Our Family Genealogy Pages

Home Page  |  What's New  |  Photos  |  Histories  |  Headstones  |  Reports  |  Surnames

First Name:


Last Name:



Notes


Matches 2751 to 2799 of 2799

      «Prev «1 ... 52 53 54 55 56

   Notes   Linked to 
2751 Jesper Tordsens anden eller første hustru menes i en senere udgave af DAA at være en datter af Niels Iversen Rotfeld til Tveden og hustru Ellen Jensdatter Vognsen. Carl Klitgaard mener i sin artikel om slægten Mørk, at Mette Viffert var Inger Jespersdatters mor. Han begrunder det dog ikke. Jesper Thordsen Vognsen
 
2752 Matrikkel over Jyllands adel 1511-1588

http://www.vigerust.net/adel/fornavn_jylland.html


Jesper Tordssøn.
Iesper Tordsen, riddermannsmann, 100 gylden i takst, bøter 16 gylden, 10 lester korn i ingjald (20-penning-skatt av adelen i Vendsyssel stift febr. 1520 (utskrevet 1519), HH 41 (1979), nr. 1264).
Jesper Tordsßenn, ble ved adelens rosstjeneste 1525 taksert av Vendsyssel biskopdømme til tjeneste innenlands for 1 glavind og 1 skytte. Jesper Thordsen, nevnt blandt menige adel og ridderskabet i Nørrejylland i Rigsdagsrecessen 30.10 1536. 
Jesper Thordsen Vognsen
 
2753 Hun blev ca. 1485 gift med Johan Mortensen (Vognsen af Stenshade), som var født før 1440 og døde ca. 1494. Han var ejer af Hjermeslevgaard.

Danmarks Adels Aarbog 1936 hævder, at Johan Mortensen var gift med Mette Jensdatter (Rotfeld), datter af Jens Nielsen (Rotfeld) til Bratskov og hustru Christence Olufsdatter Lunge. Men det passer ikke.

Dels ville parret have været for nært beslægtet, idet Johans nedennævnte mor var en Rotfeld, og dels nævnes i adelsårbogen, at ovennævnte Mortensdatter Anne ligger begravet i Tolstrup Kirke under en endnu bevaret sten med 4 anavåbner for de 4 bedsteforældre, som udgiveren (Louis Bobé) har identificeret som: Vognsen, Lunov, Urne og Munk. Det 3. våben Urne, skulle repræsentere farmoderen, altså Johan Mortensens kone, som altså hævdes at være en Rotfeld. Men da slægten Urne førte en ørneklo i sit våben, har Bobé forvekslet dette våben med slægten Vognsen til Hørbylund, der ligeldees førte ørnekloen.
I samme bind af adelsårbogen nævnes da også på side 110, at Thord Thomsen havde en datter Marine, der i 1494 kaldte nedennævnte Morten Nielsen sin husbonds far, men Bobé mente fejlagtig at hun var gift med dennes søn Niels - i stedet for den rigtige, nemlig sønnen Johan.

Johan Mortensen og Marine havde en datter Anna Johansdatter, gift med Thomas Roed til vaarst i Himmerland, og fra dette par stammer via slægterne Kruse og Blik blandt andet den såkalde "Hans Hansenslægt" på Skærupgård i Skærup Sogn mellem Vejle og Frederica. 
Marine Thordsdatter Vognsen
 
2754 Slægten nr. 25 fra 2002.

Danmark Adels Aarbog 1936 
Marine Thordsdatter Vognsen
 
2755 Til til Lengsholm, Rolsø, Tveden, Hjermeslev og Ellinggård



Gift med Mette Eriksdatter Rorfeld, født ca. 1400.

Der var 4 børn i ægteskabet:
Marine Morternsdatter Vognsen
Niels Mortensen, født ca. 1455
Johan Mortensen, født ca. 1455
Vogn Mortensen Vognsen, født ca. 1465 
Morten Nielsen Vognsen
 
2756 Søster til Marin Pedersdatter i Krustruplunds mor. N. N. Nielsdatter Vognsen
 
2757 Til Stenshede N. N. Nielsdatter Vognsen
 
2758 N. N. Nielsdatter Vognsen
 
2759 Måske efterkommer af Niels Vognsen
 
2760 Nachkommen Gorms des Alten, Brenner, side 7 nr 91 Niels Vognsen
 
2761 Niels Vognsen
 
2762 Niels Vognsen
 
2763 Skjold førte tre mod højre såkalde Blaamands- eller Morianhoveder, i sølv og på hjelmen 13 vekselvis blå og hvide faner.På grund af slægten våben tilægges den hyppigt navnet Mormand, men der synes ikke at være forbindelse til de uddøde lollandske og Svenske slægter. Niels N. N. Vognsen
 
2764 I stamlinien ifl. Roskildehistorie. Adelsslægter. Peder Vognsen
 
2765 Peder Jensen Vognsen til Hæstrupgaard i Hæstrup sogn angives paa en anetavle udarbejdet af Vogn Vognsen til Stens hede at have været gift med en Ketelhodt. I øvrigt vides intet om Peder Jensen Vognsen, udover at han var far til Vogn Pedersen til Hæstrupgaard. Peder Jensen Vognsen
 
2766 Peder Jensen Vognsen
 
2767 Jf. D.A.A.: "Den omhandlende familie, der i skjoldet første i Rødt en jernklædt, væbnet Arm, senere to krydslagte, opadvendte sværd, og på Hjelmen en jernklædt, væbnet arm, havde hjemme på Hæstrup, Børglum H., Hæstrup S., og uddøde i Mandslinien o. 1600.

Vogn Pedersen, ejede gods i Hæstrupgård, Tranmose, Vester Torup. med flere steder. Havde måske bror Ludvig "Persen" i Vester Torup? Solgte denne ejendom i V. Torup. 
Vogn Pedersen Vognsen
 
2768 ADELE AF FLANDERNS ANER:

1. ADELE AF FLANDERN.

Forældre:

2. Grev Robert I "der Friese" af Flandern.
3. Gertrud af Sachsen, f. ca. 1030, død 4.8.1113. Gift (1) ca. 1050 m. Grev Florens I af Holland.

Bedsteforældre:

4. Balduin V. Insulanus "Øboeren" af Flandern, f. ca. 1013, død Lille 1.9.1067, Greve af
Flandern. 1060/67 Regent over Frankrig. oo 1028
5. Prinsesse Adelaide af Frankrig, f. 1009, død Messines 8.1.1079, stifter af klosteret
i Messines ved Ypern, (1.oo ...1.1027 Richard III af Normandiet, f. 1001, død 28.8.1027).
6. Bernhard II. af Sachsen, f. ca. 995, død 29.6.1059, Hertug af Sachsen 1011;
oo ca. 1020 m.
7. Eilika af Schweinfurt, f. ca. 1000, død efter 1055.

