtet mod Sverige, deltog i Uppsalaforliget og laa i Slotslov i Stockholm, blev s.aa. 4. nov ridder, s.aa. 7. nov fortog han sammen med Søren Nord by fængslingen af de svenske bisper og adelsmænd, efter kon geskiftet tro mod Frederik 1, 1523 sendt til Gotland for at forhandle med Søren Nordby, da denne i 1525 landede i Skaane, mødtes de atter som fjender og Lyngsgaard afbrændtes.


Begravet i Vam kirke. Andetsteds anført som Vram. Stednavnet Vram har alene kunnet identificeres som >Västra Vram< o g som ôstra Vram< i Kristiansstads Län, nogle faa kilometer SV for Kristianstad i Skaane.


Anetavler for berømte danskere, 1. samling: digtere og forfattere; Carl PAGE 45



http://www.archive.org/stream/billeaettenshist01molluoft#page/n7/mode/2up


--------------------


til Allinde og Lyngsgård (Luggude H.)(arvet 1520 efter faderen), Råbelev (Villands H.), Vandås (Øster Gynge H.), som han 1525 fik tilskødet af konen.


Ridder, Rigsråd, Lensmand på Elfsborg og Bohus. Stod for det Stockholmske blodbad.



Claus Bille


Fra Wikipedia, den frie encyklopædi


Claus Bille (ca. 1490 – 4. januar 1558 på Lyngsgård, Skåne) til godserne Lyngsgård, Raabelev, Vandaas, Allinde og flere andre godser var en dansk ridder og rigsråd.


Han var af den uradelige slægt Bille som søn af rigsråd Steen Basse Bille og Magrethe Clausdatter Rønnov, og han var bror til ærkebiskop Torbern Bille. Han deltog i Stockholms blodbad og stod sammen med Søren Norby for arrestationerne af den svenske adel. Frederik den 1.'s regering satte pris på Claus Bille, og Billeslægten fik i denne periode større politisk magt og indflydelse end nogen anden.

[redigér]Ægteskab og efterkommere



Han blev den 31. januar 1524 gift med Lisbeth Jensdatter Ulfstand (ca. 1505-5. april 1540) og indgik derved forbindelse med en anden af tidens magtfulde slægter. Parret fik syv døtre og fire sønner, hvoraf to døde som små.[1]

Beate (1526-1605) (gift med Otte Brahe (1518-71))


Steen (1527-86) (gift med Kirsten Andersdatter Lindenov (eft. 1534-1612))


Jens (1531-75) (gift med Karen Eilersdatter Rønnow (død 4. april 1592))


Magrethe (gift med Christoffer Johansen Lindenov)


Sidsel (1528-80) (gift med Just Høeg 1515-57))


Sophia (1529-87) (gift med Malte Jensen-Sehested (1529-92))


Lisbeth (gift med Jens Trudsen Ulfstand)


Birthe (gift med Christian Galde)


Maren (1537-ca. 1607) (gift med Laurits Skram (1630-87)).


--------------------


http://www.bille.net/claus.html



Claus Bille 1490-1558



Claus Bille er opkaldt efter morfaderen, marsken Klaus Rønnov, han er født ca. 1490.



Han bliver gift den 31 januar 1524 med Lisbeth Ulfstand, datter af den kendte søhelt Jens Holgersen Ulfstand til Glimminge i skåne. Brylluppet blev holdt på lyngsgård hos brudgommem. Om deres lykkelige ægteskab har Lyksander i sin rimkrønnike skrevet nogen smukke og varmfølte vers, han/hun siger således i digtets sidste linier, Anno 1597.


"Oc Gud hand mere vor slegt oc gouds



Met børn oc arffuelig Sæde



Met Vandaas oc Råbeløff, ligge der hous,



Met Liungsgaard oc andre stæde.



