Our Family Genealogy Pages

Home Page  |  What's New  |  Photos  |  Histories  |  Headstones  |  Reports  |  Surnames

First Name:


Last Name:



Slægten Andreasen og Kreutzer

Slægten Andreasen og Kreutzer

Male

Personal Information    |    Media    |    Notes    |    All    |    PDF

  • Gender  Male 
    _STAT  Never Married 
    Person ID  I1  Andreasen og Kreutzer | test
    Last Modified  19 Dec 2018 

    Father  Jørgen Holger Andreasen,   b. 20 Sep 1954, Sct. Marcus Sogn, Frederiksberg Find all individuals with events at this location 
    Mother  Pia Rostgaard Kreutzer,   b. 28 Jun 1958, Maglegårds Sogn, Gentofte, , København, Denmark Find all individuals with events at this location 
    Relationship  Biologisk 
    Married  14 Oct 1989  Lillerød, , Frederiksborg, Denmark Find all individuals with events at this location 
    Family ID  F2  Group Sheet

  • Photos
    200px-knut_lavard.jpg
    200px-knut_lavard.jpg
    kirkebogA.Tif
    kirkebogA.Tif

  • Notes  Forord:
    • I forbindelse med denne slægtsbogs oprettelse er der taget udgangspunkt i 3 allerede eksisterende slægtsbøger, som dog kun omhandler Jørgens aner mm.

      Disse tre slægtsbøger er:
      - En Vendelbogslægt. Efterkommere af Gaardfæster og Sognefoged Chr. Jensen af Vedsted og han søskende. Udgivet af provst Thøger Rugholm, Maarslet. Andersbogtrykkeriet i Odense i 1949.
      - En Vendelboslægt (omhandlende brødrene Christen og Søren Jensen). Udgivet af Danske Slægter, Aalborg 1986, som er den primære kilde.
      - Brogaard-slægten fra "Nørre Brogard" i Hune. (som er et revideret tillæg til en enkelt gren af den store slægtsbog. Udført af Svend Aage Pedersen, Sæby og videregivet til Engssamlingen, Lokalhistorisk arkiv og Museum for Pandrup, Saltum.) Denne slægtsbog tager udgangspunt i den føromtalte slægtsbog, og indeholder kun eventuelle rettelser i forhold til denne, samt ajourføring af efterkommere, og er derfor ikke berettiget til at være hovedkilde til kildehenvisningen.

      Da alle slægtsbøger indeholder fejl, anbefales det at læseren selv efterkontrollerer oplysningerne. Jeg har selv fundet flere fejl i begge ovennævnte slægtsbøger.


      Der er ogå mulighed for at søge data i data via programmet TNG. Følg nedenstående link:
      http://www.kreutzer.dk/tng/index.php

      Det har ikke været muligt at komme så langt uden hjælp, og i håb om at vi stadig finder flere oplysninger, både til glæde for os selv og gavn for andre slægtsforskere, vil vi gerne - udover til forfatterne til af tidligere slægtsbøger, og de mange hjemmesider vi har fundet på Internettet - specielt takke for stor hjælp fra:

      Nordisk Slægtsforskningsdatabase: http://www.nsdb.dk/Tng/index.html

      Forum for databehandling i slægtsforskning, personal- og lokalhistorie:
      http://www.dis-danmark.dk/forside.php

      Statens arkiver:
      http://www.arkivalieronline.dk/Kirkeboeger/

      Dansk adel:
      http://www.roskildehistorie.dk/stamtavler/adel/

      Specielle udgivelser:

      -Carl Klitgaard: Kjærulfske Studier: Bidrag til en vendsysselske Bondeæts Genealogi og Historie

      -De Vendsysselske Aarbørger

      - Jørgen Green & Michael Green Schmidt: Slægtsforskerens ABC (Forlaget Grifo)
      __________________________________________________________

      Hartkorn - Landgilde
      Hartkorn var oprindelig fællesbetegnelsen for de afgifter, bønderne ydede i naturalier - landgilde - til godserne. De forskellige afgifter var i godsernes
      jordbøger angivet i forhold til 1 td. rug eller byg, der var korn i modsætning til havre korn".
      Forholdene på de forskellige godser var afvigende, men normen for den almindelige beretning var følgende:
      1 td. rug eller byg 1 td. hartkorn
      1 td. gryn eller hvedemel 2 td. hartkorn
      1 td. hvede eller ærter 1 td. hartkorn
      1 td. havre ½ td. hartkorn
      1 td. humle ½ td. hartkorn
      4 læs enghø 1 skp. hartkorn
      12 gæs 1 td. hartkorn

      Efter enevældens indførelse 1660 indkaldtes jordebøgerne, og på grundlag heraf udarbejdedes en fælles jordebog for alle landets ejendomme, den
      såkaldte matrikel af 1664, hvori ejendommene skyldsattes i hartkorn. Denne skyldsætning viste sig snart at være uretfærdig, idet ligningerne på
      godserne som nævnt havde været noget forskellig, og man påbegyndte derfor i 1681 udarbejdelsen af en matrikel baseret på jordens ydeevne - bonitering
      - der sattes i forhold til arealet og således angav det hartkorn, der skulle svares.