Oldeforældre:

8. Balduin IV. af Flandern og Seeland, f. ca. 980, død 30.5.1035, Greve af Flandern
987, 1007.
oo ca. 1012 m.
9. Otgiva af Luxemburg, f. ca. 995, død 21.2.1030.
10. Kong Robert II. "den Fromme" af Frankrig, f. Orléans 27.3.972, død Melun
20.7.1031, 996 Konge af Frankrig, Greve af Paris etc., 1002/17 Hertug af
Nedre Burgund, (1.oo 988 Rozela af Ivrea, * 950/60, + 1003, Skilt 992,
2.oo 997 Bertha af Burgund, * 964/65, + 16.1. efter 1016, 1003/05 skilt).
oo (3) ca. 1003/05 (jvf. Ancétres de Charlemagne) m.:
11. Constanze af Provence, f. ca. 986, død Melun 25.7.1032.
12. Hertug Bernhard I. af Sachsen, * um 940, + Corvey 9.2.1011, Hertug af
Sachsen 973. oo ca. 990
13. Hildegard af Stade, f. ca. 975, død 3.10.1011.
14. Heinrich af Schweinfurt, f. ca. 975, død 18.9.1017, Markgreve "auf dem Nordgau"
og i Schweinfurt; oo ... m.:
15. Gerberga af Grabfeldgau, 964;

Tipoldeforældre:

16. Arnulf II v. Flandern, f. 961/62, død 30.3.987, Graf von Flandern; Gift m.:
17. Rozela v. Ivrea, f. 950/60, død 1003, (2.oo 988 Robert II. v. Frankreich, f. 27.3.972,
død 20.7.1031, skilt 992).
18. Friedrich I. af Luxemburg, f. ca. 965, død 6.10.1019, Greve af Moselgau 1044,
foged i Stablo; oo 985/95 m.:
19. Irmtrud af Gleiberg. Arving til Gleiberg.
20. Kong Hugues Capet af Frankrig, født sent på året 941, død 24.10.996 i Les Juifs, nær
Chartres. Konge af Frankrig 987-996. Greve af Paris, Poitou og Orleans.
Gift 963/68 m.:
21. Adelaide af Poitou, ca. 950-1004.
22. Guillaume af Provence, død Avignon 994 som munk, 970 Greve af Arles og Provence, 979 Markgreve, (1.oo Arsenda de Comminges); oo ca. 985
23. Adelaide Blanche af Anjou, * um 950, + 1026, (1.oo Etienne de Gevaudan, + 979,
2.oo 982 Ludwig V. v. Westfranken, + 21.5.987, skilt 984, 4.oo vor 1016 Othon Guillaume v.
Burgund, * 958/59, + 21.9.1026.
24. Markgreve Hermann Billung v. Sachsen, * 905, + 27.3.973, Markgreve ca. 953 og 962 Hertug af Sachsen, opbygger
Lüneburg; 25. Hildegarde af Westerbourg.
26. Heinrich "den Skaldede" af Stade, død 11.5.976. Oprettede Heeringen Kloster. Gift (2) m:
27. Hildegarde af Reinhausen.
28. Berthold af Bayern, f. ca. 915, død 15.1.980, Markgreve I den bayerske Nordgau 941/80. oo ...
29. Eila af Walbeck, f. ..., død 19.8.1015.
30. Grev Otto II. af Tullfeld og (Grabfeldgau?), -1008-.

Tip-2-oldeforældre:

32. Balduin III. v. Flandern, * ca. 940, + Saint-Bertin 1.1.962, "medgreve" af Flandern 958. oo 961 m..
33. Mathilde v. Sachsen, * ..., + 25.5.1008.
34. Berengar II. v. Ivrea, * ca. 900, + Bamberg 6.8.966, Greve af Milano 941/45, 924 Markgreve af Ivrea, 950 Konge af Italien, 961/62 fordrevet af Kejser Otto, sad fra 963 fængslet i Bamberg; oo ca. 930/31 M .
35. Willa af Arles, * ..., + efter 963 som nonne.
36. Siegfried af Luxemburg, * um 922, + 28.10.998, Greve i Moselgau, ertauschte 963 Luxemburg. oo ca. 950 m.:
37. Hedwig af Nordgau, * ..., + 13.12.992.
38. Heribert v.d. Wetterau, * um 925, + 992, Greve i Kinziggau 949, Greve af Gleiberg 976. oo ...
39. Irmintrud v. Avalgau.
40. Hugues "den Store, f. ca. 895, død 16.6.956 I Dourdan, Hertug af Neustrien, Burgund og Aquitanien, Greve af Paris Orleans og Vexin 922, 923 Greve af Le Mans, 936 Hertug af
Franken, 946 greve af Laon, abbed i flere klostre, 936/45 og 954/56 regent af Frankrig, afslog 923, 936 og 954 den franske krone.(1.oo 922 Judith, + 025, 2.oo 926/27 Edhild
v. England, + 937), (Halbbruder von 26.781.223.); oo 938
41. Hedwig af Sachsen,* 922, + 10.5. efter 965.
42. Guillaume I "Tete d´Etoupe", Greve af Poitou og hertug af Aquitanien, f. Ca. 915, død som munk d. 3.4.963. Greve af Auvergne, 959-962. Gift m.:
43. Gerloc af Normandiet, f. ca. 920, død efter 969.
44. Grev Boson II af Provence, Arles og Avignon, død 965/67. Gift m.:
45. Grevinde Constance af Arles, Provence og Toulouse. Død 961/65.
46. Grev Fulco II "den Gode" af Anjou, f. Ca. 920, død 11.11.958. Gift m.
47. Gerberge af Gatinais, død efter 952.
48. Grev Billung af Sachsen,f. ca. 875, død 26.3.967. Gift m.:
49. Frederuna eller Hildeburg.
52. Grev Lothar II. af Walbeck og Stade, * ..., + 986, Greve af Walbeck 929, stifter af: klosteret i Walbeck; oo ...
53. Swanhilde. .
54. Grev Elli I. af Reinhausen.
56. Hertug Arnulf "den Onde" af Bayern, * ..., + Regensburg 14.7.937, Hertug af Bayern 908/37; oo 910
57. Judith (?)af Friaul, datter af Grev Eberhard.
58. Grev Lothar II. af Walbeck og Stade, f. ..., død 986. Greve af Walbeck 929, stifter af: klosteret i Walbeck; oo ...
59. Mathilde af Arneburg, * ..., + 3.12.990.
60. Otto I af Tullfeld (og Grabfeldgau?), -982-.