Vi leffde tilsammen y atten aar,



Oc deilige børn vi loude,



Deris æth oc rygte i Danmark staar



Saa mangen skøn slect til goude



I Barselseng kallede Gud mig hen



Min Herre til sorrig og quide;



De gaffue min datter mit naffn igen



Den sorrig kand ingen vide.



Han kunde hende icke for øyge se



(Dog hun det lidt kunde boyde)



For sorrig oc graad oc heirtens we,



Som hannem da rant y moude.



I Vram da bleff jeg udi muld,



Der huiler sig nu myne bene;



Ret alle dage var han mig hould



Han leffuede siden alene."



Han bliver slået til Ridder af Christian II 4 november 1520, for sin deltagelse i det Stockolmske blodbad.



Om blodbadet i Stockholm



I 1520 angriber Christian 2. Sverige med en stor hær, anført af Otto Krumpen. I slaget på den tilfrosne Åsunden sø blev Sten Sture dødelig såret og efter kampe i Upland med den svenske bondehær, blev Stockholm belejret. Sten Stures enke, Christina, blev overtalt til overgivelse af Stockholm borg mod ubetinget amnesti til svenskerne. Den 4. november lod Christian 2. sig hylde som arvekonge på et rigsdagsmøde på Brunkeberg, og i de følgende dage var der fest på Stockholm Slot for at fejre denne krænkelse af gammel svensk ret. På festens fjerde dag lod han slottets porte lukke og fængslede en stor del af de festklædte bisper og adelsmænd, der var kommet i tillid til den lovede amnesti.


Med ærkebiskop Gustav Trolle som anklager, blev de tidligere modstandere anklaget for kætteri, og henved halvfems af de anklagede blev dømt til døden. Allerede dagen efter foregik henrettelserne på Stortorvet i Stockholm under udfoldelse af stor brutalitet. Ligene blev senere brændt på et bål uden for byporten.


Han køber godset Vanaas af kongen , fra faderen arvede han Lyngsgaard og han erhverver Råbeløv så han får samlet et godskomplads af anselig størrelse, alle tre godser er beliggende tæt på hinanden i Skåne.


I en af Gustav Vasa forfattet smædekrønnike, der udkom i 1558, får han et helt andet skudsmål:



"Her Claes Bille then gamble rääff



Hölt sihg i Sweriige tå fast gäff



Han kunde ock wäl både liuge och waske



Han luskede mykit the Swenskes taske



När han the dödan monne gå,



Ther han them lät theris huffed afslå.



Han hölt sigh som en bödel wed lijke,



Thet lofford hauffer han i Sweriige rijke.



Han war i sin tiid en gammel pabist,



Han får nepligen lött medh Jesu Christ,



Sijn odygd haffuer han ey welat latet, Vten christelig lärdom oc Gudzord förhatet.



Han hölt fast aff sijn Biskopz slächt



Mykit ondt haffuer han ther met opwächt.



Han war alt aff thet Phariseerske bloodh



Han bliffyer rät aldrig the Christne godh."



Andet sted i samme krønnike skriver Gustav Vasa:



"På Bogehws sat den onde Bille



The Norske monde honom litet gille.



Han skrapade them theris stöff ifrå



Jagh troor the skola icke mykit förmå"



Om hans karakter, siger følgende historie meget.



Hans gård Lyngsgård var gået op i luer undet grevefejden. En hoben bønder, fra Søndre Vram, med en forløben munk som anfører, havde afbrændt gården og bortaget alt, hvad hr. Claus havde. Da lykken vendte fik hr. Claus hævn. Den 9de juni skriver rigsråderne, i lejren foran Landskrona, til kong Frederik. "Formode vi, at hr. Claus Bille lade samme munk brænde idag, udaf de samme stumper, som han afbrændte af gaarden".


Ved læsning af hans breve kan man se en kraft og frimodighed, en mand der ikke stikker noget uder stolen. Han går gennem livet med en landsknægtehumor, og når han først havde taget et standpunkt kunne intet rokke ham.


Han var en af sin tids rigeste mænd og det meste går i arv til hans 2 overlevende sønner.