      Ved boniteten sattes agerjorden i klasse efter godhed, enge, overdrev og skove takseredes efter det udbytte, de kunne frembringe, f. eks. antal af
      hølæs, græsning, svinsolden m. m. Også mølleriet og enkelte andre erhverv blev inddraget heri og vurderedes efter indtægt, men enhedsbetegnelsen var
      stadig hartkorn.

      Trods mangelfuld opmåling og kortlægning var denne hartkornsskyldsætning i begyndelsen god og retfærdig, men da den i halvandet hundrede år blev
      benyttet som basis for grundskatten på landet, blev den på grund af jordenes forbedring m.m. efterhånden mere og mere uretfærdig, hvorfor man i årene
      1806-1822 udarbejdede Danmarks sidste matrikel, der dog først kom til at gælde fra 1844.

      Boniteringen var denne gang langt mere omhyggelig, og al agerjorden sattes i takst fra 1 til 24. Af de bedste jorder beskattedes 6 1/6 tdr. land (a 14.000
      kvadratalen) til at yde 1 td. hartkorn. På Lolland og Falster gik der 9 4/5 tdr. land og i Ringkøbing amt 45 tdr. land til 1 td. hartkorn. Gennemsnittet for hele
      landet var 18 tdr. land pr. td. hartkorn.

      Vurderingen tog ikke hensyn til beliggenheden, hvilket i forbindelse med den tekniske udvikling medførte, at de dårlige jorders værdi ved opdyrkning,
      transportanlæg m.m. steg stærkt, uden at dette medførte takstændring og følgelig heller ikke skatteforhøjelse.

      Hartkornsskatten blev derfor utidssvarende, hvorfor man i 1903 vedtog loven om ejendomsskyld, hvilket betød en fuldstændig ophævelse af hartkornet som
      grundlag for skatter til stat og kommune.

      I ældre dokumenter træffer man ofte betegnelsen hvilken betegnelse dækker bondens pligt til at modtage jorddrottens folk, heste og hunde i
      indkvartering og underholde dem. Gæsteri havde endnu betydning under Christian III, men senere tabte det interessen for godsejerne og blev da i
      reglen afløst af en årlig afgift.

      Den regnes som regel ikke som hørende med til den egentlige landgilde og blev derfor ikke sat i hartkorn. Hestegæsteriet - pligten til at underholde hovheste
      - havde særlig betydning på kronens godser og blev ofte her afløst af en havreydelse.

      Den i gammel tid omtalte betegner den ejendomsret til jordegods og de deraf flydende indtægter og rettigheder, som kronen ved love eller
      privilegier overdrog til private. Kronens herlighed over selvejere kunne overgå til private, der så kunne købe bondeskylden. Herligheden omfattede
      alle faste indtægter af fæstegods - landgilde - og udbyttet af skov, jagt, fiskevand, forstrandsret, lyngslet o.s.v. og alt hoveri eller hoveriafløsning.

      Dernæst var herlighed de uvisse indtægter af stedsmål, sagefald m.m. Endelig var myndigheden over vornede eller stavnsbundne en del af herligheden.
      Kronen kunne sælge eller overlade herlighedsrettigheder som birkeret eller patronatsret til private. Med herlighedsretten fulgte pligten til at holde
      fæsterne i forsvar, rejse tiltale og påkræve ekstraskatter.

      Herligheden var ikke nøje afgrænset, men hertil må vistnok regnes håndfæstningernes bestemmelse om, at adelen måtte gøre sig sit gods lige så
      nyttigt som kongen. Ved salg til selveje kunne sælgerne forbeholde sig herligheden eller en del deraf, såsom jagt og fiskeret.

      I anetavlen forekommer flere steder betegnelsen trolovelse, hvilket var en kirkelig handling, der før i tiden gik forud for den kirkelige vielse. Trolovelsen
      kendtes allerede i middelalderen og var en ægteskabsstiftende handling.

      Efterhånden fik den kirkelige vielse dog større og større betydning, og ved ordinans af 19. juni 1582 bestemtes det, at et ægteskab skulle fuldbyrdes af
      præsten.