Tip-3-oldeforældre:

64. Arnulf I. den Store af Flandern, * 885/90, + 27.3.964, Greve af Flandern, (1.oo NN); oo 934
65. Adele de Vermandois, * 910/15, + 960
66. Markgreve Hermann Billung v. Sachsen, * 905, + 27.3.973, Markgreve ca. 953 und 962 Hertug af Sachsen, opbygger Lüneburg;
68. Marquis Adelbert I af Ivrea, f. 880/85, død 923/25. Gift før 900 m.:
69. Gisela af Friuli.
72. Wigerich, * ..., + 916/19, kejserlig greve 899/916, derefter greve i Trier og Bidgau, 909 Pfalzgreve af Aachen;
oo 907/09
73. ..., Kunigunde, (2.oo Richwin v. Verdun, + 923).
76. Grev Udo af Wetterau, * ..., + 2.12.949, Greve af "der Wetterau"; oo ca. 915
77. ... af Vermandois.
78. v. Avalgau, * ..., + Geldern 1001 (hochbetagt), Graf im Avalgau 944; oo ...
79. Gerberga, Wiegreicherin.
86. Rollo af Normandiet, greve af Rouen, alias Ganger-Rolf, f. Ca. 870, død 927/932. Gift m.
87. Poppa af Bayeux, f. ca. 872 i Bayeux, Frankrig. Efterkommer af Kongerne af Bretagne.
88. Seigneur Rotbaude I d´Angelca, død ca. 949. Burgunder fra fra Maconnaise, adelsmand. Gift m.:
89. Prinsesse ... af Aquitanien, arving til grevskabet Arles.
90. Grev Charles Constantin af Vienne, f. Ca. 901, død efter januar 962. Gift m.:
91. Teutberga de Troyes, død efter 960.
104. Grev Lothar I af walbeck og Stade, dræbt 5.9.929 ved Lenzen v. Elben i kamp mod Venderne.
106. Grev Bruno af Arneburg. oo ca. 989
112. Wigerich, * ..., + 916/19, kaiserlicher Graf 899/916, dann Graf im Trier und Bidgau, 909 Pfalzgraf von Aachen; oo 907/09
113. ..., Kunigunde, (2.oo Richwin v. Verdun, + 923).
116. Grev Lothar I af walbeck og Stade, dræbt 5.9.929 ved Lenzen v. Elben i kamp mod Venderne.
118. Grev Bruno af Arneburg. oo um 989:
120. Grev Poppo III af Grabfeld og i den bayerske Nordgau, -906-945.

Tip-4-oldeforældre:

130. Heribert II. af Vermandois, f. ca. 880/90, død 23.2.943, Greve af Meaux, Soissons og Vermandois 900/07, Abbed af St. Crüpin und St. Müdard Soissons; oo ... m.:
131. v. Frankreich, Hildebrante, * um 887, + nach 931.
136. Anscar, greve af Otheret. Han kom til Italien 888, hvor han blev markgreve af Ivrea.
138. Berengar den Første af Italien stilling: konge af Italien, d. 924.
139. Bertila af Spoleto.
152. Grev Gebhard til Wetterau, faldet i slag 22.6.910. Greve "in der Wetterau" og i øvre Rheingau, 904 Hertug af Lothringen.
154. Grev Heribert I. De Vermandois, f. ca. 840, død 900/07, Greve af Soissons 886/98, 888/89 Greve von Meaux und Meurezais, 896 Greve af Vermandois, Abbed af St. Crepin; oo ...
155. (?) Berthe de Morvois.
174. Grev Berengar de Bayeux, død før 930. Gift m.:
175. Comtesse ... af Rennes, efterkommer af kongerne af Bretagne.
180. Kejser Louis III Bosonides "den Blinde", f. 883, død 5.6.928. Konge af Provence og Italien, Kejser I
Det vestromerske Rige 901-905. Gift ca. 900 m.:
181. Prinsesse Anna af Byzans.
182. Vicomte Garnier af Troyes og Sens (895), greve af Sens (895-896), f. ca. 868, død 6.12.925,
faldet i kamp mod Normannerne. Gift m.:
183. Teutberga af Arles og Vienne, død før 30.9.948.
240. Markgreve Poppo II til Sorbenmark, -903-906-.

Tip-5-oldeforældre:

260. Grev Heribert I. De Vermandois, f. ca. 840, død 900/07, Greve af Soissons
886/98, 888/89 Greve von Meaux und Meurezais, 896 Greve af Vermandois, Abbed af St.
Crepin; oo ...
261. (?) Berthe de Morvois.
262. Kong Robert I. af Frankrig, f. 866 (posthum), død i slaget ved Soissons 15.6.923, 893 Greve af Poitiers, Markgreve i Neustrien und Orleans, 898 Greve af Paris, Abbed i St. Denis og St. Martin de Tours, 922
Konge af Frankrig, (1.oo Aelis). oo um 895
263. Beatrice de Vermandois.
272. Amadeus d. efter 827. Boede i Langres.
276. Eberhard af Friaul stilling: markgreve af Friaul, g. Gisela af Frankrig. Eberhard død 864/66.
277. Prinsesse Gisela af Frankrig d. før 874.
360. Grev Boso II af Vienne, -870-nov. 887. Konge af Provence (Nedre Burgund). Gift 876 m.:
361. Prinsesse Trungard (Ermengarde/Irmingardis) af Det vestromerske Rige, f. 852/55, død 896.
362. Kejser Leo VI Filosofus af Byzans, f. 1.9.866, død 12.5.912. Kejser af Det østromerske Rige 886-912, uvist af hvilken slægt, men I hvert fald søn af: Eudokia Ingerina, der var af slægten Martinakios på mødrene side. Hun var måske også af skandinavisk slægt, efterkommer af en mand ved navn Inge. Leo blev 898 gift m.:
363. Zoe Tzautzina, død december 899.
480. Grev Poppo I af Saargau, -819-839-.

Tip-6-oldeforældre:

554. Kejser Louis I "den Fromme" f. August 778, død 20.6.840. Vestromersk Kejser 814-840. Gift (2) 819 m.:
555. Judith af Bayern.
722. Kejser Louis II af Det vestromerske Rige, død 12.8.875. Gift 851 m.:
723. Komtesse Engelberge af Alsace.
725. Eudokia Ingerina, f. ca. 840, død 882/83. Var først efter sagnet i mange år elskerinde for kejser Michael III af Byzans, men blev senere gift m. Kejser Basileios I af samme rige, hvem af dem der var far til Kejser Leo VI. Det vides ikke, og gisninger hjælper os jo ikke videre.
726. Stylianos Tzautzes, død juni/juli 899.