Ellers er Claus Bille mest kendt for sin tid på Bohus len i Norge, hvor han sad i en menneskealder, som den årvågne lensmand og græsevagt. Han havde sæde i både det Norske- og det Danske Rigsråd. Men efter grevefejden og de der høstede erfaringer trak han sig ud af det Norske Rigsråd. Af særlig betydning i politisk henseende blev det fjentlige forhold han trådte i til Gustav Vasa.


Det var ham der forstrakte Kong Frederik II med de 1.200 gylden, hvormed Bahus og Viken og Aggershus i Norge var pantsat til Gustav Vasa, og Claus Bille havde dem i len som pant for denne pengesum. Efter Claus Billes fængling i Tronhjem og laange forhandlinger med Gustav Vasa, som til slut modtog visse indtægter af disse len, erklærede Gustav Vasa sig fyldestgjort og afleverede Bohus og Viken. Gustav Vasa så Claus Bille som årsag til alle de omsvøb danskerne var kommet med. "Træsk og ilfundig" "gammel Ræv" "Fuxsvanser" "Forslagen Selle" var udtryk som Gustav Vasa brugte om lensmanden på Bohus.


Claus Bille dør på Lyngsgård 5. januar 1558, og er begravet i Nørre Vram kirke.



Anetræ for ham og hans hustru kan ses her.

 
Bille, Claus Steensen (I87527)
 
71 1534 ritmester for adelens rustning i Skaane

1523 Sluttede sig til Frederik I


1526 En af anf°rerne i krigen mod Hr. S°ren Nordby


Sluttede sig n°dtvunget til Grev Christopher


1537 Bar scepteret ved Kong Christians III kroning


1540 deltager i forhandlingerne med Sverige

 
Brahe, Axel Axelsson (Brake) (I54610)
 
72 1540-45 County Sheriff Anne Arvidsdatter Trolle of Åsum and Elleholm Len, Denmark (Now Sweden)


Widow of Axel Eriksen Urup til Ugerup, who was Lensmand or County Sheriff of Sölvesborg etc. until his death. After his death she was in charge of the two fiefs in Skåne, which was incorporated in Sweden in 1658


--------------------



Blev 56 år.



Far: XVIII:230247 Arvid Trolle (- 1505)



Mor: XVIII:230248 Beata Ivarsdotter Tott (- 1487)



Född: 1476-05-04



Död: 1532-11-01 Follnäs, Sorunda







--------------------------------------------------------------------------------



Familj med XVII:115123 Nils Bosson Grip (- 1522)



Barn:



Beata Nilsdotter Grip (- 1547)



Kerstin Nilsdotter Grip (- 1538)



XVI:57562 Brita Nilsdotter Grip

 
Trolle, Anna Arvidsdotter (I89260)
 
73 1543 Kongens Rettering. Laasebrev til Michel Nielsen (Tornekrands) til Kyø paa et skøde fra abbed Anders Andersensen i Vitskøl Kloster. Skødet omfatter Lundbæk, som Søren Andersen fæster, og fiskeriet ud for Lundbæks grund, Lundbæk Mølle, 3 gaarde i Bislev, som Niels Binderup, Peder Binderup og Jens Madsen har i fæste, fire bol i Bislev,som Jep Michelsen, Søren Kirkemand, Jep Borck og Niels Kou har i fæste.


http://www.protokoller.dk/diplomatariumhornumnse/Diplomatarium%20Hornumense%20del%201.pdf


*


1544 Kontrakt og forlig mellem Mikkel Nielsen (Tornekrands) paa den ene side og Terkel Andersen i Dalsgaard og hans sønner samt Peder Mogensen i Nibe og hans tilhænger paa den anden side; disse fik lov til at bruge to lodgarn ud for Lundbæk.


http://www.protokoller.dk/diplomatariumhornumnse/Diplomatarium%20Hornumense%20del%201.pdf