      Før den kirkelige vielse blev foretaget, skulle der dog finde trolovelse sted i overværelse af præsten og fem andre personer. En sådan trolovelse var
      forpligtende for begge parter og kunne kun ophæves efter kongelig bevilling.
      Efter loven skulle præsterne forbyde de trolovede personer at søge seng sammen, før de i kirken retteligen blive samlede", men blandt
      almuen overholdt man ikke denne lovbestemmelse, idet man bibeholdt den gamle opfattelse af trolovelsen som den egentlige ægteskabsstiftende handling.

      I året 1799 blev trolovelser helt afskaffet ved kongelig reskript af 4. januar, men trolovelsesskikken fortsatte dog - uden at være ægteskabsstiftende - og
      er i vore dage afløst af forlovelsen.
      Som et ydre tegn på trolovelsen bar den trolovede - ihvertfald hvis det var en mere fornem person - en fingerring af guld, der blev anbragt på fjerde finger,
      viise mestre læger skriver, at der ganger en åre fra hjertet op til den fjerde finger".

      Rigsdaler (daler) er i teksten forkortet rdlr. Rigsdaler er en forkortelse for joachimsdaler - en sølvmønt af vægt en unce eller 2 lod (lig med 29 gram) af
      værdi 1 rhinsk gylden. Den rhinske gylden blev slået i henhold til konvention mellem de rhinske kurfyster. Den var oprindelig af guld, men for at udnytte
      Tysklands sølvminer, begyndte man 1484 at slå mønten i sølvgylden, der efter bjergværket Joachimsthal kaldtes joachimsdaler.
      Rigsdaler udmøntedes i Danmark fra 1537 til 1872. Den deltes oprindelig efter lybsk møntfod i 3 mark a 16 skilling, men idet småmønten forringedes, gik der
      under Frederik II, 4 mark og til sidst fra 1625 6 mark på 1 rigsdaler specie" (speciedaler) d.v.s. en i et stykke udmøntet. En speciedaler omveksledes
      1873 med 4 kroner, mens 1 rigsdaler sattes til 2 kroner. I 1618 indførtes kronen, der efterhånden betegnedes slettedaler lig med 4
      mark, under Christian V indførtes kurantdaler, der var lig med ca. 4/5 speciedaler, og 1813 indførtes rigsbankdaler (lig med ½ speciedaler). Denne
      mønt benævnes fra 1854 rigsdaler.

      Kildematerialet fra 1820 og op til vor tid er så fyldestgørende, at det normalt ikke volder forskeren større vanskelighed med at finde de første slægtsled.
      Har man en nulevende persons fødested og år, indledes undersøgelsen med opslag i det pågældende sogns kirkebog. Man kontrollerer, om de opgivne
      data stemmer og foretager udskrift af dåbsindførslen, der på grund af lov om mere fyldestgørende kirkebogsføring fra og med 1891 giver en række vigtige
      oplysninger, nemlig: Faderens stilling, deres bopæl, moderens alder (og fra ca. 1925 også faderens alder) samt i flere tilfælde hvor og når forældrene er viet.

      De opgivne fadderes navne kan ofte være en hjælp til at finde forældrenes vielsessted. Når det er fundet, søger man at finde de otte bedsteforældre. Ofte prøver
      man at finde dødsindførslerne, der efter 1891 giver oplysninger om den afdødes fødested, år og dato samt forældres navne. Ofte oplyses også om
      ægtefællen lever, hvornår den evt. er død samt sidste fælles bopæl.
      Hvis vi således er nået tilbage til de otte oldeforældre, der skønsmæssigt kan være født omkring 1820, begynder vanskelighederne for alvor at melde sig.

      Ikke blot er arkivalierne nedskrevet med gotiske bogstaver, men oplysningerne er nu meget sparsomme. Hvis slægten har boet i samme sogn i generationer,
      lettes forskningen naturligvis meget, men er de rejst fra sognet, kan de være meget vanskelige at finde, og man kan blive nødt til at benytte en række
      sideløbende kilder f.eks. folketællingslisterne, der fra 1845 kan give oplysninger om fødested, samt skøde- og pariteprotokollerne og skifteprotokollerne.
      Mange af disse kilder er dog gennem årene gået tabt, og for den fattige og ubemidlede del af befolkningen findes de ikke. Lægdsrullerne, der er blevet
      bevaret fra og med 1790, kan ofte for mænds vedkommende give oplysning om fødested og faderens navn.