Tip-7-oldeforældre:

1108. Kejser Karl den Store af Det vestromerske Rige, f. Ca. 842 (847), død 814. Alias Carolus Magnus, Charlemagne; frankerkonge og romersk kejser; søn af frankerkongen Pépin den Lille, sønnesøn af Karl Martel. Karl den Store var konge fra 768 sammen med broren Karloman, der døde 771. Kom af flere grunde i strid med longobarderne, slog dem 774 og underlagde sig Norditalien. Gennemførte fra 772 en lang række krigstog mod sachserne, som blev tvangskristnet og underkuet med stadig grovere midler såsom masse-nedslagtninger og folkeflytninger. Sachserne fik støtte af den danske konge Gudfred; men efter dennes død enedes efterfølgeren Hemming og Karl om Ejder-grænsen (811). Bayern blev indlemmet 788; avarenes rige i Ungarn blev udslettet 796. Et felttog i Spanien blev en fiasko (Rolands død 778), men senere blev Nordspanien erobret og omorganiseret som grænseprovinsen "Den spanske Mark" 795; dermed havde Karl næsten genskabt Det vestromerske Rige, og Juledag 800 kronede pave Leo 3. ham til kejser i Peterskirken; ifølge overleveringen var det pavens eget påfund, et snedigt skaktræk for at give kirken myndighed over den verdslige hersker. Karl accepterede titlen; men paven blev ikke inviteret, da sønnen Ludwig skulle krones til medkejser 813. Byzans (Irene, og senere Nikeforos) protesterede heftigt mod Karls nye titel; men i forbindelse med udjævningen af en grænsestrid i Dalmatien anerkendte Michael den Første den vestlige kejser 812. Sammenlignet med sin vestromerske forgængers var Karls imperium fattigt, primitivt og uoplyst; men kejseren, der selv aldrig lærte at skrive rigtigt, gjorde meget for at råde bod derpå. Han oprettede skoler, hvoraf især hofskolen I hovedstaden Aachen blev berømt under Alkuins ledelse; blandt de mange lærde ved hoffet var Einhard, der skrev kejserens biografi. Kunstens blomstring under Karl og hans efterfølger Ludwig kaldes den karolingiske renæssance. Karl var en dygtig administrator, der lovgav om erhvervs-, rets- og kirkeforhold. På grund af rigets primitive tilstand var han nødt til at overlade meget til lokalstyret, der udøvedes af grever og markgrever; deraf spirede siden feudalismen, men i Karls egen tid blev greverne holdt i tømme af kongens omrejsende inspektører. Karl den Stores herskergerning fik indflydelse på Europas historie i århundrer (omend de senere karolingers svaghed fik lige så stor betydning) og han blev en myte allerede i sin egen tid; i løbet af middelalderen opstod en mængde Karl Magnus-sagn, hvortil Holger Danske hører. Virkede ivrigt for kristendommen, men hævdede fyrstens magt over kirken. En kejsertro modpave ophøjede ham til helgen 1165; han dyrkes endnu halvofficielt som sådan. Hans krige fik missionerende virkning, men havde til hovedformål at holde urolige naboer nede. I legenderne er Karl især islams svøbe; men i Spanien havde han også mauriske forbundsfæller og kristne fjender, og han menes at have plejet venskabelige forbindelser med Harun al-Rashid.
H: Hildegard.
1452. Tzautzes. Strategos af Makedonien, ca. 813.b

Tip-8-oldeforældre:

Pippin den Lille f. ca. 715, stilling: konge over frankerne 751, g. Bertha af Laon. Pippin død 768.
Bertha af Laon.

Tip-9-Oldeforældre

H: Karl Martell f. ca. 676, g. (1) Chrotrud, g. (2) 725, Suanahilde. Karl død 22-10 741. Frankisk majordomus (hofmester) 714-41; søn af Pépin af Heristal af Karolinger-slægten. Var ligesom faren den virkelige magthaver; fra 737 lod han tronen stå ledig. Samlede Frankerrigets spredte dele og slog araberne ved Poitiers 732, deraf tilnavnet Martell ("hammeren"). Hans sønner Karloman og Pepin den Lille arvede magten; sidstnævnte tog kongenavn 751.
H: Chrotrud d. 724.

Tip-10-Oldeforældre

H: Pippin af Heristal f. ca. 635, g. (1) Plectrudis, g. (2) Alpheid. Pippin død 16-12 714.
H: Alpheid.

Tip-11-Oldeforældre

H: Ansegisil g. Begga af Landen. Ansegisil død 685.
H: Begga af Landen d. 698.

Tip-12-Oldeforældre

H: Arnulf stilling: frankisk hausmeier, d. 16 aug 641.

Tip-13-Oldeforældre

H: Ansbert de Ferreolus g. Blithildis. Af den ripuariske høvdingeæt.
H: Blithildis.

Tip-14-Oldeforældre

H: Klotar af Soissons. Af den Merovingiske kongeslægt. Konge af Frankrig.