*


17. februar 1745 Rettertingsdom Aalborg, tirsdag efter fastelavnssøndag. I sag om fiskeriet ud for Lundbæk stævner Mikkel Nielsen (Tornekrands) til Kyø Lars Tygesen i Gjelstrup og Jens Sørensen i Vokslev, som mødte med fuldmagt fra alle fiskskere i Lundbæk. Mikkel Nielsen frmlagde skødebrev paa Lundbæk gaard og og gods samt fiskeriet paa Lundbæk grund af abbed Anders Andersen i Vitskøl Kloster (Bjørnsholm), stadfæstet af kongen. Endvidere fremlagde han kontrakt og forligelsesbrev a af 1544 mellem Mikkel Nielsen paa den ene og Terkel Andersen i Dalsgaard, hans sønne,samt Peder Mogensen i Nibe og hans tilhængere paa den anden side; disse fik lov til at bruge to vodgarn ud for Lundbæk paa ét aar. Lars Tygesen og Jens Sørensen fremfører, at fiskeriet altid har været frit. Mikkel Nielsen rettighed til fiskeriet stadsfæstes.


http://www.protokoller.dk/diplomatariumhornumnse/Diplomatarium%20Hornumense%20del%201.pdf


*


1545 stævner Michel Nielsen (Tornekrands) til Kyø Peder Terkelsen (søn af Terkel Andersen i Dalsgaard i Vokslev sogn) til rettertinget, fordi han ikke har overholdt en kontrakt om fiskeri ud for Lundbæk.


http://www.protokoller.dk/diplomatariumhornumnse/Diplomatarium%20Hornumense%20del%201.pdf


*


16. februar 1546 Rettertingsdom. Aalborg Skt. Julianedag. Mikkel Nielsen (Tornekrands) til Kyø stævner Peder Terkelsen angaaende fiskeri ud for Lundbæk og faar ny kanogelig stadsfæstelse.



http://www.protokoller.dk/diplomatariumhornumnse/Diplomatarium%20Hornumense%20del%201.pdf


*


19. februar 1546 Kongebrev, fredag næst efter Skt. Julianedag, med udskrift af rettingsdom af 16.februar 1546, Skt. Julianedag. Mikkel Nielsen (Tornekrands) til Kyø stævner Peder Terkelsen for fiskeri ud for Lundbæk og faar ny kongelig stadsfæstelse. (En betingede ret til fiskeri i et aar er udeladt).

http://www.protokoller.dk/diplomatariumhornumnse/Diplomatarium%20Hornumense%20del%201.pdf



*


1549 i Anledning af af Michel Nielsen (Tornekrands) til Lundbæk har klaget over, at der bliver fisket i hans fiskevand ud for Lundbæk udstederkongen en befaling til embedsmændene i Viborg om at stævne de rette vedkommende og undersøgesagen sammen med rette mænd.


http://www.protokoller.dk/diplomatariumhornumnse/Diplomatarium%20Hornumense%20del%201.pdf


*


15. februar 1550 Dom af Viborg Landsting i sagen mellem Mikkel Nielsen (Tornekrands) til Kyø og bønderne Lars Tygesen i Gjelstrup, Søren Poulsen i Klæstrup, brødrene Anders Terkelsen i Vokslev og Peder Terkelsen i Gjelstrup, sønner af Terkel Andersen (i Dalsgaard). Søren Lauridsen i Rodstrup og Lars Poulsen, at bønderne ulovligt havde fisket ud i Lundbæk gaard grund i Limfjorden,og at den tiltale, Michel Nielsen har rejst mod dem, skal staa ved magt.


http://www.protokoller.dk/diplomatariumhornumnse/Diplomatarium%20Hornumense%20del%201.pdf