      Kirkebøgerne er dog stadig hovedkilderne tilbage til sidste halvdel af 1700-tallet og man må være fortrolig med datidens navne- og opkaldelsesskik. Indtil
      ca. 1855 blev faderens fornavn som regel omdannet til efternavn. Hed faderen Mads, kom sønnen til at hedde Madsen og indtil ca. 1830 datteren til
      at hedde Madsdatter.

      Generelt fik ældste søn farfaderens fornavn, næste søn morfaderens, og den samme rækkefølge var gældende for døtrenes vedkommende. Ofte fik tredje
      søn og datter henholdsvis farfars fars og farfars mors navn, ligesom man ofte brugte opkald efter senest afdøde nære slægtninge. Man ser også i flere
      tilfælde opkald efter herremand og frue, under hvem de var fæstere, efter stedets præst eller andre af rang og stand.

      Næsten ulæselige opgaver opstår ved fødsler uden for ægteskabet med barnefader", der kan være en helt fremmed og ofte måske fuldstændig
      opdigtet. Det hænder dog også, at barnefaderen er en fra egnen, der senere gifter sig med pigen.

      Siden 1814 har der været påbudt dobbelt kirkebogsføring, men før den tid er mange kirkebøger gået tabt. Alene i Nørrejylland er bøgerne i 50 sogne gået
      tabt indtil 1814. Kirkebogsføringen blev påbudt 1646, men i en snes tilfælde går kirkebøger tilbage til 1573. I Nørrejylland er Sønderho på Fanø fra 1614,
      i Ribe fra 1625, i Kolding fra 1635 og i Janderup-Billum fra 1638. Senere kan der være kortere eller længere perioder, hvor kirkebøger mangler.

      Godsarkiverne er også vigtige forskningskilder, da en overvejende del af landsbefolkningen var fæstere under en eller anden herregård. De kan
      indeholde meget gamle fæste og skifteprotokoller. Ofte må man imidlertid konstatere, at arkivalier fra det gods, som de pågældende forfædre har været
      fæstere under, helt eller delvis er gået tabt. Det kan nok generelt siges, at de større Østjyske godskomplekser med deres bedre gennemførte administration
      kan opvise det største antal komplette og velbevarede godsarkiver, hvorimod det er småt med godsarkiverne i Vestjylland. Til gengæld kan Vestjylland
      opvise en langt tidligere overgang til selveje, end tilfældet er i Østjylland.

      Skifte- og panteprotokoller blev påbudt i 1738. Skifte og arvegang skal søges i amtsskifteprotokollerne.

      Der findes folketællingslister fra 1787, 1801, 1834 og 1840 med oplysning om navn, alder og stilling.

      Man kan man føre en almindelig almue- og landboslægt tilbage til 1600-tallet, må det absolut siges at være heldigt. Større muligheder har man, hvis man støder
      på: Degne, præster, proprietærer, godsejere, officerer og embedsmænd i by og land. Her kan man ty til allerede trykt stof og kildemateriale. Ligeledes hvor
      folk af stand har antaget et slægtsnavn, hvor man har fået udarbejdet stamtavler, og drejer det sig om adelsslægter, kan der være mulighed for at
      føre slægten tilbage til det gamle kongehus og til utallige europæiske fyrstehuse helt til 3-400 år efter Kristi fødsel.
      Fortællestof om enkelte forfædre kan ofte findes i sogne- og egnsbeskrivelser og i de forskellige historiske årbøger, Tidsskrift", Samlinger" og utallig anden litteratur
      som f.eks. privat udarbejdede stamtavler, stater, håndværkerhistorier, jubilæumsskrifter, avisartikler, degne- og præstehistorier, og meget mere.

      Det er umuligt at nævne alt og vide alt, hvorfor en forsker må bruge megen tid på gennemgang af talrige kilder, selv om det måske intet resultat giver.
      Tingbøger og retsprotokoller kan bringe detailleret og interessant stof om ejendomsforhold og retssager og jordebøger og brandtaksationerne kan fortælle
      utrolig meget om de gamle gårde.

      Ovennævnte kan kun give et meget mangelfuldt indtryk af forskningsarbejdet. Der findes tonsvis af materiale bag arkivernes mure. Meget privat stof, der
      aldrig er blevet udgivet havner på arkiverne og bliver til stor nytte for forskerne. Der findes landsarkiver i Viborg (for Nørrejylland), i Åbenrå (for
      Sønderjylland), i Odense (for Fyn med Øer) og i København (for Sjælland). Desuden er der Rigsarkivet i København og Statsbiblioteket i Århus, og alle
      disse arkiver bliver jævnligt benyttet af forskerne.

    Died:
    • Y