Tip-15-Oldeforældre

H Klovis den Første f. 456, stilling: konge, g. Chlotilde den Hellige af Burgund. Klovis død 511. Den berømteste af alle Merovinger-herskerne var Mérovées barnebarn Klovis den Første, der regerede mellem 481 og 511. (Navnet stavedes oprindeligt Chlodevech). Klovis navn er kendt af ethvert skolebarn i Frankrig, for det var under Klovis, at frankerne gik over til kristendommen. Og det var gennem Klovis, Rom begyndte at grundlægge sin indiskutable overhøjhed over Vesteuropa - en overhøjhed, der ikke skulle blive anfægtet i omkring tusind år. I 496 befandt den romerske kirke sig i en kilden situation. I løbet af 400-tallet var selv dens eksistens blevet alvorligt truet. Mellem 384 og 399 var biskoppen af Rom allerede begyndt at kalde sig pave, men hans officielle status var ikke større end nogen anden biskops og helt anderledes end pavens i dag. Han var ikke i nogen forstand kristenhedens åndelige leder eller overhoved. Han repræsenterede kun en bestemt gruppe og dens interesser, en af mange divergerende former for kristendom - og den kæmpede desperat for at overleve over for en mangfoldighed af afvigende grene og teologiske synspunkter. Officielt havde den romerske kirke ikke nogen større myndighed end f.eks. den keltiske - som den hele tiden var på kant med. Den havde ikke større autoritet end sådanne kætterier som arianismen, som fornægtede Jesu guddommelighed og påstod, at han var menneskelig. I en stor del af 400-tallet var de fleste bispestole i Vesteuropa faktisk enten tomme eller besat af arianere. Hvis den romerske kirke skulle overleve og måske endda hævde sin myndighed, skulle den bruge støtte fra en stærk, verdslig skikkelse, der kunne repræsentere den. Hvis kristenheden skulle udvikle sig i overensstemmelse med Roms doktriner, skulle denne lære udbredes, genneføres og gennemtvinges med verdslig magt - en magt, der var stærk nok til at modstå og i sidste ende tilbagevise udfordringen fra rivalisrende kristne lærer. Det var altså ikke så forbavsende, at den romerske kirke i sin akutte nød vendte sig til Klovis. I 486 var situationen den, at Klovis havde udvidet Merovingernes rige voldsomt. Med udgangspunkt fra Ardennerne havde han opslugt en række tilstødende kongeriger og fyrstendømmer og besejret flere konkurrerende stammer. Som følge heraf var mange vigtige byer - Troyes, Rheims og Amiens f.eks. - blevet inddraget i hans rige. Indenfor et tiår blev det klart, at Klovis var godt på vej til at blive Vesteuropas mægtigste hersker. Klovis´ omvendelse og dåb viste sig at være af afgørende betydning for vores undersøgelse. Der blev nedskrevet en fremstilling af det hele i alle detaljer, dengang det skete. To et halvt århundrede senere blev denne berretning, Sakt Rémys liv, tilintetgjort, bortset fra nogle få spredte manuskriptark. Og materialet tyder på, den blev tilintetgjort med vilje. Alligevel vidner de få stykker, der er bevaret, om betydningsfuldheden af det, der foregik. Ifølge overleveringen var Klovis omvendelse en pludselig og uventet historie. der blev fremkaldt af kongens dronning Klothilde - en brændende tilhænger af Rom, der synes at have bearbejdet sin mand, til han antog hendes tro, og som blev helgenkåret for sin indsats. I denne indsats sagdes hun at have fået råd og hjælp fra sin skriftefar, Sankt Rémy. Men bag disse overleveringer ligger der en gangske praktisk og jordbunden historisk realitet. Da Klovis gik over til kristendommen og blev frankernes første katolske konge, var der mere at vinde end dronningens bifald, og det drejede sig om et mere håndgribeligt kongerige end det himmelske. Man ved, at der i 496 fandt en række hemmelige møder sted mellem Klovis og Sankt Rémy. Umiddelbart derefter blev der undertegnet en overenskomst mellem Klovis og romerkirken. For Rom var dette en afgørende politisk triumf. Denne aftale kunne sikre kirkens overlevelse og fastslå Rom som hele Vestens øverste åndelige autoritet. Den ville konsolidere Roms status som ligeberettiget med med den græsk-ortodokse tro, der havde sit hjemsted i Konstantinopel. Den åbnede muligheder for et romersk hegemoni og et effektivt middel til at knuse kætteriets mangehovedede uhyre. Og Klovis kunne blive mdilet til at gennemføre alt dette - Romerkirkens sværd, det redskab, hvormed Rom gennemtvang sin åndelige ledelse, den romerske magts verdslige arm og håndgribelige manifestation. Til gengæld fik Klovis titlen: "Novus Constantinus" - den nye Konstantin. Han skulle med andre ord herske over et forenet rige, et Helligt Romersk Rige, som skulle videreføre det, der mentes skabt under Konstantin, og som vestgoter og vandaler havde knust ikke så længe før. Som en moderne kender af denne periode har sagt, blev Klovis før sin dåb "bestyrket... med visioner om et rige, der skulle videreføre det romerske, der derved skulle være den merovingiske races arv". I en anden moderne fremstilling hedder det: "Klovis skulle nu være en slags vestlig kejser, en patriark for vestens germanere, så han skulle herske over, men ikke regere alle folk og konger". Denne pagt mellem Klovis og Romerkirken var kort sagt af kolossal betydning for kristendommen - ikke bare for datidens kristenhed, men for kristendommens skæbne i de næreste tusind år. Klovis´ dåb skulle komme til at betyde fødslen af et nyt romerrige - et kristent imperium, byget på Romerkirken og på det verdslige plan administreret af den merovingiske slægt. Der blev med andre ord sluttet en uløselig pagt mellem kirke og stat, hvorved de tilsvor hinaden troskab og bandt sig til hinanden for evighed. Som bekræftelse på denne pagt lod Klovis sig formelt døbe af Sankt Rémy i Rheims i 496. Ved højdepunktet af denne ceremoni udtalte Sankt Rémy de berømte ord:

Mitis depone colla, Sicamber, adora quod incendisti, incendi quod adorasti

(Bøj dit hoved, Sigambrer, tilbed hvad du har brændt, brænd hvad du har
tilbedt).

Det er vigtigt at slå fast, at Klovis dåb ikke var nogen kroning - som visse historikere antyder. Kirken gjorde ikke Klovis til konge. Det var han allerede, og kirken kunne kun anerkende ham som sådan. Ved at gøre det, bandt kirken sig ikke blot officielt til Klovis, men også til hans efterkommere - ikke til en enkelt person, men til en slægt. I denne henseende lignede dette den pagt, som kong David indgik med Gud i Det Gamle Testamente - en pagt, der kan ændres, som det skete under Salomon, men som ikke kan kaldes tilbage, brydes eller krænkes. Og Merovingerne holdt sig denne parallel for øje. I resten af sin levetid indfriede Klovis fuldt ud Roms ambitiøse forventninger til ham. Med uimodståelig effektivitet blev troen udbredt med sværdet; og med kirkens sanktion og åndelige mandat blev det frankiske rige udvidet både mod øst og syd, så det omfattede det meste af vore dages Frankrig og Tyskland. Blandt Klovis´ mange fjender var de vigtigste vestgoterne, der gik ind for den arianske kristendom. Vestgoternes rige lå på begge sider af Pyrenæerne, og mod nord gik det så langt som til Toulouse, og det var mod dette rige, Klovis førte sine stærkeste og mest vedholdende felttog. I 507 slog han vestgoterne afgørende ved slaget ved Vouillé. Kort efter faldt Aquitaine og Toulouse i frankernes hænder. Vestgoternes rige nord for Pyrenæerne brød sammen. Fra Toulouse trak de sig tilbage til Carcassonne. Da de blev drevet ud fra Carcassonne, oprettede de deres sidste hovedstad, deres sidste bastion, i Razès, i Rhédae - der i dag er lamdsbyen Rennes-le-Chateau.
H: Chlotilde den Hellige af Burgund d. 555. 
Adele von Flandern
 
2769 Arnulf II (960 /961 - 988 ), zoon van Boudewijn III en van Mathilda Billung van Saksen, was graaf van Vlaanderen van 964 tot aan zijn dood. Zijn vader Boudewijn III werd in 958 door graaf Arnulf I tot mederegent aangesteld, maar overleed reeds in 962 . Bij de dood van graaf Arnulf I was zijn kleinzoon, de jonge Arnulf II, vier jaar.
Arnulf volgde dus in 965 zijn grootvader op, aanvankelijk onder de voogdij van de Franse koning Lotharius , die vóór de dood van Arnulf I beloofd dat hij ervoor zou zorgen dat de Vlaamse edelen de jonge graaf niet zouden manipuleren voor hun eigen belang, een belofte waaraan hij zich inderdaad ook hield. Rond 976 liet koning Lotharius de regering aan Arnulf over, maar onthield hem het gezag over de door Arnulf I veroverde gebieden Oosterbant , Artesië , Ponthieu en Amiens .
Het overige deel van het graafschap viel uiteen in semi-autonome gebieden, waarover Arnulf geen werkelijk gezag uitoefende. Aan deze gezagscrisis zou Arnulfs zoon en opvolger, Boudewijn IV , een einde maken.
Arnulf II was in 968 gehuwd met Rosela van Ivrea (° 945 - † Gent 26 januari 1003 , dochter van Berengarius II , koning van Italië van 950 tot 963 , en van Willa van Toscane . 
Arnulf II Den Unge von Flandern
 