*


12. juni 1550 Aalborg, torsdag næst efter Guds Legemes dag. Oluf Munk, høvedsmand paa Aalborghus, gør vitterligt, at han efter kongens befaling har stævnet Mikkel Nielen (Tornekrands) til Kyø paa den ene side og paa den anden side Lars Tygesen i Gjelstrup, Søren Poulsen i Klæstrup, Anders Terkelsen i Vokslev, Peder Terkelsen i Gjelstrup, Lars Poulsen i Klæstrup og deres medfølgere, fordi sidstnævnte havde siddet kongens dombreve, herreds og landstingsdom samt deres kontrakt med Michel Nielsen angaaende hans eneret til fiskeri ud for Lundbæk overhørige. Kun Michel Nielsen mødte og Oluf Munk stadfæstede hans eneret. Medbeseglet af Bertel Hørby til Vesterris i Bislev sogn.


http://www.protokoller.dk/diplomatariumhornumnse/Diplomatarium%20Hornumense%20del%201.pdf


*

 
Tornekrans, Mikkel Nielsen til Lundbæk (I54730)
 
74 1546 havde Holger Wiffert og hans søskende Krøginge Birk paa Lolland i pant, hvilket deres moder havde haft 1542.


1549 var Holger Wiffert hofsinder. I en fortegnelse fra dette aar over hofsindernes heste anføres han med 4 heste; hans livhest var brun og kaldtes Bilefeld, en sort kaldtes Bryske og to brune Bernefejer og Kiøbnehaffn.


22.maj 1557 havde kongens staldmester Holger Tønnesen Wiffert faaet brev paa at indløse Næs fra Iver Friis og beholde det, til kongen indløste det. Iver Friis døde 3. august 1557. Han var gift med Sophie Glob og bror til biskop Jørgen Friis i Viborg.


August 1559 i København blev Jomfru Anne Gyldenstjerne, datter af den rige og ansete Knud Gyldenstjerne til Vosborg tilsagt til Holger Wiffert, og hendes søster Karen blev tilsagt til Hildebrand Gyldenstjerne til Thim, der døde 30. november 1563 i Lund.


1561 optræder Holger Wiffert i mageskifte, som "vor hofsinder". Her fik fik han alt det gods, der er nævnet som Iver Friis's Len, af hartkorn 167 tdr.., og desuden herligheden i 8 "Kirkegaarde" = gaarde, hvis landgilde gaves til kirken, nemlig 1 gard i Horsens, 4 i Blenstrup, 1 i Dollerup, 1 i Askildrup og 1 i Store Brøndum. Som gjengjæld udlægger han gods i Skaane og Sjælland, der i landgilde ikke kan beløbe sig saa højt som det, han fik derfor; men der tages da ogsa det forbehold, at om Kronens ejendom befandtes at være bedre paa rente og ejendom end det, han gav derfor, skulde han eller hans arvinger være pligtige til at erstatte forskellen og gøre fyldelst derfor.


Samme aar 1561 fik Holger Wiffert til Ness, vor hofsinder, Bøvling Slot som pantelen for 1908 gode møntede og uforfalskede dalere, han havde laant Kongen til hans og Kronens behov.



11. januar 1564 døde Holger Wiffert i Landskrona af sygdom medens han laa i felten i Skaane under den nordiske syvaarskrig.



Han blev begravet i Lund Domkirke. Over ham sattes en sten med følgende indskrift: "Her ligger begrafven erlig og velbyrdig mand Holger Wiffert, som boede paa Nes i Nørjudland och døde i Landscone d. xi. jan. A. MDLXIIII. Gud gifve hannem en gledelig opstandelse. Amen".


31. marts 1564 fik Vincents Juul brev om at maatte indløse Bøvling fra hans arvinger.



Nes gik nu over til hans broder Corfits, der ligeledes arvede hans forlovede brud, Anne Gyldenstjerne, som tilsagde ham 1567 samme dag, som hendes søster Karen tilsagdes sin afdøde fæstemands broder, Axel Gyldensterne til Lyngbygaard. Begge pars bryllup stod den 5. august 1571.



Kilde. Uddrag af Hellum herreds beskrivelse og historie af K. Gjerding.