2770 aus dem Haus Château-Landon war König von Jerusalem ab 1143 . Er war der älteste Sohn von König Fulko und Königin Melisende . Er trat seine Regierung unter der Regentschaft seiner Mutter an, die bis 1152 dauerte.
Zu Beginn seiner Herrschaft versuchte das Byzantinische Reich , seinen Einfluss im Fürstentum Antiochia zu erhöhen, Zengi von Mosul fiel in der Grafschaft Edessa ein: Balduins Regierung stellt den Beginn des Niedergang des Königreichs dar.
1144 ging Edessa an Zengi verloren. Der Fall der Stadt führte zum Zweiten Kreuzzug , dessen Teilnehmer 1147 im Nahen Osten ankamen. Balduin und die Anführer dieses Kreuzzugs, der deutsche König Konrad III. und der französischen König Ludwig VII. , verabredeten 1148 einen Angriff auf Damaskus , obwohl Damaskus ein Verbündeter der Christen gegen Zengi war (den anzugreifen aber nicht opportun erschien). Die Belagerung der Stadt misslang, und das Unternehmen erwies sich im Nachhinein sogar als kontraproduktiv, weil Damaskus anschließend ebenfalls unter die Herrschaft von Zengis Nachfolger Nur ad-Din geriet.
1149 , nach dem Scheitern des Kreuzzugs, ging Balduin III. nach dem Sturz Raimunds , des Ehemanns der Fürstin Konstanze , als Regent nach Antiochia. Er versuchte, den Waffenstillstand mit Damaskus zu erneuern, verlor aber gleichzeitig die letzten Reste der Grafschaft Edessa, die Festung Turbessel , an den byzantinischen Kaiser Manuel I. Komnenos .
1152 strebte Balduin III. danach, seine Mutter als Mitregentin abzulösen und die volle Herrschaft über Jerusalem zu erlangen. Melisende war aber nicht gewillt, die Macht abzugeben, so dass Balduin daran ging, sich als alleiniger König erneut krönen zu lassen. Obwohl sich dieser Plan als undurchführbar erwies, trug Balduin seine Krone öffentlich in der Grabeskirche als Symbol seiner alleinigen Herrschaft. In der folgenden politischen Auseinandersetzung stimmte Balduin einer Reichsteilung zu, Jerusalem und Nablus für seine Mutter, Akko und Tyrus für ihn, obwohl ihn diese Lösung nicht zufriedenstellte. Er zog die Jerusalemer Adligen auf seine Seite und gewann die Stadt nach einigen Kämpfen für sich zurück.
Kurz darauf wurde er erneut nach Antiochia und jetzt auch in die Grafschaft Tripolis gerufen, weil er dort als Regent benötigt wurde. Nach seiner Rückkehr nach Jerusalem schlug er die Seldschuken in einer Schlacht und belagerte im Frühjahr 1153 Askalon , die letzte Festung der Ägypter im Land. Anders als im Jahr 1099 , als die Kreuzfahrer an der Stadt scheiterten, gelang ihm nun die Eroberung und damit auch die Sicherung der Grenze gegenüber dem westlichen Nachbarn.
1156 musste Balduin einem Vertrag mit Nur ad-Din zustimmen. Dennoch eroberte er im Winter von 1157 auf 1158 Harim , das frühere zu Antiochia gehört hatte, und schlug wenige Monate später Nur ad-Din selbst. Im gleichen Jahr heiratete er Theodora , eine Nichte des Kaisers Manuel I. und traf sich mit ihm 1159 in Antiochia. Später im Jahr wurde er ein weiteres Mal Regent in Antiochia, nachdem Rainald von Chatillon , Konstanzes zweiter Ehemann, während einer Schlacht in Gefangenschaft geraten war.
Balduin starb 1162, die Nachfolge trat sein Bruder Amalrich I. an.
Balduin III. war der erste König von Jerusalem, der im Land geboren war, seine drei Vorgänger waren Immigranten aus Europa gewesen. Auch anders als diese war er nicht in kirchliche Streitigkeiten verwickelt und konnte sich somit alleine auf das Königreich konzentrieren.
Wilhelm von Tyrus schreibt, dass Balduin seine knappe Freizeit mit dem Lesen historischer Schriften verbrachte und auch gut im jus consuetudinarium des Königreichs bewandert war, das später von Juristen wie Johann von Ibelin und Philipp von Novara als „die Assisen von Jerusalem" zusammengestellt wurde. Er wurde von seinen Untertanen und auch von Nur ad-Din respektiert, der bei Balduins Tod bemerkte: „Die Franken haben einen Fürsten verloren, wie die Welt jetzt keinen mehr hat". Cinnamus und Ibn al-Athir schrieben über Balduin aus byzantinischer und muslimischer Sicht. 
Balduin III von Flandern
 
2771 Balduin stammte aus dem Haus Château-Landon und war der Sohn des Königs von Jerusalem Amalrich I. und seiner ersten Ehefrau Agnes von Edessa . Balduin wurde von einem der bedeutendsten Geschichtsschreiber des Mittelalters, dem Erzbischof von Tyros Wilhelm von Tyrus erzogen und bestieg im Alter von 13 Jahren den Thron. Da er nicht alt genug war, selbstständig zu regieren, wurde Raimund III. von Tripolis mit der Regentschaft beauftragt. Offenbar litt er schon seit früher Kindheit an der Lepra , die sein Äußeres entstellte und ihn zunehmend bewegungsunfähig machte. Damit wurde das Reiten unmöglich und es zwang ihn, sich mit Sänften fortzubewegen.[1]
Der größte Feind des Reiches, Saladin , war zu dieser Zeit in Syrien beschäftigt, wo er den Söhnen Nur ad-Dins das Erbe ihres Vaters streitig machte. Dieser Krieg dauerte bis 1183, so dass Jerusalem in dieser Zeit in relativem Frieden lebte.
Balduin wurde jedoch im Inneren genügend beschäftigt, durch seine Schwester Sibylle und Rainald von Chatillon , den früheren Fürsten von Antiochia durch seine Ehe mit Konstanze (1153– 1159). Seit 1160 war Rainald in Aleppo in Gefangenschaft gewesen und wurde nach seiner Freilassung 1176 Herr der Festung Kerak östlich des Toten Meeres . Zwar schlug Balduin Saladin 1177 in der Schlacht von Montgisard und fügte ihm damit die schwerste Niederlage zu, die dieser je erlitt, doch provozierte Rainald in Folge Saladin weiterhin durch beharrliche Angriffe auf muslimische Karawanen .
Für die Stabilität des Königreichs war aufgrund der schweren Krankheit des Königs, von dem auch kein direkter Erbe zu erwarten war, die Nachfolgeregelung eine Priorität. 1177 bat man nach dem Bericht des Chronisten Wilhelm von Tyrus einen Cousin Balduins, den Grafen Philipp von Flandern , im Lande zu bleiben und die uneingeschränkte Regentschaft zu übernehmen. Er weigerte sich jedoch und kehrte nach Flandern zurück.
Sibylle war die Erbin des Königreichs, folglich war ihre Eheschließung von außerordentlicher Wichtigkeit. Raimund III. arrangierte für sie die Ehe mit Wilhelm von Montferrat , von dem sie einen Sohn bekam, den späteren Balduin V . Nach Wilhelms Tod 1177 heiratete sie 1180 Guido von Lusignan , mit dem sie bald gegen Balduin IV. zu konspirieren begann, der – obwohl mittlerweile alt genug für seine eigenständige Regierung – durch seine Lepraerkrankung behindert war. Sie verbündete sich mit Rainald von Chatillon, der immer noch seine Stellung in Kerak ausnutzte, um die Karawanen zwischen Ägypten und Damaskus zu überfallen. Nachdem Saladin 1182 für diese Attacken Vergeltung geübt hatte, ernannte Balduin seinen Schwager Guido von Lusignan zum Regenten, der sich jedoch weigerte, gegen Saladin ins Feld zu ziehen. Überraschenderweise brachen die Muslime daraufhin ihren Feldzug gegen die Christen ab. 1183 brachten Sibylle und Guido Balduin dazu, seinen Neffen Balduin V. zum neuen König zu ernennen, und machten ihrerseits 1184 Raimund III. von Tripolis zum Regenten. Balduin IV. starb 1185. 
Balduin IV Den Skæggede von Flandern
 
2772 Balduin V., Graf, auch Markgraf von Flandern, † 1067 und zugenannt Insulanus, d. i. der von Lille, muthmaßlich, weil er Lille als Stadt bedeutend gehoben hat und dort begraben wurde. Er war ein Sohn Balduins IV., des Bärtigen oder Schönbarts, des ersten Erwerbers von Reichsflandern, und der Otgiva, welche in das luxemburgische Haus gehört, eine Tochter des Grafen Friedrich, eine Nichte der Kaiserin Kunigunde war. Vermählt wurde B. V. mit Adela, einer Tochter des französischen Königs Robert, einer Enkelin Hugo Capets und erzeugte mit ihr drei Kinder: Balduin VI., zubenannt der von Hennegau oder Mons, später selbst Herrscher von Flandern; Robert, zubenannt der Friese, und Mathilde, Gemahlin Wilhelms des Eroberers und durch ihn seit 1066 Königin von England. Balduins V. Regierung über Flandern begann im J. 1035, wo der Vater starb, und verlief über ein Jahrzehnt lang durchaus friedlich; namentlich mit seinem deutschen Lehnsherrn, mit König Heinrich III. lebte B. anfänglich in gutem Einvernehmen. Ostern 1045 erschien [8]einer seiner Söhne zu Goslar, am Hofe des Königs, leistete den Treueid und wurde dafür mit einem Gebiet belehnt, welches der bezüglichen Quelle zufolge an Flandern angrenzte und von dem damals noch rebellirenden Herzog Gotfried von Oberlothringen in Anspruch genommen wurde. Gemeint ist wahrscheinlich Stadt und Mark Antwerpen. Bald aber änderten sich diese friedlichen Beziehungen Balduins zu Heinrich III. Als im Herbste des J. 1047 Gotfried sich zum zweiten Male gegen den Kaiser empörte, ergriff B., der seinerseits, wie es scheint, den Grafen Hermann von Mons oder Hennegau nach sich zog, offen die Partei Gotfrieds, rückte in Brabant ein, besetzte es bis zum Dender und unterstützte Gotfried bei den Hauptunternehmungen, durch welche dieser die kaiserliche Macht über Lothringen zu brechen versuchte, so bei der Zerstörung der Pfalz von Nimwegen und bei der Einäscherung Verduns. Der Kaiser führte seinen Gegenschlag im J. 1049 und zwar mit dem Aufgebot seiner gesammten Macht, mit Unterstützung auch des Papstes Leo IX., der B. sowol als Gotfried excommunicirte, und mit dem Beistande der nordischen Herrscher, des Dänenkönigs Svend und des Königs Edward von England, welche dem Kaiser ihre Flotten zur Verfügung stellten. So allseitig bedrängt, verloren die Rebellen den Muth zu weiterem Widerstande und suchten ihren Frieden zu machen, Gotfried zuerst, aber dann auch B., nachdem der Kaiser selbst über Cambray in Flandern eingerückt und das damals schon blühende Land verheerend bis über Arras hinaus vorgedrungen war. Da ließ B. sich auf Verhandlungen ein, leistete dem Kaiser einen Eid der Treue und der Friede war wiederhergestellt, indessen nur für sehr kurze Zeit, kaum für Jahresfrist. Denn schon im J. 1051 kam es zu weiteren Irrungen, da B., um die Macht seines Hauses auf dem rechten Scheldeufer, auf deutschem Reichsgebiet, auszubreiten, nicht nur gestattete, daß sein gleichnamiger Sohn, Balduin VI., sich mit der eben damals verwittweten Gräfin Richildis von Mons vermählte, sondern auch selbst eigenmächtig vorging und den Hennegau, beziehungsweise die Hauptburg Mons in seine Gewalt brachte. Verschärft wurde diese neue Entzweiung durch gleichzeitige Streitigkeiten um die Burgvogtei von Cambray. Im J. 1051, wo der Kaiser ohnehin schon mit König Andreas von Ungarn einen harten Kampf zu bestehen hatte, überließ er die Bekämpfung Balduins dem erst jüngst begnadigten und damals noch reichstreuen Gotfried. Aber im J. 1054, nachdem B. mittlerweile wieder allerlei Erfolge gehabt, u. a. die Lüttich'sche Festung Huy an der Maas zerstört hatte, wurde er vom Kaiser selbst angegriffen und Flandern von einem kaiserlichen Heere hart bedrängt. Indessen behauptete B. sich trotz alledem und obgleich der Kaiser nach Ueberschreitung der Schelde bis in die Nähe von Lille vorrückte, ja sogar fast unter den Mauern der Stadt dem Gegner eine empfindliche Niederlage beibrachte. Aber die Stadt selbst zu nehmen, gelang ihm nicht. B. blieb Herr derselben und rettete damit zugleich seine Herrschaft über das ganze Land; auch Tournay, welches der Kaiser nach dem vergeblichen Angriff auf Lille belagert und erobert hatte, ging ihm nicht dauernd verloren. Schon im J. 1055 war B. wieder der angreifende Theil und zwar im Bunde mit Gotfried von Lothringen, dem es der Kaiser nicht verzeihen konnte, daß er sich im J. 1053 ohne sein Vorwissen mit der verwittweten Herzogin Beatrix von Tuscien vermählt hatte. So aufs neue und tödtlich mit Heinrich III. verfeindet, wurde Gotfried wieder der natürliche Bundesgenosse Balduins: sie rückten zusammen vor Antwerpen, wo sich der niederlothringische Herzog Friedrich festgesetzt hatte. Die Belagerung mißlang aber weil die übrigen Lothringer ihrem Herzog zur Hülfe eilten. Solange Heinrich III. lebte wurde der Friede nicht wiederhergestellt. Dieses geschah erst einige Zeit nach dem Tode des Kaisers unter Vermittelung des Papstes Victor II., der sich angelegen sein ließ, die Regierung des unmündigen Heinrich IV. [9]allseitig friedlich einzurichten. Auf einem allgemeinen Reichs- und Fürstentage zu Köln, Anfangs December 1056, wurde der Streit zwischen der Krone und den lothringisch-flandrischen Rebellen, in Sonderheit mit B. beigelegt: er oder vielmehr sein Sohn behielt den Hennegau, wie denn auch die Vermählung mit Richilde fortan unangefochten blieb; ferner ist es sehr wahrscheinlich, daß B. V. für den Eid der Treue, den er dem König leistete, von diesem aufs neue Reichsflandern zu Lehn erhielt. Während der letzten zehn Jahre seines Lebens tritt B. in deutschen Angelegenheiten nicht mehr hervor: er richtete seine Thätigkeit vorzugsweise auf die innere Regierung seines Landes – vor Allem den Kirchen und Klöstern derselben erwies er sich als ein gnädiger Herr – und auf Frankreich. Denn als im J. 1060 sein Schwager König Heinrich I. starb, übernahm er für seinen jugendlichen Neffen, den König Philipp, die vormundschaftliche Regierung und führte sie in einer Weise, welche ihm das Lob eines klugen und ehrenhaften Regenten eingetragen hat. Am 1. September (nach Andern schon am 24. April) 1067 starb B. V.; in der St. Peterskirche zu Lille, seinereigenen Stiftung, wurde er begraben. Einen gleichzeitigen Biographen hat er nicht gefunden, wol aber sind ihm speciell in einer um 1170 geschriebenen, ziemlich eingehenden Genealogie der Grafen von Flandern, in der sogenannten "Flandria Generosa", (Mon. Germ. SS. IX. 318 sq.) mehrere Capitel gewidmet, wie denn auch schon ältere flandrische Werke der Art, z. B. die „Genealogia Bertiniana", ebendort S. 306, von ihm Notiz genommen haben. Dazu dann die Urkunden Balduins, deren es eine nicht unbeträchtliche Menge gibt: mehrere derselben findet man bei van Lokeren, "Chartes et documents de l'abbaye de Saint Pierre au Mont Blandin à Gand, T. I." Gand 1868. 4. Zu den wichtigeren Quellen gehören die zeitgenössische Bisthumsgeschichte von Cambray und die Chronik von S. Andreas zu Cateau-Cambresis: besonders mit ihrer Hülfe lassen sich die mehrfach ungenauen und unklaren Nachrichten der „Flandria Generosa" leicht berichtigen. Nicht ohne Nutzen wird man auch die spätmittelalterliche und schon halb moderne Chronistik Flanderns, des Johannes von Ypern (Iperius) „Chron. Bertinianum" und Jacobus Meyer „Compendium Chron. Flandriae" zu Rathe ziehen.
Vgl. Kervyn de Lettenhove, Histoire de Flandre I. 234 sq. T. I. p. 79 sq. (unkritisch; besser); Le Glay, Histoire des comtes de Flandre I. 148– 177 und L. A. Warnkönig, Flandrische Staats- und Rechtsgeschichte I. 117 ff. 
Balduin V Insulanus von Flandern
 