 
Viffert, Holger Tønnesen (I68783)
 
75 1559-62 hofsinde, faldt 20. oktober 1565 ved Svarterå under den jyske fane. Var trolovet med Karen Pedersdatter Skram, der siden fik Laurids Brockenhuus. Skeel, Hans til Nygaard (I15037)
 
76 1562 fæster f et gadehus i Dall. Kronens delefoged, samt tingskriver i Fleskum Herred.
Selvejerbondemand og herredsskriver.
Gård ved Vor frue Kirke i Aalborg, som var fæstet af Helliggejst Kloster i Aalborg. 
Skriver, Peder Christensen (I4156)
 
77 1564 F°rte Arken I Herluf Trolles Flaade

Commander first of Traneker, then Naesbyhoved, and finall

Wiki: Tosterup (før 1658 dansk: Tostrup slot) er et slot i det tidligere Ingelstad herred, Skåne, Sverige ca. 12 km nordøst for Ystad.



Slottets ældst kendte ejer var Axel Eskildsen af Muleslægten. Han levede omkring 1330. Gennem hans datter Barbara skal slottet være kommet til hendes mand, Torkild Nielsen Brahe til Gyllebo. Han måtte flygte og fortabte sit gods, anklaget fofor mord. Tostrup skal omkring 1440 være tilbageleveret til slægten og tilfaldet sønnesønnen Axel Pedersen; men dette er omstridt. Dennes sønnesøn Axel Pedersen Brahe vides derimod at være ejer af Tostrup. Hans sønnesøn Jørgen Thygesen Brahe (død 1565) opførte slottets høje tårn. Slottet gik i arv på slægtens sværdside frem til 1640. Da tilfaldt det efter Tyge Axelsens død Otte Tagesen Thott, den skånske konge.



Det blev 1688 solgt til Rutger von Ascheberg. Tosterup ejes nu af Jörgen Ehrensvärd



Ejere: 1523 - 1565 (søn) Jørgen Thygesen Brahe, g.m. Inger Oxe



1565 - 1571 (bror) Otte Thygesen Brahe, g.m. Beate Clausdatter Bille 1571 - 1601 (søn) Jørgen Ottesen Brahe, g.m. Ingeborg Parsberg 1601 - 1611 (søn) Tønne Jørgensen Brahe 1611 - 1615 (farbror) Knud Ottesen Brahe, g.m. Margrete Eriksdatter Laange 1615 - 1616 (bror) Axel Ottesen Brahe, g.m. 1. Mette Gøye, 2. Kirsten Hardenberg 1616 - 1640 (søn) Thyge Axelsen Brahe, g.m. Birgitte Brock 1640 - 1656 Ved køb Otte Tagesen Thott, g.m. 1. Jytte Gyldenstierne, 2. Dorte Rosenkrantz 1656 - 1688 (datter) Jytte Thott, g.m. Jørgen Krabbe (død 1678) 1688 - ? (svoger) Just Høg 

Brahe, Jørgen Thygesen (I88989)
 
78 1652-58 bymusikant i Flensborg, 1659-1701 i Husum


Kilde. http://gw5.geneanet.org/index.php3?b=tveden&lang=sv;pz=lia;nz=kirbach;ocz=0;p=heinrich;n=poppe 
Poppe, Heinrich (I2364)
 
79 1849 - 30 Mai - Frederik Carl Christian Kreutzer - 1 Juki 1849.
Faddere: Kreutzer, Julius, Malersvend gidt med Mette Marie Albrechtsdatter, 138 Gothersgade. 
Kreutzer, Frededrik Carl Christian (I1168)
 
80 1880 USA's føderale folketællinger

Bopæl i Luck, Polk, Wisconsin, USA 
Nielsen, Ane Marie (I44)
 

      «Forrige 1 2 3 4 5 6 ... 172» Næste»


Webstedet drives af The Next Generation of Genealogy Sitebuilding v. 13.1.2, forfattet af Darrin Lythgoe © 2001-2024.

Opdateres af Jørgen.