2773 Balduin V Insulanus von Flandern
 
2774 Greve Robert I Der Friese von Flandern
 
2775 Greve af Tonna og Harburg 1120-1151 Ernst den 1. Von Gleichen
 
2776 Greve af Tonna 1099-1116 Erwin I Von Gleichen
 
2777 Greve af Ballensted 1069
Greve af Nordthüringen
Myrdet 
Lambert II Von Gleichen
 
2778 Ifølge Bremer er han død 12/9 1227 Lambert II Von Gleichen
 
2779 Undersøges:: efterslægt

Tysk efterslægt som først i 10 led via Frederik I
får forbindelse till Danmark igen, derfor vælger NSDB ( Michael Hedeman ) at ned privoterer kildemæssig efterkontrol af denne linie indtil videre. Da nordisk slægter er vigtigere.

Første 5 generationer kan findes i Bremers 
Greve I Orlamünde Hermann II Von Orlamünde, Greve I Orlamünde
 
2780 Undersøges:: efterslægt
Tysk efterslægt som først i 13 led får forbindelse till Danmark igen, derfor vælger NSDB ( Michael Hedeman ) at ned privoterer kildemæssig efterkontrol af denne linie indtil videre. Da nordisk slægter er vigtigere.

Første 5 generationer kan findes ved Bremer 
Irmgard Von Orlamünde
 
2781 Greve Siegfried III Von Orlamünde
 
2782 Tysk efterslægt derfor vælger NSDB ( Michael Hedeman ) at ned privoterer kildemæssig efterkontrol af denne linie indtil videre. Da nordisk slægter er vigtigere. Sophie Von Orlamünde
 
2783 Children
Grot Michelsen Leth b: 30. JULI 1694 in Nykøbing Falster
Christian Leth b: 1698 in Nykøbing Falster
Annike Leth b: in Nykøbing Falster
Susanne Leth b: 5. APRIL 1701 in Stege
Morten Leth b: 15. APRIL 1703 in Stege
Anna Leth b: 19. OKT. 1705 in Stege
Bodil Cathrine Leth b: in Stege 
Cecilie Christensdatter Wegener
 
2784 Christen Wegener
 
2785 Ikke bevist Else Wogensdatter
 
2786 Hjermeslev kirkebog død den 28 april 1730 begravet Jesper Ydesen 71 år 8 mdr og 17 dage Jesper Ydesen
 
2787 Array Source: Danmarks adels årbog, 1888
 
2788 Array Source: Danmarks adels årbog, 1892
 
2789 Danmarks adels årbog, 1892 Source: Danmarks adels årbog, 1892
 
2790 Array Source: Danmarks adels årbog, 1893
 
2791 Danmarks adels årbog, 1893 Source: Danmarks adels årbog, 1893
 
2792 Danmarks adels årbog, 1894 Source: Danmarks adels årbog, 1894
 
2793 Array Source: Danmarks adels årbog, 1898
 
2794 Danmarks adels årbog, 1898 Source: Danmarks adels årbog, 1898
 
2795 Array Source: Danmarks adels årbog, 1899
 
2796 Array Source: Danmarks adels årbog, 1901
 
2797 Array Source: Danmarks adels årbog, 1910
 
2798 Array Source: Danmarks adels årbog, 1912
 
2799 Array Source: Danmarks adels årbog, 1913
 

      «Prev «1 ... 52 53 54 55 56